… jeg havde faktisk aldrig hørt noget menneske skrige så højt og insisterende, men lyden af Saras smerte var uendelig.

En langsom tragedie

En aften efter indtagelse af en wokret med kokosmælk bliver Sara dårlig. Hendes mor er til konference, og det bliver søsteren, Karla, der kører Sara til sygehuset. Sara bliver opereret og kommer alt for tidligt med hjem igen. For Karla er det et chok, at hendes 17-årige søster pludseligt er så syg. Sara bliver sendt til psykiatrisk skadestue, hvor lægen spørger, om familien har en historik med spiseforstyrrelse. Sara kaster op på hans kontor. Hun vejer 45 kilo og har voldsomme smerter.

På sygehuset er også treårige Albert, der har drukket afløbsrens i et ubevogtet øjeblik – og der er Alberts forældre, der må leve med skylden og med den kendsgerning, at Alberts fremtid er en lang række af operationer der skal fjerne det arvæv, der uafladeligt dannes i hans spiserør. Livet på hospitalet er ikke for de sarte, og en medfølende og begavet hospitalsklovn kan ikke trylle.

Karlas beretning er dybt gribende. Beretninger fra sygehuse kan være slem læsning, men Karla tvinges ud i oplevelser, som ingen burde have: et forsøg på at fastholde den søster, hun har haft og en sen erkendelse af, at søsteren ikke vender tilbage. 

For Sara er der en kamp mod en sygdom, som langsomt erkendes af lægerne, men ikke har nogen umiddelbar helbredelse. Sara har kortvarigt ordet i små afsnit, som hun mest bruger til at lægge afstand til sin krop og sit liv. For Karla er der mange kampe, forholdet til søsteren, forholdet til familien, det lidt sære forhold til en sundhedssektor der griber problemet bagvendt an – og heller ikke rigtigt kan løse problemet. Og der er kampen for det liv, hun selv skal leve. 

Det står skrevet på min krop

Pernille Louise Langer

153 sider

Brændpunkt

Udgivet: 2023

Birte Strandby