Cirklen og tangenten, titeldigtet, består af 12 strofer med hver fire vers, der har krydsrim som mange af de ældre sange, vi kender fra sangbøgerne. Digtet er lyrisk og kan læses op med en vis patos, når menneskeheden skal revses:
En art uden skyggen af vinger og finner,
forbavsende blottet for skrupler og kvaler,
har sat sig på verden, fra havdyb til tinder,
ført klapjagt på alt fra insekter til hvaler.
En art der sågar er sin egen arts fjende,
har udviklet stenkast til spyd og missiler…
Hvor første del af digtet rummer kritik af menneskelig adfærd, udtrykker sidste del håb:
Og dog, pessimist er jeg ikke de dage…
Digtet veksler mellem det storladne, det stort tænkte og det konkrete, og man føler sig hensat til digtningen omkring 1900-tallet.
Kærlighedens gerninger er en sonet, og i modsætning til andre digte i samlingen rummer denne både ironi og humor:
Og dét er frelsen, dér må djævlen hen,
hver dag og nat – igen, igen, igen …
Ligheden med tidligere tiders digtning går til dels igen i digtet Artsrigdom, hvor en del af hver strofe kan karakteriseres som naturpoesi, mens de sidste strofer inddrager nutidens problemer… uden affald og spild.
Koblingen mellem naturmennesket og hverdagens miljøforkæmper fungerer fint i Artsrigdom, men den samme kobling i ordvalget skrider i Verdens smukkeste digt, når der står: Et forår kan tænde et utal af grønne dioder…
Digtene handler hovedsageligt om natur, miljø og om kærlighed. Kvaliteten er svingende, nogle rim virker tunge og søgte som Efterårsjævndøgn, hvis slutrim virker mere styrende for digtet end selve indholdet.
Cirklen og tangenten – digte og fotografier
Rune Engelbreth Larsen
52 sider
Forlaget Dana
Udgivet: 2012
Birte Strandby
