Du er hvid, siger mama Hussein, De kan ikke se på dig, at du er neger.
Hvid udenpå. Inden i er jeg helt … grå.

Samantha, Sam the man, går på en international kostskole i Tanzania. Forældrene driver et hotel, hvor moren er ved at forsumpe, mens faren ’springer på alt med en puls’. Forældre, siger jeg, de er bare… pengekasse, hotel, transportservice og ondt i røven.

Sam er stærkt søgende og i en alder af 15 år har hun god gang i såvel euforiserende stoffer (banghi), gin og tonic samt en del eksperimenterende seksuelle og globaliserede forhold. Og hvad der er vigtigt for hende selv: Et forhold til en voksen mand – Endnu en hvid mand, der søger en smutvej til eventyr, lykke og rigdom i Afrika. De første forhold resulterer i en voldtægt, og det andet i brug af kokain, og i slutningen selvfornedrelse.

Sam har masser af nysgerrighed, men som hovedpersonerne i romanen Nordkraft er hun selvdestruktiv og ’dead man walking’ fra første færd. Det eneste holdepunkt er storesøsteren Alison, der manøvrer dygtigt og manipulerende rundt i verden, indtil hun beslutter sig for ægteskab og barn. Bemærkelsesværdig er også Sams far, der som led i opdragelsen stikker lussinger, og betragter det er tegn på svaghed at reagere. Samtidigt er det forbudt at bande i hjemmet.

Trods eller måske på grund af den deterministiske undertone er det en fængende roman om rodløshed og bortset fra et interessant, afrikansk set-up og klip fra en skole, hvor indere og finner mødes i sex og nævekamp, er der mange ligheder mellem Eksil og Nordkraft.

Forfatter: Jakob Ejersbo

288 sider
Forlag: Gyldendal
Udgivet: 1.04.2009

Birte Strandby