I 1929 havde Amsterdam ca. 7.000 ledige, hvilket stort set svarede til fuld beskæftigelse. Handels- og kulturlivet blomstrede, og byen havde plads til alle trosretninger. Der var 80.000 jøder i byen. De kunne ikke beklæde embeder i stat og forvaltning, og de måtte finde sig i vittigheder og nedladende behandling, men sammenlignet med andre steder og andre tider handlede det kun om en blød antisemitisme.
I 1932 steg arbejdsløsheden voldsomt, efter nazisternes magtovertagelse i Tyskland kom der mange tyske jøder til Amsterdam, og regeringen lukkede grænserne for flygtninge til hollændernes protest. Den 10. maj 1940 trængte tyskerne ind i Holland, og den 15. maj kapitulerede hollænderne officielt.
De første måneder påvirkede ikke jødernes situation, indtil de offentligt ansatte blev bedt om at underskrive en ’arier-erklæring’, og herefter blev grebet strammet om jøderne. Offentligt ansatte jøder mistede deres arbejde. Siden mistede jøderne deres adgang til kultursteder og deres ret til at handle i nogle butikker. I begyndelsen protesterede jødiske såvel som ikke-jødiske borgere, men det fik det tyske politi til at dukke op i det jødiske kvarter og foretage arrestationer. Siden blev sanktionerne værre og modstanden mindre. Det jødiske Råd var tvunget til at samarbejde med tyskerne og på Eichmanns krav deportere 40.000 jøder inden udgangen af 1942.
Beskrivelsen af mennesker og hændelser under 2. verdenskrig løber til den 7. maj 1945, dagen efter befrielsen hvor en gruppe tyske marinesoldater med et sidste angreb dræber 22 hollændere. Historien er fremstillet som en reportage om kunst og kultur, modstand og tragedie, og kun engang i mellem dukker forfatteren op med egne kommentarer.
Amsterdam – At leve med fjenden 1940-45
Barbara Beuys
Oversat af Jacob Jonia
311 sider
Informations Forlag
Udgivet: 28.0.3.2014
Birte Strandby
