Birds of Prey er en ret fantastisk film. Voldsscenerne er rigeligt heftige, men det giver kant, at Harley Quinn som superskurk – eller nærmere koncentreret upålideligt og detonerbart, ustyrlig energi – har en ph. d. og er uddannet psykiater.
Der er fede replikskifter, overraskelser og som nævnt en del vold, noget mere uappetitligt end andet.
Set fra et feministisk synspunkt er hun en fantastisk konstruktion, og hvad skuespilleren Margot Robbie angår, så er det en noget anden rolle end den hun har i Bombshell, og hun er fremragende.
Der er andre kvinder, en forsmået detektiv, en lommetyv, en sangerinde med en ‘killer voice’, flere med talent for kampsport, og de ægte skurke er naturligvis mænd.
Harley Quinn er helt nede efter bruddet (det endelige) med Jokeren. Hun trøstespiser og opfører sig som en såret enfant terrible i Gothams skumle kvarterer, indtil hun i en brandert får sat ild og sprængning på den kemikaliefabrik, hvor hun mødte Jokeren. Først der går det op for hendes omgivelser, at parret ikke er sammen længere, og så står hun lige pludselig uden beskyttelse i et miljø der er fyldt med mennesker hun har generet groft i tidens løb.
Det er ikke nogen ideel situation og meget tæt på at koste hende livet, men hvis hun kan lokalisere en særlig diamant og bringe den til superskurken Sioni, kan hun redde livet. Harley møder en hær af udfordringer, men dem der ligner høje, stærke mænd, får hun efterhånden en del erfaring i at tackle. I det hele taget er mændene i filmen store og relativt tunge, hvor kvinderne er lette, smidige og udendørs mestre i cirkelspark og akrobatik, altsammen ledsaget af hurtig klipning og masser af action.
Undervejs teamer hun op med andre seje kvinder, og fra en feministisk synsvinkel er Birds of Prey nærmest en ren kønspolitisk landevinding der bør indgå i historien om udviklingen af kønsroller.
Birds of Prey: And the Fantabulous Emancipation of One Harley Quinn
Instrueret af Cathy Yan
Premiere: 06.02.2020
Birte Strandby
