18 essays af Herta Müller herunder hendes tale, da hun modtog Nobelprisen i litteratur i 2009.

Her som i tidligere udgivelser er det oftest Müllers egne oplevelser under Ceaușescus diktatur der gennemsyrer sprog og noveller, og alt relateres til den tragiske paranoia der angiveligt oftest præger diktaturer. I novellen Christina og hendes attrap eller Hvad der ikke står i Securitate-akterne hører vi igen historien om Müllers ansættelse på traktorfabrikken, hvor Securitate, Rumæniens hemmelige politi, forsøger at rekruttere hende. Det lykkes ikke, og til straf mobbes hun ud af sit kontor. Hun sidder hver dag på trappen med sine ordbøger. Var hun gået hjem, ville det medføre afskedigelse for udeblivelse. En ting er at arbejde under urimelige forhold, men Securitate er klar til at drive hende til selvmord, og hun bagtales og mobbes. Hun oplever at blive hevet ind til forhør direkte fra gaden, at blive slået og sparket. Hendes lejlighed aflyttes, og senere chokeres hun over, at et land der dårligt kan brødføde sine egne har råd til så meget avanceret aflytningsudstyr, og over at man som relativt uinteressant samfundsborger kan blive ofret så meget opmærksomhed.

Da hun langt om længe får adgang til indsigt i sine Securitate-akter, er alt centralt slettet.

Senere opdager Herta Müller, at det eneste sikre sted er i vestlige mediers søgelys, men de kan ikke forhindre, at hendes værker rakkes ned i hjemlandet: Fækaliesprog, urinprosa, uovertruffen vulgær.

Herta Müller skriver næsten poetisk om et mord på en blåøjet soldat, men poesien fjerner ikke gruen ved virkeligheden: En rektor truer elever til at skrive informanterklæringer ved at nægte dem at blive studenter, hvis de ikke parerer ordrer.

Om musik skriver Müller, hvordan den som herredømmeinstrument kan misbruges under diktaturer. Hun beretter om børnesange til diktatorægteparret, slagersange om det nye vandkraftværk, folkesange om det lykkelige landbrug. Enfoldigt indtil det pinlige, håndfast i sit hykleri …og om rockkoncerter med en mur af blåklædte politi rundt om de siddende tilskuere, og en censur der piller alt hvad der kan associeres til kritik af diktatorparret ud af sangene.

Herta Müller får også i dette værk vist, hvordan diktaturets umenneskeliggørelse gennemvæder samfundet og får selv venskaber til at gå i forrådnelse.

Herta Müller

Oversat af Karsten Sand Iversen

232 sider

Gyldendal

Udgivet: 05.11.2015