Tre mænd sidder på dækket af et sejlende skib. Den ene, englænderen Lincoln, fortæller om den kvinde han leder efter. Olalla. Lincoln skulle have været gift med en ung enke, sin søsters gode veninde, og bliver af sin far sendt på rejse i Europa før brylluppet. I Italien møder han Olalla og forelsker sig dybt og skæbnesvangert. Det står ham klart, at ægteskabet hjemme i England vil være en umulighed, men da han kortvarigt forlader Rom for at overbringe familien sin beslutning, forsvinder Olalla i mellemtiden. Lincoln søger hende overalt, og bagefter er han klar over, at der var flere mærkværdigheder ved Olalla. Selv fortalte hun, at hun havde solgt sin skygge til djævlen, og at det var derfor Lincoln ofte mødte en gammel jøde, når han ankom til eller forlod huset, hvor Olalla boede. Jøden var hendes skygge.

Lincoln er ikke den eneste der søger sin Olalla. Andre mænd leder også, de leder efter madame Rosa og Rosalba, men det er den samme kvinde, og den gamle jøde fortæller senere om sit møde med hende:

‘Da forstod jeg meningen med himmel og jord, med stjernene, livet og døden og med evigheden.’

Blixen ved, hvordan man fortæller en historie. Her er mindre fortællinger inde i den store,  som da Lincolns far erkender, at familien klarer sig så godt, fordi de i hver generation har et enkelt medlem, der samler alle de svagheder og laster, der ellers skulle have været fordelt på hele familien.

Karen Blixen har det hele, de store eksistentielle diskussioner, de store lidenskaber og mystikken. Netop Drømmerne er tung af mystik og minder om Ann Radcliffes gotiske romaner.

‘… hvad er da mennesket andet end en nøjagtigt indstillet, umådeligt indviklet maskine, der med uendelig kunstfærdighed forvandler den røde vin fra Shiraz til urin?’

Drømmerne

Karen Blixen

127 sider

Gyldendal

Udgivet: 2020 (første gang i 1935 i Syv fantastiske fortællinger)

Birte Strandby