Ikke noget er banalt i livet. Og ikke noget er vidunderligt, hvis man ikke kan mærke noget.
En lille novellesamling om ordinære tilværelser beskrevet med de helt små dagligdags ting, vaner og tanker – kaffefiltre og cykler. Det giver menneskeliv, der virker rutineprægede og uvalgte, selvom det ikke er indlysende, hvorfor de rummer så megen resignation.
Flere af novellerne har hovedpersoner med meget beskedent eller intet overskud. Faktisk er der forbløffende megen sygdom, og så er der en enkelt novelle Orgelmusik, hvor ægtemanden skal genfinde liv og følelser, efter at hustruen har overvundet sygdommen, skrevet så læseren selv kan føle mandens træthed og tomhed.
Samtidigt er der i de fleste af novellerne – selv i bogens sidste del, hvor der er mange dialoger – en fundamental ensomhed som i malerier af Hopper. Hvorfor når vi alligevel ikke hinanden? En del af novellerne er mere billeder end bevægelse, og der er en underliggende strøm af passivitet, fastlåsthed eller blot en forventning om, at det bliver ikke bedre.
Bemærkelsesværdig er blandt andre den ultrakorte Tysk om så stor en ensomhed, at hovedpersonen betror sine vigtigste tanker og følelser til en person, der måske ikke engang forstår, hvad hun siger.
Forfatteren er alvidende og styrer sine personer med hård hånd, men hjælper dem ikke. Novellerne ligner en mellemting mellem Naja Marie Aidt og Klaus Rifbjergs eksempelvis En naturlig forklaring – det vil sige ikke nødvendigvis en handling og slet ikke nogen forløsning, og som hos Rifbjerg naturligvis velskrevne og rammende, men ikke helt så irriterende.
Lidt mere korrekturlæsning ville have klædt den ellers betagende novellesamling.
David Læby
144 sider, 249 kr.
Lindhardt og Ringhof
Birte Strandby
