Smukt illustreret og super moralsk eventyr om at være lille men modig

Den lille grævling kommer for at tage på eventyr sammen med den store grævling, men den store grævling er ikke hjemme. Den lille grævling leder og leder, og han er bange for, at et monster kan have taget den store grævling. Og så bliver han bange for, at monsteret også kommer efter ham. Han skynder at låse sig ind i brændeskuret. Der sidder han og tænker over, at han er nødt til at redde den store grævling. Han forlader brændeskuret for at lede, selvom han er bange for, at der kan være røvere, monstre og vildsvin indblandet i den store grævlings forsvinden, og han bliver endnu mere bange, fordi de måske også vil lokke ham, den lille grævling, i en fælde. Så vender han om. Der kan han alligevel ikke hjælpe, men måske kan han, og så vender han om igen.

Heldigvis ender det lykkeligt for den lille grævling – og også for den store. Til gengæld møder de ingen monstre eller røvere, men den lille grævling vil alligevel ikke med ud på flere eventyr den dag.

Illustrationerne er farverige, og dyrenes univers meget indbydende med grøn natur i lange baner, blomster, svampe og en rig og venlig dyreverden med både bjørne, vildsvin, edderkopper og mus – de fleste med nuttede unger. Der er en høj detaljeringsgrad i billederne og plads til diskussion – kan flagermus og muldvarper bo samme sted, kan der kan bo mus i rævegrave, og findes der smækbukser til vildsvin? Det giver samtidigt fortællingen et humoristisk skær, selvom den lille grævling ind i mellem er meget bange.

Sproget fungerer fint for børn fra fire til fem år, mens handling og illustrationer kan fanges af dem der er yngre.

Fortællingen er en lykkelig Disney-udgave, måske er det derfor, at vi ved, det ender godt. Desuden er der et let forherligende portræt af en natur, hvor selv små (dyre)børn kan bevæge sig frit og ikke møde andet end mere natur og idyl. Det ligger temmelig langt fra vores asfalterede verden, og måske også langt fra mindre børns bevidsthed. Spørgsmålet er: hvor fremmedartet er miljøet? Kan mindre børn forholde sig til det, er vi ude i noget ‘fra dengang bedstefar var lille’? 

Og er der en tendens til, at der kommer mere og mere idylliseret natur i børnenes litteratur, efterhånden som deres voksne får betoniseret den virkelige verden? 

Den store og den lille grævling og de uhyggelige spor i skoven

Annette Herzog og Olga Strobel

32 sider

Colibri

Udgivet: August 2023

Birte Strandby