Novellen med den tilforladelige titel Altan går tidligere tiders gysermester H. P. Lovecraft i bedene: En kvinde tager af sted med sin brudekjole i en kuffert. Hun skal mødes med sin elskede, og parret lægger ud med middag og rødvin i hans lejlighed. Langsomt fra hyggen, over det romantiske og det rituelle udfolder sig en veritabel græsk tragedie.

Flere af novellerne handler om en yngre/ung forfatter, der møder et ældre ideal – en forfatter, en filminstruktør – og bliver stødt på sine forventninger. Idolet lever aldrig helt op til forventningerne, og så må den unge vordende skribent selv bygge videre på de forventninger, der ikke blev udløst.

Novellen Oplader skiller sig ud fra mængden. Her er tale om et hverdagsbillede, et klip fra en tilværelse, som vi kender om måske fra TVs De unge mødre. En ung kvinde, mor til babyen Lucas, arbejder for at få sin tilværelse til at køre. Fra kommunen kommer Jonna og tjekker, at Lucas’ mor har styr på tingene. Lucas’ mor gør rent, for hun ved fra sin mor, at det gælder om at sørge for, at alting er rent, når kommunens repræsentant kommer på besøg. Hun prøver også at få kæresten Casper til at stå op og erklære, at han er ansvarlig. Det lykkes ikke, og selv da det viser sig, at kampen er forgæves, kæmper hun videre.

Alle novellerne har overraskende og jævnligt tragiske slutninger. På forhånd ved man ikke, om man havner i gyserland eller i en hverdagstragedie, og tilbage står spørgsmålet, om hvor langt en mor må gå for at beskytte sit barn.

Katja Spandet

149 sider

Forlaget Nulpunkt

Udgivet: 2013

Gysernoveller

Birte Strandby