Børneringen er en paraplyorganisation for selvejende og private institutioner for børn og unge. Den blev grundlagt i 1941 og med sine nu 75 år markerer den et stykke interessant Danmarkshistorie med vægt på den udvikling pædagogikken har gennemløbet i perioden.
Børneringen har stærke værdier fra begyndelsen: Den selvejende tanke, frihed og frivillighed, demokrati og pædagogisk udvikling. Selve pædagogikken begynder med det famøse mantra: Ro, renlighed og regelmæssighed, for eksempel: Det helt lille barn skal sove meget og må kun tages op i forbindelse med måltiderne. Heldigvis udløste det en modreaktion fra reformpædagogerne, og i 1945 skrev børnelægen Anne Marie Nørvig i sin bog: Barnets behov kan kun opleves barnet selv.
Ellers er det fortællingerne om børneinstitutionernes opståen: Børnegården blev oprettet i 1953 specielt til børn af enlige mødre, Børnehaven i Kongens Have blev grundlagt på opfordring fra forældreråd og skoleinspektør på Nyboder Skole. Fra Stefansgårdens Børnehus ved man også, hvilke erhverv mødrene havde i 1942, de var blandt andet filerske, radiomontrice, emaliøse, væverske. …og dertil et par Husmødre.
Andetsteds listes de mange personligheder der har engageret sig i Børneringen og bidraget til opgaverne: at hjælpe lederne med igangsætning af nye institutioner, at påtage sig opgaver som de enkelte institutioner ikke kan magte, at afholde ledermøde. Hans Hedtoft var i øvrigt en af støtterne.
Udover et rigt billedmateriale og en gennemgang af historie, politik og lovgivning er der også et interessant kig på ændringerne i normeringerne på de steder, hvor vi får passet vores yndlingsmennesker, eksempel: Voksenkontakt i børnehave i 1986: 8,8 timer om ugen. I 2011: 5,7 timer om ugen. Voksenkontakt pr. uge i vuggestue i 1986: 4,5 timer. I 2011: 2,9 timer. Prioriterer vi midlerne rigtigt?
Der er nogle gentagelser i bogen og ikke alle citater er lige informative men ellers en fornuftig årbog.
Pia Sigmund
119 sider
Klim
Udgivet: 2016
