Jenny Offills roman ligner et digt, en ægteskabskrise illustreret med sansninger og citater fra blandt andre Rilke og Wittgenstein. I et interview i The Guardian beskriver forfatteren sin stil som describing the most with the least, hvilket burde være tæt på minimalismen, men sjovt nok ikke er det. Der er stadigt blomstrende beskrivelser, mange metaforer og både en jeg-fortæller og en alvidende fortæller.

Mange af de detaljer som en standardlæser vil forvente af en roman om ægteskabskrise er udeladt og erstattet af noget andet, noget poetisk og overaskende. Romanen giver et selvbiografisk indtryk, især er den første tid med det kolikramte spædbarn beskrevet, så den er genkendelig for enhver forælder der har travet rundt med en urolig baby.

I andre afsnit citeres fra litterære kilder:

Tips til hustruer, 1896: Ukritisk læsning af romaner er en af de mest skadelige vaner, en gift kvinde kan pådrage sig. Foruden de fejlagtige opfattelser af menneskets natur, som dette indgyder … medfører det også en ligegyldighed over for udførelsen af de huslige pligter og en foragt for de gængse realiteter.

To mennesker forelsker sig, heftigt og lidenskabeligt. Parforholdets første distance fødes med barnet, hun har kolik og lader sig kun trøste under besøg hos den lokale materialist. Det sætter parrets kærlighed på standby. Det samme gælder de kunstnerkarrierer, de begge forventede ville indtræffe, og fortælleren/konen bliver nødt til også at undervise. Hendes mand bidrager til nedturen ved at være hende utro, og vores hovedperson gør en indsats for at få normaltilstanden tilbage, en øvelse der måske lykkes.

Udtryks- og indsigtsfuldt portræt af et ægteskab.

Jenny Offill

Afd. for grublerier

Oversat af Louise Ardenfelt Ravnild

184 sider

Gyldendal

Udgivet: 17.03.2017

Birte Strandby