Roman om kamp mod alkoholisme

Ea er i den tredje alder. Hun har et relativt vellykket familieliv og et alkoholmisbrug. Hun prøver flere gange at komme sit problem til livs, og hun finder adskillige tilbud om hjælp. Hun aftaler med ægtefællen, at nu skal der gøres noget, møder op til terapi, gruppemøde og antabus. Det går godt, indtil det ikke går godt længere. Hun udskifter antabussen med en uskadelig tablet, og efter fire dage er hun klar til at drikke igen. Flaskerne gemmer hun i undertøjsskuffen, eller i papirsposer hvis hun er i byen – som i amerikanske film.

Det skuffer Thor, hendes mand, og i festligt lag bliver hun oftest lidt for festlig for resten af selskabet. På et tidspunkt sprayer hun et par herresko med guldspray. og falder over møblerne.

Ifølge en behandler i romanen er alkoholisme en sygdom i 70 % af tilfældene, og forårsaget af andre ting i de sidste 30 %. Hver alkoholiker har sin fortælling, og de er ret forskellige, men trods terapi, gruppearbejde, samtaler, så er den eneste sikre kur angiveligt karakterstyrke; og da Ea har taget nogle seriøse tilløb og endnu engang fået opbakning fra sin mand, begynder hun hos Anonyme Alkoholikere. Her begynder hun også at indse, hvordan hun er blevet alkoholiker.

Det er en ok roman om en kæmpende befolkningsgruppe. Ea sidder på et tidspunkt og udregner, at hun i sine 30 år som alkoholiker har konsumeret 10.950 liter alkohol, hvad der svarer til halvdelen af vennernes swimmingpool.

Der findes flere romaner om alkoholisme, blandt andre Den som flaskehalsen peger på af Hanne Trolle 2013 og Alkohol dræber af Mogens Moos. Begge er personlige beretninger fra livet med/som alkoholiker, og mønsteret er stort set det samme, selvom årsagerne er forskellige.

Druknet

Inge Brændstrup

192 sider

Trykværket

Udgivet: 2018

Birte Strandby