Eske Willerslev er i dag en internationalt anerkendt dna forsker og professor på Cambridge. I sin nys udkomne bog konstaterer han til slut om sin karriere: “Succes og nedtur. Succes og nedtur. En rutsjebanetur – men samtidig et fuldstændig fantastisk fucking eventyr”.

Bogen er en blanding af videnskab og selvbiografi, hvilket fungerer ganske fint . Kort fortalt er Eske drengen med lavt selvværd i skolen, men finder vej og selvtillid gennem prøvelser i vildmarken og slider sig igennem et biologistudie på universitet. 

I 22 kapitler fortælles om de opgaver, Eske Willerslev og team løser for at kortlægge menneskehedens forhistorie via dna udtaget af knogler. Eller en lort. En sådan afslører, at der var mennesker i Amerika mindst 1000 år før man troede. I 2012 kunne det fastslås, at aboriginernes forfædre var de første mennesker i Australien. Og sådan videre kapitel efter kapitel.

Et er at foretage disse undersøgelser, noget andet er at opnå for eksempel indianeres og aboriginernes tillid og tilladelse til at “pille” i rester af forfædres knogler. Willerslev opnår begge dele via sin høje etiske standard. Han respekterer og forstår for eksempel indianernes åndemagere. 

Han har det for en videnskabsmænd usædvanlige synspunkt, at “der er mere mellem himmel og jord”, idet han blandt andet skriver:

“For mig er det ikke svært at forene noget åndeligt eller religiøst med den hardcore videnskabelige verden. Jeg vil faktisk gå så langt som til at mene, at det er decideret uvidenskabeligt, at tro, at der ikke findes kræfter, som vi ikke kender til eller ikke kan måle.”

I 2020 vækker det opsigt, da resultatet af dna undersøgelser af 400 vikingeskeletter offentliggøres. Det var et for nogle et smerteligt farvel til forestillingen om den høje, stærke og blonde viking mand/kvinde. I årene lige før vikingetiden foregik der en massiv indvandring fra Sydeuropa. Vikingerne var af alle mulige slags, samiske, nordiske, mørklødede. Faktisk var der mange flere brunhårede skandinaver, end der er i dag(!)

Eske Willerslev har på sin vej mødt modstand, også fra videnskabelige kolleger, ligesom det ofte har været svært at få bevillinger til forskningsprojekter. Bogen viser, at han har opnået skelsættende resultater. 

Denne anmelder føler sig fuck… åh, nej, ikke et engelsk bandeord, fantastisk godt oplyst om menneskedens fortidshistorie – endda 30.000 år tilbage i tiden. Kom så ikke og sig, at om 100 år er alting glemt..

Videnskab/selvbiografi 

Det er et fucking eventyr!

Med dna-forskeren på sporet af mennesket

Forfatter Eske Willerslev,

264 sider

Gyldendal 

Udkom juni 2022

Anmelder

Bjarne Gregersen