Peter Høeg debuterede med Forestilling om det tyvende århundrede i 1988, men gennembruddet kom med Frøken Smillas fornemmelse for sne, filmatiseret 1997.

Elefantpassernes børn er en humoristisk roman fortalt af fjortenårige Peter. Han bor med sin specielle familie på den lille fiktive ø Finø, der ligger i Mulighedernes Hav men hører under Grenå kommune. En dag forsvinder hans forældre, der er henholdsvis præst og organist på Finø. De lokale myndigheder tager sig af børnene, Peter og hans storesøster Tilte, men Tilte og Peter beslutter selv at fortsætte eftersøgningen, der bringer dem i kontakt med flere interessante, men ikke nødvendigvis realistiske personligheder. Takket være Tiltes imponerende talenter for overtalelse ender søskendeparret med at omvende et par terrorister, og fortællingen ender relativt lykkelig for alle parter efter først at have været forbi et overflødighedshorn af lommefilosofiske og religiøse anskuelser.

Det er en dramatisk roman med komiske karakterer, et fængende metaformættet sprog og besynderlige navne:

’Thorlacius-Drøbert tilkaster ham et blik fyldt med faglig psykiatrisk interesse. Tilte og jeg tilkaster ham et blik fyldt med truslen om gennemgribende legemelig overlast.’

Midt i den hektiske handling opstår situationer af Chaplin-agtig format, som da familien hjælper en ung dame med at flygte i hestevogn, og da den kommunale øvrighed i Grenå arresteres for indbrud i præstegården.

Fortællestilen har lidt til fælles med De måske egnede fra 1993, men har også udviklet egne retninger, der med tør, jordbunden ironi minder mere om en voksen Finn Søeborg eller Panduro end en dreng på 14. Romanen skiller sig ud fra mængden, gør grin med form og læser – og underholder.

Elefantpasserens børn

Peter Høeg

380 sider

Rosinante

Udgivet: 10.09.2010

Birte Strandby