Caspers barndom er ikke som andre børns. Hans forældre lever et stillestående, lukket liv, gør det samme hver dag, spiller den samme musik på hver af ugens dage. Det lykkes for deres hjemme-hos’er at sende Casper i skole, men de første mange dage sidder den ene af forældrene og venter på ham, når skolen slutter. Skønt det foregår i Rødby på Lolland, kommer man til at tænke på Forrest Gump eller Martha Christensens forfatterskab om samfundets svageste, fordi såvel Casper som hans forældre i første omgang giver indtryk af at være psykisk tilbagestående.

Caspers barndom slutter katastrofalt, og Casper flyttes til en plejefamilie. Senere stikker han af efter at have været vidne til en voldtægt. Ved en skæbnens tilskikkelse lander han i en husbåd i Paris sammen med det hærgede levn fra den franske overklasse, Marlene, der sørger for hans undervisning og dannelse.
Denne dannelse bidrager til, at han gennemfører medicinstudiet, men han plages stadig af mysteriet om barndommens tragedie. En kontakt bringer ham til USA på en farlig jagt efter sine rødder, og sandheden er tæt på at koste ham livet.

Romanen foregår i to dele. Første del, Caspers barndom, er en dannelsesrejse og en overbevisende og realistisk en af slagsen, mens romanens sidste del hopper over i et knap så realistisk thrillerspor, hvor et ikke helt velbegrundet identitetsskifte forbigås let og uden problematiske ledsageeffekter.

Romanens McGuffin er et stof, der angiveligt kan påvirke hukommelsen og måske afhjælpe Alzheimers. Det er i sig selv spændende, men det er Caspers færd i den virkelige verden, der tilfører romanen særlige kvaliteter.

Drengen uden baggrund

Nina Belling
438 sider
mellemgaard
Udgivet: 07.04.2014
Roman

Birte Strandby