Om det er det engelske børnerim eller Lars von Triers gyser der ligger bag titlen er uvist. Til gengæld er det ganske vist, at baggrunden er en slags gyser. Nemlig den gyserverden der truer os alle, fordi vi voksne ignorerer klimaproblemerne.

I Aakesons og Brøggers udgave handler det om at genopbygge verden. Jack er vores hovedperson i den ødelagte gamle verden:

Det meste ligger øde. Meget er i stykker.

Alligevel finder Jack en hammer og nogle søm, og en dag dukker Melissa op. Hun har en sav, og de to beslutter at bygge et hus sammen. Senere dukker en hund op ved byggeriet.

Hvis den bliver hos os, har vi en hund.

Mens de bygger deres verden og deres hus, trækker skyerne sammen over dem.

Senere kommer der andre børn forbi. De begynder også at bygge huse, indtil regnen vælter ned. Heldigvis kan husene flyde, og måske er det i virkeligheden både.

Det er en sød historie der mere end antyder, at børnene kan genopbygge verden, samarbejde og måske endda få det godt. Illustrationerne støtter historien, og på de sidste sider kan man se de mange forskellige og ret fantasifulde Noas arker med børn og dyr ombord

Historien er positiv og kan bidrage til at give børn håb og overbevise dem om egne muligheder. Tragedien bagved er nedtonet men lader sig næppe bortforklare. For første gang i flere generationer kan vi ikke love vores børn, at de får et bedre liv end det deres forældre har. De voksne er ved at have spillet fallit. Forhåbentligt kan børnebøger som denne få os ud af starthullerne.

Det hus Jack (og Melissa) byggede

Kim Fupz Aakeson

illustreret af Lilian Brøgger

30 sider

Gyldendal

Udgivet: 2019

Birte Strandby