Mor, du har jo mig!

Med et barns loyale kærlighed til sin mor beretter jeg-fortælleren, Eigil, om sin lille beskadigede familie.

Familien består af storebroren Julian, der er autist på et niveau der kræver bestemte retter på bestemte ugedage, moren der er smuk og ude af stand til at tage vare på sine børn, mormoren der ikke omgås familien – og så den usynlige far, der udvandrede før moren fødte Eigil, fordi han frygtede for, hvilke komplikationer det nye barn kunne medføre.

Desuden er der postbuddet Richard Lange, der passer familiens have omend ikke særligt godt. Det gør han, fordi han er forelsket i moren. Jo mere han vedkender sig sin kærlighed, jo mere radikalt arbejder han i haven. Hans omsorg får ham også til at tilbageholde postkort fra den usynlige far, men han ender med at give dem til Eigil, der på sin side heller ikke giver dem til moren.

Gennem Eigils observante blik og hans logik der er både barnlig og begavet serveres billeder af den lille by, hvor alle ved alt om alle. Om præsten der elsker læreren, om bagerdamen der repræsenterer byens information og formidling, og om de mobbere, der næsten er ved at slå Eigil ihjel.

Den barnlige fortæller er fremragende til at fremvise alt det dysfunktionelle uden at det bliver grimt. Til gengæld går det sent op for læseren hvor stort presset er.

Sætningerne er korte, og talen klar men fortæller alligevel andet og mere end det barnet opfatter. Det er dygtigt skrevet, men udviklingen er spæd og romanen taber lidt af fascinationen i slutningen.

Emma Elisabeth Nielsen
262 sider
Gyldendal
Udgivet: 2015