Der er gang i mordene på Djursland. Indenfor en kort periode bliver fire mennesker dræbt. En kvinde bliver fundet på Fjellerup Strand. Hun er blevet halshugget. En anden kvinde findes dræbt i Meilgård Slotspark muligvis med det samme mordvåben. En overlæge er blevet stranguleret i sit hjem, mens hans kone er på indkøb, og så er der en mordbrand i Tranehuse. De tre af ofrene har det til fælles, at de har arbejdet i sundhedssektoren, og to af ofrene har det til fælles, at de efterlader sig meget store summer, som de ikke kan have tjent på deres arbejde.

Politiet, især repræsenteret af Lena og Jannis, arbejder hårdt og afhører alle, der har været i nærheden af ofrene med ringe resultater, når det ses bort fra, at adskillige har en voldelig fortid. Det viser sig at kvinden der blev offer i mordbranden har gjort en del i pengeafpresning, men det giver ingen særlige fremskridt i politiarbejdet. At gåderne alligevel løses, skyldes i høj grad Lenas særlige indsats.

Trods de relativt mange, voldsomme mord er Du skylder et liv lidt stillestående. Der er mange detaljer og mange omstændelige beskrivelser. Eksempelvis bruges to sider på en fest for politiet. Festen gennemgås med vægt på menu – der er græsk, antal deltagere, kunsten at danse zorba, og om en af festens hovedpersoner får vi endda at vide, at hans svigerforældre er glad for at passe børnene, mens forældrene er til fest.

Slutningen er en overraskelse, og her gemmer sig lidt ekstra dramatik, men selv de mange dialoger forhindrer ikke, at krimien er langtrukken.

Steen Lassen

Du skylder et liv

218 sider

Forlaget EgoLibris

Udgivet: 2016

Birte Strandby