Karin Slaughters debutkrimi. Allerede dengang for næsten 20 år siden havde hun øje for de sygeste kroge i mennesket, og som uddannet inden for politiet har hun også mere tjek på opklaringsarbejdet end de fleste. Oven i købet er der et vist tempo over hendes krimier, og man kan være sikker på, at hendes chefopdager både har et interessant og ret belastende privatliv – og at vedkommende selv bliver bragt i spil i løbet af krimien.

Sara er læge, hun lider stadig under skilsmissen fra den meget attraktive politiinspektør, Jeffrey, og hun er seriøs og hårdtarbejdende. Ved et tilfælde bliver det Sara der opdager det første mord.

En ung kvinde, en underviser fra det lokale college, bliver fundet døende på et toilet i et cafeteria. Hun er blevet voldtaget og er slemt tilredt, og hun når ikke at fortælle noget før hun dør. Næsten lige så galt står det til med den næste unge kvinde, de finder, og snart er de på jagt efter en voldtægtsmand og en seriemorder. Oven i købet er der tale om et menneske der angiveligt også er interesseret i Sara. Jeffrey forfølger et gammelt spor, og en kvindelig politibetjent bliver bortført, samtidigt med at Jeffrey finder en mistænkt der virkelig har noget på samvittigheden.

Jagten på gerningsmanden intensiveres, men både Jeffrey, Sara og læseren får en overraskelse.

Der er gennemførte og overbevisende personbeskrivelser, og plottet er godt. Slaughter er blevet en mere dreven skribent med årene, men sansen for spænding og de små uhyggelige overraskelser fungerer hver gang, som de også gør i denne udmærkede debutkrimi.

Blindsighted

Karin Slaughter

392 sider

Arrow

Udgivet: 2001

Birte Strandby