Folkeskolen: Værested eller lærested?

Med denne bog har Jacob Fuglsang sat sig for at pege på løgnen og svaghederne i vores uddannelsessystem. Dem er der mange af, og en af dem er at vi forsøger at bilde vores børn ind, at børnehaven og folkeskolen er steder man lærer noget, når det nu i virkeligheden er et opbevaringssystem for børn hvis forældre arbejder.

Undervejs i rækken af indvendinger overfor et muligvis forældet skolesystem hilses skolereformen velkommen, fordi den gør plads til mere undervisning og til inddragelse af eksempelvis sportsklub i skolens regi.

Reformen har sine tilhængere og sine modstandere, og det er forfatterens holdning, at hvis lærere og pædagoger kan tilføre samarbejdet hver deres kompetencer, så vil reformen også kunne berige eleverne.

Test diskuteres, som det er tilfældet i mange skoledebatter. Umiddelbart er der ingen tendens til at lande med et nationalt system af obligatoriske test klarer sig bedre end lande uden, men senere undersøgelser konkluderer meget forsigtigt, at test ser ud til at forbedre elevens faglighed. Til gengæld er der risiko for, at elever trænes til at bestå test, og de svagt præsterende elever må betale med manglende motivation og faldende selvværd, og det var vel netop hvad man ønskede at undgå? Test behandles også i Diane Ravitchs The Death and Life of the Great American School System, og i Alfie Kohns The Homework Myth samt Sabine Czernys Was wir unseren Kindern in der Schule antun – und wie wir das ändern können, og det er synd at sige, at de nævnte forfattere er enige med Fuglsang i dennes anbefaling i brug af test.

Midt i kritik af skole og skolereform får lærerne en opsang for ligegyldighed og uklare tilbagemeldinger, og forældrene kritiseres for manglende krav til børnene og for mange klapsalver for beskeden indsats – såsom ved dårligt gennemarbejdede skolekomedier. Gennemgående i bogen er kommentaren om, at ungerne sagtens kan klare flere krav, hvis de ved, hvordan de lever op til dem.

Forfatteren er efter forældrenes tilbøjelighed til at tage børnene ud af skolen i forbindelse med eksempelvis ferieture, og omtaler det som lidet respektfuldt overfor lærerens arbejde, især hvis forældrene ikke selv underviser deres børn under fraværet. Et andet kardinalpunkt er afskaffelse af børnehaveklasse og rullende skolestart, men mange steder er børnehaveklassen jo netop en målrettet indsats for at få børnene til at fungere sammen i en klasse, og hvad angår den indlæring der ifølge Fuglsang bør finde sted fra dag et, så skal man måske have med i overvejelserne, at der kan være op til fem års mental forskel på seksårige børn.
Forfatteren flytter selv sine to børn fra folkeskole til privatskole, uagtet at folkeskolen jo netop har brug for engagerede forældre.
Der er mange udmærkede indvendinger, og en debat om skolen er jo altid tiltrængt, blot lyder det som om Fuglsang gerne vil have den gammeldags tankpasserpædagogik tilbage i klasserne og mere klasserumsledelse, hvor kravene fra erhvervslivet og i det hele taget mere går på, at ungerne skal kunne arbejde selvstændigt med projekter og lære at lede sig selv?

Jacob Fuglsang

264 sider

Gyldendal

Udgivet: 08.04.2015