Et lille stykke Danmarkshistorie – for en gangs skyld fortalt af dem, der skabte historien.

Sofiegården var en ejendom på Christianshavn. Den var saneringsmoden i 1965 og stod for at skulle rives ned, men planerne for det nye byggeri var ikke klar, og ejendommen var derfor tom. En gruppe unge flyttede med boligselskabets billigelse ind i den tomme bygning. Det var mere eller mindre slum, men for de unge der i stort omfang var studerende var det en gave at finde bopæl i København der – dengang som nu – led af voldsom mangel på ledige, betalelige boliger. 

Kollegieplads kunne først søges, når 1. del af studiet var bestået, og lejlighed kun hvis du var gift eller havde et barn.

Der var lokum i gården, og nogle af lejlighederne var mikroskopiske og i meget dårlig stand. Til gengæld var fællesskabet og sammenholdet uvurderligt.

De unge renoverede hovedhuset og rev baghuset ned. I slutningen af 1969 skabte de ‘republikken Sofiegården’ og barrikaderede sig, da bygningen skulle rives ned. Det blev ganske dramatisk, og hele forløbet er beskrevet i bogen smukt fortalt med mange stemmer og mange billeder.

Kofoeds Skole lå overfor, og enkelte beretninger omfatter også personligheder derfra, som da Marianne havde fået stjålet sin blåmalede radio, og bekendte fra Kofoeds Skole hjalp med at få den tilbage. Der er et stort billedmateriale herunder visumansøgning til republikken og en lang række fotos af huse, beboere og af nogle af de 216 betjente i kampuniform, der skulle medvirke til at rydde Sofiegården.

For nogle var Sofiegården tryghed, for andre handlede det om protest og oprør. Under alle omstændigheder har hele kollegiet af forfattere leveret brikker til en inspirerende fortælling, og på en måde er hele forløbet en demonstration af de magtesløses magt. At de samme unge så senere i livet ligner prototyper på etableret borgerskab, er helt en anden snak.

Sofiegården overgir sig aldrig

Forfattere: Henrik Gulstad, Maria Vedel, Katrine Jensenius Kirsten Trolle, Birgitte Bjerre von Deden, Lone Sjøberg, Hans Pedersen, Marianne Egedal, Jesper Sølling, Anders Wiid Brekling, Kirsten Plett, Peter Aaby, Susanne Koren, Sven Mørch, Dorrit Kampmann, Gorm Søren Hansen, Lisbeth Brekling, No Widding, Jens Thomas Arnfred, Knud Arne Nielsen, Britta Lillesøe

Redigeret af Lisbeth Brekling

214 sider

Historia

Udgivet: 2022

Birte Strandby