Følgende indeholder spoilers.

Avengers: Infinity War er den hidtil bedste af Marvelfilmene. Den kræver dog i høj grad at man har fulgt med i serien af film.

Udover at det endnu engang er lykkedes at lave en film som hænger sammen og er underholdende på trods af en overflod af karakterer, så er der særligt én ting som gør den bedre end de andre film. Modsat de andre film er man ikke fuldstændigt ligeglad med skurken. Ligesom altid er der ganske vist en hel masse liv på spil, denne gang halvdelen af alt liv i universet. Og, som altid er skurken superstærk. Alligevel er Thanos ikke sat op som den typiske Marvelskurk, faktisk er filmen mere end noget andet, fortællingen om ham og hvad han skal gå igennem. Det er således første gang, at Marvel (Disney) præsenterer os for en skurk som kræver vores sympati og som, så vidt jeg kan se på anmeldelserne, også får den. Jeg vil påstå at det er lidt af en kunst at få publikum til at føle for hvad der egentlig bare er en stor, lilla CGI-blob. Når det er sagt spilles Thanos ganske mesterligt af Josh Brolin der er velvalgt til rollen.

Udover at give os en slags ufrivillig medfølelse med skurken, så går Avengers: Infinity War også et skridt videre. Modsat alle de andre Marvelfilm ender den nemlig i en tragedie og lader publikum hænge helt stille i luften uden noget sted at gå hen. Tragedien er fuldstændig i det at man endda føler sig tvunget til at se rulleteksterne igennem for at se det forløsende afslutningsklip, som altid forekommer i Marvelfilm. Denne gang er klippet placeret i den absolutte slutning af rulleteksterne og tvinger således publikum igennem 10 minutters lidelse for et klip der er ligeså kort som det er ligegyldigt. Filmen fungerer altså så godt fordi den, som Ole Bornedal sagde om sin fiaskoserie ”1864”, er en følelsesmæssig tsunami.

Thanos ondskabsfulde plan er at samle de 6 ”uendelighedssten” (”infinity stones”). Med dem kan han blot knipse og fjerne halvdelen af alt liv universet. Ideen med at gøre det er at øge livskvaliteten for alle dem som overlever. For med en reduktion af liv vil der være resurser nok til alle. På trods af at filmen er den bedste Marvelfilm, så er præmissen altså lidt dum. Med al magt i universet skulle man tro, at Thanos kunne skabe mad fremfor at tage liv. Det er åbenbart lettere at disintegrere et superkomplekst væsen som et menneske, end det er at skabe forudsætningerne for kartofler som er et lidt mindre komplekst fænomen. Det er dog symptomatisk for den type fortælling, at jo mere episk præmissen, jo dummere bliver den nødt til at være. For jo flere liv der skal være afhængig af den samme faktor, jo mere skal vi strække fantasien for at forestille os en verden hvor sådan en faktor kan eksistere. Verden er i virkeligheden et alt for komplekst sted til at særlig mange forskellige scenarier entydigt kan ende alt liv. En meteor er nok det eneste reelle, øjeblikkeligt realistiske bud.

Thanos kunne have læst en økonomibog. Der er ingen tvivl om at alle resurser er begrænsede, men menneskeheden har aldrig været afhængige af de samme resurser i lang tid nok til at dø af det. Eksempelvis kommer der med jævne mellemrum en pludselig bevidsthed i medierne om at klodens olie-reserver er ved at slippe op. Så printer man grafer og får udsagn fra eksperter om hvor lang tid vi har tilbage. Det sker ca. ligeså ofte som prisen på olie stiger og proportionelt med graden af stigningen. For når en given mængde olie er pumpet kræver det investering at grave dybere, hvorfor man må vente på at prisen kan betale sig. Vi mennesker kommer i den sammenhæng aldrig til at opleve en situation hvor klodens oliereserver slipper op, ligesom vi aldrig oplevede at alle hvaler døde dengang vi hentede lampeolie fra dem. Før eller siden bliver omkostningerne ved anvendelsen af én resurse så omfattende i forhold til andre alternativer, at vi vælger et givent alternativ i stedet. Dette er også årsagen til at den globale økonomi aldrig har været et spørgsmål om fordeling af resurser. Var det sådan havde vi aldrig udviklet os. Det var ikke som om fabrikkerne stod klar til hulemændene og at de bare lige skulle bruge nogle tusinde år på at lære at betjene dem. Tværtimod har menneskeheden i det store hele ikke foretaget sig andet end vækst. Værdi er ikke noget som er blevet fordelt, men noget som aktivt er blevet skabt og resultaterne af denne skabelse er unægtelige. Så sent som i 1950’erne levede mere end halvdelen af klodens befolkning i ekstrem fattigdom. I dag er det 10 procent. Den samme udvikling er sket med hensyn til sult. Hvor 10% af klodens befolkning i dag sulter, er 20% overvægtige og af disse er 50% svært overvægtige. I samme periode er klodens befolkning mere end fordoblet. Ikke på trods af den store vækst, men på grund af den. Dette koblet med det faktum at fødselsraten i dag er faldende er fokusset på overbefolkning som en markant problemstilling faktisk en misforståelse.

Overbefolkning er i dag et lokalt problem, men har i globale termer aldrig været mindre problematisk. Aldrig har så mange mennesker haft så høje levestandarder og en ting som reelt kunne bremse denne udvikling ville være hvis man, som Thanos ønsker, fjernede halvdelen af klodens befolkning. Dette ville bremse økonomien fuldstændigt i det at vigtig viden og kompetencer til at drive den ville gå tabt. Hertil ville det destabilisere verdensordenen. Moderne mennesker ville gå fra at have flere muligheder for overlevelse end noget menneske før dem har haft, til at være i vildrede. Med halvdelen af verdens befolkning forsvundet ud i den blå luft, ville store dele af den tilbageværende befolkning dø af sult og sygdom på grund af mangel på mad og medicin som ikke kunne produceres og leveres i passende mængder. Alene det at skulle genoprette koordinationen imellem verdens industrier ville være fuldstændig uoverskueligt. Vi ville stå med teknologier som kunne hjælpe, men uden den krævede viden til at bruge eller reproducere dem.

Modsat hvad jeg plejer, vil jeg ikke gå i dybden med andre temaer i filmen, for der er ingen temaer som er særligt interessante. Den narrative fragmentering som nødvendigvis sker, når man har så mange karakterer, glattes ud med hurtig action og kække bemærkninger. Det er meget underholdende, men filmen er ca. ligeså dyb som en flagstang. De problemstillinger som med musik og billede gives vægt og tyngde baserer sig alle på en grundlæggende misforståelse af hvordan en økonomi virker.

Trods underholdningsværdien er jeg generelt imod den generelle misinformation som filmens præmis kan lede til. Det er ligesom dengang Alfonso Cuarons ”Gravity” fik det til at virke som om Sandra Bullock kunne mærke centrifugalkraft i det ydre rum. Eller Hollywoods vedvarende bestræbelser på at bilde folk ind at man kan overleve et fald fra en hvilken som helst højde, hvis bare man lander i vand.

8/10

God film. Dum præmis.

Avengers: Infinity War

Instruktion: Anthony Russo, Joe Russo

Genre: Action, Adventure, Fantasy

Spilletid: 2h 29min

Produktionsår: 2018

Alexander G. Østergaard