I de seneste år har Raw Food fået flere og flere tilhængere. Lysten til at spise en kost af uopvarmede fødevarer, der ikke tilberedes er motiveret af en tro på, at mad i sin ”rå” form er sundere og mere naturligt. I København findes der Raw Food spisesteder, og også i Aarhus kan man finde vegetariske spisesteder, der byder på mad, der hverken er kogt, stegt eller bagt. Raw Food består primært af friske frugter, grøntsager, bladgrønt, frø og nødder. Maden må ikke opvarmes til mere end højst 42 grader.

Gitte Heidi Rasmussen, der har en baggrund som ernærings- og husholdningsøkonom, har forfattet bogen ”Den letteste vej til Raw Food: 200 opskrifter på skøn mad med masser af vitaminer”. Til daglig arbejder hun freelance som madskribent og foodstylist. Hun har forfattet en lang række kogebøger herunder ”Den letteste vej til 5:2 kuren”, ”Den letteste vej til stenalderkost” og ”Den letteste vej til LCHF kuren” – der alle er en del af samme ”Den letteste vej til”-serie, som denne bog er en del af. Nu er turen så kommet til Raw Food.
”Den letteste vej til Raw Food” minder om en pocketbog og er lige til at gå til. Der først og fremmest fokus på opskrifterne, som bogen rummer hele 200 af. Billeder er der derimod ingen af – end ikke et forsidebillede.
I bogens indledning præsenterer forfatteren kort Raw Food og hvad, det indbefatter. Det er en yderst kortfattet introduktion til en diæt, der er omdiskuteret qua dens restriktive rammer og regler. Gitte Heidi Rasmussen vælger at formidle Raw Food som en kost, man blot bør følge lejlighedsvis. Hun debatterer ikke de forskellige fordele og ulemper, der menes at være ved at vælge en kostretning med så mange fravalg.
Ønsker man for alvor at spise Raw Food – hvad enten det er i en kort eller lang periode – er der brug for en langt mere fyldestgørende bog. Læseren får fx ingen vejledning i køb af egnede olier, honning, nødder, oliven og lignende, der ikke er varmebehandlet. Det må anses for at være en fejl, at det ikke fremgår tydeligt. I mangel af bedre kunne links til hjemmesider om Raw Food ønskes. I stedet findes fire links til helsekostbutikker.
Selve opskriftsdelen tæller opskrifter til alle dagens måltider; både morgenmad, frokost, mellemmåltider og aftensmad – men også desserter og søde sager. Maden er enkel og uprætentiøs – og dog lykkes det fint at vise, hvordan at Raw Food mad er andet og mere end blot salat. I ”Shoppinglisten” giver forfatteren tip til en halv snes specialindkøb, der bidrager til at Raw Food maden bliver sund og rimelig varieret. Eksempler på dette tæller opskrifter på wokmad med raw nudler, wrap af salatblade og flere kolde supper. Selv en bagt svampepizza bydes der på!
”Den letteste vej til Raw Food” er et udmærket krydderi til dig, der trænger til flere grønne retter nu og da. Jeg ville imidlertid selv vælge en vegetarisk eller vegansk kogebog, da Raw Food kosten fx ikke i samme grad giver mulighed for at arbejde med tilsmagning jf. de fem grundsmage.
Inkarnerede raw food tilhængere vil højst sandsynligt opleve, at forfatteren ikke går i dybden med Raw Food kosten og ikke i høj nok grad gør nok brug af de metoder, der knytter sig til koststilen (det være sig fx dehydrering af maden). Hvis Raw Food skal være mere varieret, vil det ofte være lig med slow food. Gitte Heidi Rasmussen har sat sig det mål, at bogens opskrifter skal være enkle – og det lever hun op til. ”Den letteste vej til Raw Food” er fin, når du trænger til fornyelse og mere let grøn mad.
Gitte Heidi RasmussenGyldendal191 sider, hæftet

Udgivelsesdato: 02.01.2015