At være 15 år, miste sin farmor og måske være ulykkeligt forelsket
Hyben er jeg-fortæller, og han er omtrent så plaget som man skal være i en alder af 15 år. Det gør det naturligvis ikke bedre, at hans elskede farmor er død, og hans farfar lider under savnet. Forældrene er til gengæld ikke slemme til at blande sig og udgør det mindste af hans problemer.
Der er tre piger i Hybens liv: Aggressive, spændende Frida som han var kæreste med tidligere, Hanna som går i et med tapetet og som han prøver at ignorere – og så Ramona, som han modigt indrømmer, at han er vildt forelsket i.
På det helt konkrete plan står han for at skulle vælge uddannelsesretning. Han hælder mest til det kreative, fordi han er god til at tegne til ærgrelse for en emsig studievejleder, der hepper på ham for at få ham til at vælge matematik og fysik.
Mod forventning ser det ud til, at Ramona er en smule interesseret i ham. Desværre har hun allerede en kæreste, en sej 17-årig der har tatoveret pigtråd på overarmen, men måske har Hyben alligevel en chance for at score. Hanna er begyndt at sende ham mails om sine personlige problemer, og først sent opdager Hyben, at han allerede er involveret.
Udmærket ungdomsroman der langsomt går fra det dybt selvcentrerede til et mere voksent udsyn. Hyben og hans problemer er overbevisende, og han har fine metaforer, både når han skal fortælle om Ramonas øjne – og måske mest når han får fremstillet Ramonas kæreste med en skummelt truende jeg-er-bekymret-for-dig-attitude.
Ikke en film med lykkelig slutning
Staffan Cederborg
Oversat af Nanna Gyldenkærne
182 sider
Målgruppe: +12
Lix: 18
Zoom
Høst & Søn
Udgivet: 11.08.2015
Birte Strandby