Det er set før, i filmen All about Eve, i filmen The Talented Mr. Ripley og i John Steinbecks roman The Winter of our Discontent (filmatiseret med Donald Sutherland i hovedrollen) – hvordan stilfærdige, tilbageholdende, tilsyneladende almindelige mennesker mobiliserer halvskjulte og hidtil ubrugte talenter for at skabe sig den fremtid, de altid har ønsket. Det kræver omhu, hensynsløshed og timing, og skønt de hyppigt flasher deres kynisme, er det vanskeligt ikke at blive imponeret. Kan man omskabe sin personlighed?

Frances er journalist, og hendes arbejde består fortrinsvis i at læse korrektur på kollegers tekster. Ved en skæbnens tilskikkelse bliver hun den første på et ulykkessted, og den sidste der taler med den forulykkede bilist, inden denne dør. Bilisten viser sig at være gift med anerkendt forfatter.
Da forfatterens børn gerne vil i kontakt med Frances for at høre om det sidste møde med deres mor, nærmer Frances sig langsomt familien. Det bliver bemærket af hendes snobbede chef, der begynder at tildele Frances bedre opgaver, og således opmuntret går Frances videre med sit ambitiøse projekt.

Frances fortæller omhyggeligt, hvad hun gør og hvordan hun ser sine medmennesker, men først i slutningen opdager man, hvor gennemtænkt Frances’ plan er, og hvordan hun narrer omgivelserne.

Noget af det bedste ved romanen er de humoristiske og ironiske persontegninger:

Min mor mener, hun har grønne fingre, og det betyder ganske enkelt, at hun abonnerer på et hav af havemagasiner og betaler en mand for at slå græs om sommeren.

I de to førstnævnte film slipper hovedrolleindehaverne ikke af sted med deres manipulationer, men måske gør Frances?

Harriet Lane
Oversat af Vibeke Houstrup
275 sider
gads forlag
Udgivet: 05.02.2015

Birte Strandby