Grass’s debutroman Bliktrommen er et centralt værk i det 20. århundreders europæiske litteratur. Nogle kritikere går endda så langt som til at kalde det, det centrale værk.

Uanset romanens specifikke placering, er der ingen tvivl om, at vi har at gøre med en helt speciel bog, der på ufattelig mange niveauer reflekterer over og griber ind i en historisk periode og begivenheder, som forbliver svære at sætte ord på. Men Grass gør det, og han gør det mesterligt.

Fortællingen kravler ind under huden på læseren som en sær oplevelse: ubehagelig, grinagtig, tragisk, trist eller vanvittig – det er svært at bestemme. Det gør ondt, men det gør godt, når sproget borer sig ind i sanserne og fortælleren Oskar Matzerath forvirrer os med sin bizarre fortælling. Fortællingen om ham selv – drengen, der som 3-årig beslutter sig for ikke længere at vokse i protest mod den fremtid, de voksne tegner for ham. I stedet trommer han sig gennem sit liv på en tromme, som han beskytter primært ved at skrige sine omgivelser itu, når nogen vil fratage ham den. Oskar besidder nemlig den fantastiske evne til at frembringe skrig så høje, at de kan få glas til at splintres.

Men fortællingen bliver ikke kun Oskars. Bag spindet af familie-intriger og Oskars eventyr og seksuelle eskapader runger 2. verdenskrig og Oskar er dermed ikke blot vores hovedperson, men også vores vidne. Dog ikke et vidne, vi foranlediges til at tro alt for meget på, i det at Oskar er anbragt på en anstalt for sindslidende, hvorfra han fortæller sin historie. Men også fordi fortællingen i sig selv stritter i flere retninger: visse hændelser beskrives flere gange gennem romanen, hvor detaljerne synes at ændre sig fra gang til gang og fortælleren benytter skiftevis 1. person og 3.person i omtalen af sig selv.

Vi må ikke vide os sikre og en snigende fornemmelse af ubehag lurer i læsningen dels grundet denne usikkerhed, dels grundet Grass’s geniale beskrivelser, der ofte hiver dig helt ind i romanens sanse-univers – ikke et univers du nødvendigvis har lyst til at befinde dig i, men når du først er der, tager det tid at komme ud igen, også selvom du har lagt bogen fra dig for længst.

Man kan spørge sig selv, hvad vi skal med nyoversættelser og genudgivelser af allerede udmærket oversatte klassikere, men for denne læser hersker der ingen tvivl. Litteratur som på så kraftfuld vis formår at sætte ord og karakterer, billeder og sansninger på en periode i historien, som vi aldrig må glemme og aldrig for kynisk distancere os fra, hvad vi hurtigt henfalder til under historie-timernes tørre beretninger. Sådan litteratur skal genoversættes, genudgives, genanmeldes og gendiskuteres. Den skal igen og igen gøres relevant, fordi den er relevant. Litteratur kan være det vigtigste våben i kampen mod kollektiv forglemmelse og ignorance. For når vi læser, er vi der selv og vi fornemmer, føler, sanser og tager stilling til det, vi læser.

Derfor, og fordi det er strålende litteratur i særklasse, skal vi læse Bliktrommen og lære noget om historien, men måske endnu vigtigere: om os selv.

Bliktrommen

Günter Grass

Oversat fra tysk af Per Øhrgaard

575 sider

Oprindeligt udgivet 1959

Genudgivet 2016

Anmeldt af Tea Stræde Spile