En kort kærlighedshistorie udlagt med knækprosa og kortprosatekster. Versene er inddelt i dage – et efterår, og historien foregår kronologisk. Mest intenst er mødet den 2. oktober, og forholdet nærmer sig sin afslutning allerede den 4. november.

Den 31. oktober anes de første revner i kærligheden:

det er altid kun ham, der fortæller, tænker hun

Den 2. november munder det ud i en beklagelse:

Jeg kan ikke længere leve

af koncentreret datid. jeg

vil have friskpresset nutid

forstår du.

Og den 4. november blev skæbnedagen, hvor hun

fandt ud af

at den varme krop

var hans efterladte dyne.

Herefter kommer det til utroskab, brud, måske selvmord i teksten: Tydeligst er synet af vandet…

Lidt forstyrrende i læsningen er det, når der blandt udmærket prosa og knækprosa er et enkelt afsnit med rimprosa. Som stilbrud er det raffineret anbragt, mens selve rimene virker tunge og tilstræbte i deres forsøg på at beskrive det skrantende forhold. Og dermed fratages teksten noget af den ellers inddragende stil, skønt metaforen: sammenholdet strammer, så bevægelserne knækkes, er fin og nytænkt.

Fotografier følger den kortvarige kærlighedshistorie. De er sort/hvide og alle melankolske og distancerede: Et fugletræk over en grå himmel, regnvejr set gennem en rude, et hjerte set gennem en matteret rude. Det illustrerer tristhed og afstand – også for læseren – og understreger det element af eksistentiel ensomhed, de to hovedpersoner oplever.

Digtsamlingen At holde et hjerte er forfatterens debut, og digtsamlingen udkom første gang i 2003 i 60 eksemplarer.

Vild Maskine er et nyt forlag, hvis mål er at udgive skønlitteratur af høj kvalitet for alle aldersklasser.

At holde et hjerte

Mads Heinesen

64 sider

Fotos af Rikke Frost

Vild Maskine

Udgivet: 29.08.2014

Birte Strandby