Det hvide snit ligner en ugebladsnovelle, både illustrationen på forsiden og den naive fortællestil, men der mangler en modig, smuk helt til at redde heltinden. I stedet kunne romanen have været et indlæg i en feminismedebat, om hvordan sure gamle mænd og håbløs autoritetstro kan sætte verden i stå i en skure, hvor alle er ulykkelige.
Årstallet er 1970. Eva har netop bestået realeksamen, og hun har fået et vikariat på den lokale åndssvageanstalt. Det er en bekymrende oplevelse. De åndssvage sidder fastspændte, og er der ballade, kommer de i isolation eller i værste fald udsættes de for lobotomi, det hvide snit.
Hver morgen kl. syv stiller alle plejere på række i fuld uniform, så sygeplejersken kan inspicere inden dagens dont. Toppen af hierarkiet er overlægen, og alle har deres faste pladser med dertilhørende rettigheder, hvoraf ingen af dem er ytringsfrihed.
Eva er ung og naiv. Hun møder sine medmennesker med åbent sind og har et stærkt behov for at vise, at hun kan klare opgaverne. I modsætning til de ældre plejere opfatter hun de åndssvage som mennesker, og det piner hende, at nogle af dem sidder fastspændt hele dagen, så de ikke engang kan klø sig.
Da hun opdager, at en opsynsmand voldtager en af pigerne, fortæller hun det til sin chef, men resultatet bliver et helt andet end forventet.
Det er en grum historie angiveligt med rod i virkeligheden, som den så ud i 70’erne. Forfatteren advarer mod kun at se perspektivet i bagklogskabens brutale skær, men samtidigt er tingene sat på spidsen, overlægen er en gammel diktator og Evas far også en patriark af den slags der forventer, at hans kone både bidrager med udearbejde og pasning af hjemmet. Den type er heldigvis ikke så almindelig mere, og det skal siges, at Evas far udvikler sig undervejs.
Beretningen er ret unuanceret, Eva er den personificerede undren i mødet med anstaltens forfærdelige virkelighed, og læseren er rimeligt underholdt.
Det hvide snit
Jakob Thyregod Scheuer
173 sider
Special-pædagogisk forlag
Udgivet: 2018
Birte Strandby
