En del af Danmark og Nordens historie kan man finde på de 260 danske runesten, og en del på de 50 runesten fundet i Norge og de 2300 fundet i Sverige. De er fremstillet som monumenter for magthavere og familier mellem år 700 og 1100 og fortæller om sprogudvikling, kampe og religion.

Teksten suppleres af fine fotografier, der muliggør læsning af runerne og samtidigt bidrager med stemning, storhed og historisk vingesus, som når stenen fremstilles som det imponerende monument den er, fotograferet mod en sort nattehimmel. Forfatteren er grundig i sin gennemgang af stenene og formidler fængende omfattende viden om forfædrene.

Runealfabetet er angiveligt skabt i stormandsmiljøer i det det 2. eller 3. århundrede efter Kristi fødsel af mennesker med kendskab til det romerske sprog og forståelse for sammenhængen mellem lyd og symbol. Runealfabetet kaldes futharken og bestod i jernalderen af 24 tegn, men blev i vikingetiden reduceret til 16 tegn, der med få afvigelser blev anvendt i hele Norden frem til 900-tallet.

Af stenene fremgår det også, hvordan man i begyndelsen forholder sig til vikingetidens ære, skam og moral, hvorefter man med kristendommen går over til at beskæftige sig med sjælefrelse i teksterne på 1000-tallets runer. En del runesten har også forbandelser og værneformler, altså trusler der skulle forhindre, at nogen ødelagde monumentet. Endelig findes der runesten, hvor runerne alene tjener til pynt, og hvor runeristeren tydeligvis ikke har kunnet sammensætte ord af runerne.

Man kan af stenene lære noget om brug af navne. For eksempel findes navne som Utvagen der betyder ’den uvaskede’. Ful, der betyder grim, styg, rådden, eller det mere neutrale Skarde ’ham med hareskåret’.

De fleste runesten er rejst over afdøde uden, at vi ved præcist hvorfor de er døde, men på nogle runesten fortælles om kampe, eksempelvis er der vidnesbyrd om slaget ved Svold ca. år 1000, hvor Sven Tveskæg, Olof Skötkonung fra Sverige og Erik Jarl fra Norge besejrede Olav Tryggvarson og om Hedeby-slaget i slutningen af 900-tallet.

Lisbeth M. Imer

Foto: Roberto Fortuna

365 sider

Gyldendal/Nationalmuseet

Udgivet: 2016