Dansk Design Center er en almennyttig fond under Erhvervsministeriet. Dansk Design Center arbejder for at skabe ny værdi for virksomheder, mennesker og samfund ved at øge anvendelsen af design i erhvervslivet, bidrage til at styrke designbranchen samt udvikle og brande dansk design nationalt og internationalt. Dansk Design Center opererer på tværs af det private erhvervsliv, designprofessionen, uddannelses- og forskningsinstitutioner og offentlige organisationer (frit efter Wikipedia).
I 2020 besluttede man på Dansk Design Center at prøve at bruge designtænkningens værdier og metoder – meningsfuldt at opdage, igangsætte, navigere i og realisere forandring – til at forandre egen organisation.
Drømmen var dels en mere menneskelig, frisat, sund og effektiv organisation dels en udforskning af, hvad der konkret kan lade sig gøre blandt en gruppe mennesker.
Det gav sig blandt udslag i ti værdier, herunder:
Vi tror på, at mennesker gerne vil gøre en forskel.
Vi tror på, at mennesker gerne vil gøre deres bedste.
Vi tror på, at mennesker har det bedst og arbejder bedst, når de selv har indflydelse .
Teoretisk tages der udgangspunkt i historikeren Rutger Bregmans teori om, at mennesket basalt hverken er egoistisk eller kynisk. Fra HD-studierne er der måske nogen der kan huske McGregors teori X og teori Y. Teori X går ud på, at man kun arbejder, fordi man er nødt til det, og teori Y dækker over, at mennesker udfordres af jobbet og er ansvarlige, og at den teori ledelsen understøtter, vil være den der er gældende i virksomheden og ved ansættelse af nye medarbejdere.
Hvis man har gjort tingene på samme måde i mange år, kan forandringer være vanskelige at indføre, og det kræver solid opbakning fra organisationen. I bogen fortælles om de seminarer der løb forud for organisationsændringen, og hvordan man i fremtiden kan tackle usikkerhed, selvledelse, faglig udvikling og projektpraksis. Især blev det diskuteret hvordan ledelse fremover skulle foregå, og hvem der kunne tilbyde sig som leder.
Et nyt element i organisationsudviklingen bestod i offentlige kronikker og interviews, der sammen med omverdenens reaktioner gav organisationen et selvbillede og støttede DDCs kollektive bevidsthed.
Nye måder at arbejde på blev resultatet, demonstreret eksempelvis da man skulle finde ud af, hvem af praktikanterne der skulle fortsætte i projektarbejde i virksomheden. Det havde tidligere været en ledelsesbeslutning, men i den nye organisation slår man den stilling, der er behov for og økonomi til op, og foreslår alle praktikanter at søge stillingen. En brutal, men meget åben proces.
Flere forandringer vokser frem. Fremover er økonomistyring og budgetlægning blevet demokratiseret, og der holdes åbne (korte) økonomimøder hveranden uge. Et andet tiltag er et seminar om den seneste forskning planlagt af studentermedhjælperne.
Fra organisation til organisme – der er fordele og energi, men der er også udfordringer. Hvem skal man sparre med, hvis man ikke har en leder, og kan den tidligere leder overhovedet lade være med beslutte på fællesskabets vegne?
Et spændende projekt der bidrager til engagement og ansvarlighed i organisationen.
Organisationen blev sat fri og lederskabet skulle genfindes
Organisationsdesign med mennesket i centrum
Sune Knudsen og Christian Bason
120 sider
ContentPublishing
Udgivet: 2023
Birte Strandby