Frie børn leger bedst

Peter Øvig bidrager nok engang til Danmarkshistorien med et projekt der ikke lægger skjul på, at vi slås med både sorte sider og svage hukommelser. Som vanligt er Øvig grundig i sin research og underholdende i sin fremstilling. Alene diskussionen med de ‘gamle’ bz’ere om, hvorvidt de skulle/ville bidrage til bogen er bragt udførligt og med mange citater, og på læsere i provinsen der kun har oplevet bz-bevægelsen via medierne, kan diskussionerne og de debatterende i høj grad virke selvcentrerede og krukkede. Men set på tættere hold – og det er jo det Øvig kan – har bz været en mening, en holdning, en udvej og et hjem for en del unge. Måske kan man ikke lade være med at spørge, om det ville have ændret sammensætningen af bz’erne, hvis der havde været flere ansvarlige forældre? Der er mange af de unge der kan tale om svigt. En dreng, navngivet i bogen, ryger tjald som 11-årig og hjælper sin far med at sælge et par år senere. En femtenårig pige oplever, at moren flytter til Langeland, faren tager til Caribien og hun selv efterlades med ansvaret for en yngre søster. I nogle tilfælde har der været tale om incest, voldelige fædre og pillemisbrugende mødre, mens andre bz’ere kommer fra kernefamilier præget af mere almindelige normer.

Som det er fremstillet, begyndte bevægelsen med et ønske om et ungdomshus. Der er mange idealister, og der er gang i indretning af værksteder og hjemsteder med håndværkergrupper, madgrupper, aktivistgrupper. Indledningsvist er bevægelsen også imod vold – de skal bæres ud. Det er først senere, blandt andet med huset i Abel Cathrines Gade, at åbenheden fører til vold, svineri, destruktion. En gruppe betragter det som deres selvfølgelige ret at stjæle, når de mangler noget. Nogle stjæler kun det nødvendige, mens andre stjæler nyt tøj hver uge, fordi de ikke gider vaske. Der er også grupper der laver bræk, og da de en nat stopper de sorte plasticsække med nattens udbytte ned i bagagerummet i en taxi, træder taxichaufføren på speederen og forsvinder! Hvad skal man tro om sin omverdens gode hensigter?

Volden optrappes både hos bz’erne og hos politiet. Bz’erne består for en stor del af unge under 18, helt ned til 14 år, der har ladet sig gribe af kampenes hede, men det har ligeledes politiet, og nogle bz’ere kan tale om varige skader efter sammenstød med politiet.

I Informations anmeldelse den 4. oktober kritiseres Øvig for ikke at politisere bz-bevægelsen, men den kritik virker ikke ganske retfærdig. Flere bz’ere fortæller om, hvilke idealer de havde, at de sympatiserede med RAF, var mod apartheid, og – naturligvis – arbejdede for en bedre verden, hvor unge bestemte (mere). For nogle gik vejen til en bedre verden over produktion af molotovcocktails og kasteskyts, mens det blev for meget for andre. Erindringerne fra tiden er blandede, nogen lægger vægt på sammenhold og den familie, de ikke selv havde, mens andre fortæller om hjemmelavede våben og tyvekoster for 2,7 millioner som politiet fandt i Ungdomshusets kælder.

Med anvendelse af citater, samtaler, Facebookdebatter og et ganske stort billedmateriale fortæller Øvig en historie om idealisme, vold og manglerne i vores samfund. Desuden har historien givet os det vidunderlige udtryk fejltastisk.

Peter Øvig Knudsen

BZ

Du har ikke en chance – tag den

Et familiedrama

600 sider

Gyldendal

Udgivet: 2016

Birte Strandby