Hvad er dannelse? Dette ord, som vi jævnligt bruger til at dække en opdragelse, der omfatter lidt mere end undervisningen i skolen. Umiddelbart burde det jo være nemt, de fleste kender begrebet „hjertets dannelse“, som man tidligere anvendte om personer, der forstod at gøre eller sige det rigtige på det rigtige tidspunkt.

Bogen går mere faktuelt til værks, og det optager flere af bogens personligheder om dannelse er en tilstand eller en proces. Carl Henrik Koch lægger ud med at henlede opmærksomheden på det forholdsvis nutidige ord „socialisering“, hvis (udvidede) indhold omfatter tilegnelsen af en gruppes religiøse, kulturelle, videnskabelige normer, og det er Kochs holdning, at de tidlige dannelsestænkere, Rosseau, Pestalozzi, Fichte, i virkeligheden opererer med begrebet dannelse både som en selvrealisering og som en slags socialisering til et fremtidigt, mere perfekt samfund.

For Goethe, der jo var sin tids ’statsholder for filosofi og litteratur’ betød dannelsen en forening af det objektive og det subjektive, af det ydre med det indre, altså dannelse af det hele menneske. „Alt stort danner, så såre vi er opmærksomme på det.“

Gennem tiden har Kant, Humboldt, Hegel, Herder beskæftiget sig med og præget begrebet, og det er først og fremmest fra disse, at de hjemlige, mandlige dannelsestænkere har overtaget og formet deres egen opfattelse. For de få kvindelige er det en anden sag.

Af de 15 dannelsestænkere er kun to kvinder. Den ene er Natalie Zahle, der ved oprettelsen af sin skole har til hensigt at „vække Sjælens Emner til live, udvikle Aandens Kraft og uddanne Hjertet.“ Kundskaber er uden betydning, medmindre de er ledsaget af opdragelse og stimulering af personlighed og ånd. I modsætning til sine mandlige kolleger, er hendes forbilleder Pestalozzi og Fröbel.

Natalie Zahles skole fritsatte eleverne kulturelt, så de kunne udvikle sig til demokratiske, målbevidste medborgere – ligesom drengene med frihed, emanicipation, autonomi og myndighed. Ikke usædvanligt i vore dage, men dengang var problemet, at nogen overhovedet sendte deres døtre i skole. I Fædrelandet 1850 stod der: „Folk skulle holde deres døtre indendøre, ubesmittede af alt, hvad der kunne udfordre dem vidensmæssigt. Egentlige kundskaber for slet ikke at tale om intellektuelle udfordringer kunne kun være  skadelige for dem“. Besynderligt nok var familien Heiberg, der jo omfattede dygtige kvinder som Thomasine Gyllembourg og Johanne Luise Heiberg, meget imod Natalie Zahles ideer, og fandt at det var en uskik at sende piger i skole, men egentligt bør vi være taknemmelige overfor Zahle, der har givet os mere end først antaget. Det var hendes skoles ideal at gøre pigerne vidende, handlekraftige, selvstændige og intellektuelt stræbsomme. I mere praktisk henseende var hun var den første til at inddele i klasser med 12 elever. Det var hende der gik over til at påbegynde et sprog ad gangen, og hun indførte et år i hver klasse. Desuden ansatte hun mandlige lærere og kvindelige pædagoger, der på den måde gjorde, hvad de var bedst til.

Bogens anden kvindelige dannelsestænker var selvsagt Emma Gad, der er taget under kærlig behandling af velskrivende Mette Winge. Emma Gad er mest kendt for sin bog Takt og Tone – af samtidige litteraturanmelder Hans Brix kaldet en forfærdelig bog, men bogen er kun toppen af isbjerget. Det var Emma Gads hensigt at gøre kvinderne til etisk ansvarlige individer, der behandlede de svagere godt, klogt og rigtigt. Hjemmet var stedet, hvor den kommende generation skulle opdrages, og det var kvinden der gjorde det til et hjem.

Man kan sige, at bogens kvindelige tænkere havde en langt mere praktisk tilgang til begrebet dannelse, hvor herrerne i stort omfang holdt sig til den filosofiske side af sagen – Grundtvig undtaget.

Af de mandlige dannelsestænkere skal nævnes Madvig, kultusminister i landets første, demokratiske regering, som var af den mening, at dannelse tog afsæt i „det rent Menneskelige“, men også fandt – som forgængerne udi dannelsestænkningen – at enhver person og enhver tid var værdifuld i sig selv, og at dannelsen byggede på „… en i selve Menneskenaturen liggende Trang til forsaavidt muligt at leve hele Livet med Klarhed og see sig selv som Medlem af en højere Tingenes Orden…“.

At Madvig senere kom i modsætningsforhold til Grundtvig – her behandlet virtuost og underholdende af Ove Korsgaard på hjemmebane – der jo betragtede folkelig dannelse som synonym for folkelig oplysning – det vil sige at dannelsen udgjorde springet fra almue til folk – fremgik af de to herrers diskussion om Sorø Akademis skæbne, som Grundtvig foreslog som kongelig dansk højskole. Madvig skrev: „Der skal ikke være … en særskilt Charakteren af Danskhed monopoliserende Underviisningsanstalt“. Hvorpå Grundtvig kaldte Madvig for en ’Ciceroianer af første Skuffe’ og en ’Latiner fra Top til Taa’, for senere at bemærke, at det var „…utroligt at en ’stiv latiner noget Øjeblik kan være Minister for Danmarks Kirke- og Skole-Væsen.“

De tyske forbilleder var agnostikere, og det er derfor bemærkelsesværdigt, at de danske dannelsestænkere Grundtvig, Kierkegaard, Sibbern holdt fast i kristendommen som grundlag. Dog ikke Heiberg, for hvem dannede og udannede kunne inddeles i: „…den udannede hob, som stadigt søgte religionen, og så var der den dannede mængde, som gik op i politik, og endelig den dannede elite, der vidste, at det var i filosofien man kunne finde både sandheden og saligheden…“. Det udløste et længerevarende, skriftligt skænderi med Kierkegaard, gengivet af Joakim Garff, og fra Kierkegaard stammer udtrykket: At komme til sig selv: Dannelsen er det „Cursus, den Enkelte gjennemløb for at indhente sig selv“. Og det må vi nok tage til efterretning, for slår man op i Ordbog over det Danske Sprog, så er det Kierkegaard, der er nævnt flest gange under dannelse (efterfulgt af Georg Brandes, Mynster, Goldschmidt/Heiberg, H. C. Andersen).

Meir Goldschmidt er en anden af dannelsestænkerne, der som Goethe, Humboldt, Hegel betragter dannelse som selvrealisering, der skal foregå dels i den enkelte sjæl og på den anden side er en social indoptagelse og deltagelse, som enhver betinger „omkring sig“:  „…at gjøre det gjennem Liv og Handling anskueligt, hvorleedes man gaar over fra, ikke at vide det Rette og ikke at gjøre det, til at vide og ikke gjøre det, og derfra til at vide og gjøre det…“

Georg Brandes har ikke direkte skrevet om dannelse, men er et velegnet guldalderens barometer i sin bekymring for socialismen, der ad demokratisk vej erobrer staten, eliminerer individualiteten og gør så mange borgere som muligt til lønnede embedsmænd.

Herudover skal nævnes Jakob Knudsen, der som barn af højskolen snarere end efterkommer af de gamle dannelsestænkere omtaltes som en person uden respekt for nogen anden Personligheds Grænsepæle og med sans for det atavistisk primitive.

Og ikke mindre interessant er Hal Koch, der jo jævnligt kan ihukommes, når man i efterskolerne taler medborgerskab og demokratisk dannelse.

Generelt er det spændende læsning, og det alvorlige emne til trods, så er de hidsige brevvekslinger og kommentarer mellem parterne ikke fri for at være ganske underholdende. Skulle man kritisere, kan man måske diskutere, om det virkelig er det præcist samme emne de alle diskuterer, og om enkelte af de omtalte kan kaldes dannelsestænkere, eller om der måske er noget søgt over for eksempel H. C. Ørsteds tilstedeværelse i bogen med dennes insisteren på naturvidenskabernes andel i dannelsesidealet. Men i det store og hele holder bogen, hvad den lover: Et spraglet, historisk billede af begrebet dannelse.

Redaktør Joakim Garff

322 sider

Gads Forlag

 

Friskolebladet, juni 2007