Her er den tragiske historie om Anne Frank fortalt for børn i 2. – 4. klasse. Man kunne mene, at 2. klasse er er tidligt for et barn at høre om 2. verdenskrig, men historien er meget fornuftigt fortalt, og som sædvanlig i Straarup & Cos Fakta Maxi-serie er de vanskelige ord forklaret, eksempelvis: 2. verdenskrig, jøde, hovedrolle.

Anne Frank er født i Tyskland, men da Hitler kom til magten, blev det vanskeligt at være jøde i landet, og familien Frank flyttede til Amsterdam. Her gik det godt i en periode, men så var de nødt til at gemme sig for nazisterne. Det gjorde de i et baghus, hvortil der var en hemmelig indgang. Her boede de otte mennesker sammen i små rum, og det var her Anne Frank skrev sin dagbog.

I 1944 blev Anne og hendes familie fanget og sendt til koncentrationslejren Auschwitz. En bekendt passede på dagbogen og sendte den siden til Annes far. Han var den eneste i familien der overlevede krigen, og han udgav dagbogen. Efterfølgende er den udgivet på 70 sprog.

Der følger meget billedmateriale med historien såsom, fotos af Anne Frank og hendes familie, af Amsterdam, af indgangen til baghuset, hvor familien boede, og et foto af en stor gruppe fanger foran en barak i Auschwitz. Ligeledes fortælles om, hvordan jøderne blev behandlet før og under krigen, og der er foto af den jødestjerne, de skulle sy på tøjet.

Anne Frank var 10 år gammel, da familien gik under jorden, og det er også omtrent  målgruppens alder. Alligevel kan man stille spørgsmålstegn ved, om denne aldersgruppe er helt gamle nok til historien om Anne Frank, ikke mindst fordi hun skrev sin dagbog, da hun var ældre, og den handler for en stor del om hendes forelskelse i drengen Peter, der også  skjulte sig i baghuset.

Anne Frank

Tomas Dömstedt

Oversat Jacob Fanth

32 sider

Lixtal: 19

Straarup & Co.

Udgivet: 2020

Birte Strandby