Syddansk Universitet

Center for Mellemøststudier

Master i Globalisering og Integration  

maj 2012

Antal enheder: 115.752 (excl. litteraturliste)

                       

Globaliseringens indflydelse på

den nationale identitet

 

Ekstern censur                                                                                   Birte Gam-Jensen

Underviser: Mehmet Ümit Necef

 

 

 

Globaliseringens indflydelse på den nationale identitet

 

 

Problemformulering…………………………………………………………………………………………. 1

National Identitet…………………………………………………………………………………………….. 2

Identitet………………………………………………………………………………………………………….. 2

Nationalitet…………………………………………………………………………………………………….. 4

Nationalstaten…………………………………………………………………………………………………. 5

Nationalisme…………………………………………………………………………………………………… 6

Delkonklusion…………………………………………………………………………………………………. 8

Globalisering…………………………………………………………………………………………………… 8

Følgevirkninger af globaliseringen……………………………………………………………………. 10

Frygt …………………………………………………………………………………………………………….. 11

Xenofobi……………………………………………………………………………………………………….. 12

Stigende ulighed…………………………………………………………………………………………….. 13

Fremtidig indflydelse……………………………………………………………………………………… 15

Religion………………………………………………………………………………………………………… 16

Den Europæiske Union………………………………………………………………………………….. 19

Globaliseringen og den nationale identitet……………………………………………………….. 20

Højredrejningen i Europa………………………………………………………………………………. 21

Hvad kan højrepartierne tilbyde?………………………………………………………………. ….. 23

Delkonklusion – globaliseringens følgevirkninger……………………………………………. 25

Fremtiden……………………………………………………………………………………………………. 25

Konklusion………………………………………………………………………………………………….. 28

Bibliografi……………………………………………………………………………………………………. 29

 

Problemformulering

Det er hensigten med denne opgave at se nærmere på, hvordan globaliseringen påvirker den nationale identitet. Heri indgår betragtninger om dannelsen af den nationale identitet, af nationen og om ændringer i samfundet forårsaget af globaliseringen, herunder en undersøgelse af om globaliseringen skaber øget ulighed, og hvordan begreberne anvendes politisk.

På baggrund af blandt andre David Miller (On Nationality) defineres begreberne nationalitet og national identitet. Værker af Anthony Giddens og Zygmunt Bauman anvendes til at se nærmere på begrebet globalisering. Herefter tages fat i de områder, hvor de to begreber globalisering og national identitet kan komme i konflikt kulturelt, økonomisk og politisk med inddragelse af blandt andre værker af Erik Meier Carlsen, Kasper Støvring, Philip Cole, Lars H. Svendsen, og der ses nærmere på eventuelle effekter såsom nye højrebevægelsers opståen i Europa.

 

National Identitet

Den nationale identitet er et sammensat begreb, der kan afdækkes ved hjælp af de fire følgende: Identitet, nationalitet, nationalstat og nationalisme.

 

Identitet

Identitet anvendes i dagligsproget om de træk ved en person, der tilsammen kendetegner eller afgrænser personen som forskellig fra andre. I denne betydning svarer begrebet på mange måder til ‘personlighed’ og ‘karakter’ (Den Store Danske).

Identiteten kan beskrives på følgende måder:

1) Personen har en identitet i betydningen en række egenskaber og færdigheder, der alle tilsammen definerer personen som forskellig fra andre.

2) Personen oplever at være sig selv, at være den samme på tværs af sin livshistoriske udvikling og som værende i stand til at reflektere over sin udvikling, sin fortid og fremtid.

Dette kaldes ofte selvidentitet, og denne definition tillægges mindst vægt i nærværende opgave.

3) Personen tilhører forskellige grupper og har i kraft af disse tilhørsforhold forskellige gruppeidentiteter, dvs. mere begrænsede sæt af egenskaber og færdigheder.

Den individuelle identitet har vi i forhold til andre, og dermed har vi gruppeidentiteten i forhold til andre grupper – for eksempel familien, og vi har nationalidentiteten i forhold til andre nationer. Det betyder, at identitet er noget relationelt der bestemmes af, hvem vi hører sammen med, og hvem vi i den forbindelse står i modsætningsforhold til.

Men hvad betyder det at tilhøre en gruppe eller en nationalitet? Identitet er som det fremgår af det foregående, et komplekst begreb især hvis vi angriber det psykologisk eller filosofisk. For tilgængelighedens skyld tages der derfor udgangspunkt i Richard L. Dafts definition (Organization, Theory and Design, side 488), der er tilegnet forretningslivets praktiske og problemløsende tilgang til begrebet:

  1. Sædvanligvis identificerer mennesker sig stærkt med en gruppe, hvis medlemmer deler en fælles vision eller en fælles værdi. Det får samtidigt gruppen til at fremtræde i sammenligning med andre grupper, måske udvikles en særlig stolthed over gruppetilhørsforholdet og vi har symboler eller tegn, der angiver vores vi-følelse, hvad enten vi nu tilhører FCK, familien Hansen eller Faaborgegnens Efterskole. Sociologien skelner mellem primær- og sekundærgrupper, hvor primærgruppen er gruppen for nærkontakt og afgørende for individets sociale udvikling og idealer. Familien, kæresten, de vigtigste venner er primærgruppe, arbejdspladsen og sportsklubben sandsynligvis sekundærgrupper, der har betydning for selvforståelsen. (TV-serien Robinson viser tydeligt de emotionelle resultater, når en sekundærgruppe gennem dels nærvær og dels fravær af Robinson-deltagernes ordinære primærgrupper (familier) opnår at blive til primærgruppe med hensyn til indflydelse på den enkelte). For nemheds skyld vil jeg kategorisere nationen som en sekundærgruppe for de fleste, der er naturligvis afvigelser. Det betyder, at tilhørsforholdet er afgørende for selvforståelsen, men ikke nødvendigvis så vigtigt som den nærmeste familie. Dette er en variabel, der også afhænger af primærgruppens indstilling til nationalismen.
  1. For at vi kan observere tilhørsforholdet til en gruppe, kræver det en anden gruppes tilstedeværelse – altså nogen at identificere sig med og nogen at identificere sig ’mod’. Hvis man er goth tager man afstand fra ’disco-tøserne’.
  1. Hvis en gruppe kommer i konflikt med en anden gruppe, øges sammenholdet i gruppen, og udadtil vil den synes at være præget af stor enighed. Det kendes i høj grad fra erhvervslivet, når der er konkurrence mellem virksomheder, det kendes fra politik, og det kendes i national forbindelse for eksempel fra sportens verden, fodboldkampe: Hvad holder sammen på hooligans om ikke det fælles forhold til modstanderen?
  1. Gruppemedlemmer har tendens til at opleve et mereværdskompleks omfattende overvurdering af egen gruppes magt.
  1. Når en gruppe taber i en konflikt mister gruppemedlemmerne sammenhængskraft, og de oplever en indre konflikt og ser sig om efter en syndebuk.

Identitet er dermed også selvkategorisering og social sammenligning – igen dem og os – det vil sige en fremhævelse af de opfattede forskelle mellem medlemmer og ikke-medlemmer af gruppen. Selvrespekten baseres på vurdering af gruppe og ikke-gruppe dimensioner, der medfører, at gruppen vurderes positivt, mens den anden gruppe/andre grupper vurderes negativt. Magt, prestige og status for gruppen er essentielt, og sociale kategorier har forrang for individer. I identitetsteori er kernen i en identitet kategoriseringen af selvet som en rolleindehaver, og tilegnelsen i selvet af meninger og forventninger forbundet med rollen og dens udførelse. Andres og egne forventninger og holdninger skaber det sæt af standardnormer, der styrer ens opførsel i forhold til vores planer og aktiviteter.

Ved at fastholde/vedligeholde holdninger, forventninger og ressourcer forbundet med en rolle, vil rolleidentiteten fastholde den komplekse forbundethed af sociale strukturer.

Styringen af ressourcerne definerer den sociale struktur. Når en specifik social identitet således bliver basis for selvregulering i en bestemt kontekst vil kategoriseringen skærpe inter-gruppebånd ved at skabe gruppe-distinktive stereotyper og normdannende opfattelser og ageren, og sætter mennesker, omfattende selvet, ind i de relevante, kontekstmæssige korrekte kategorier. Hvorimod out-gruppens medlemmer bliver out-gruppe-stereotypier, og in-gruppe-opførsel kræver konkurrencedygtige, diskriminerende egenskaber i forskellig grad – afhængig af forholdet mellem grupperne. Kategorisering er en basiskognitiv proces der opererer på sociale og ikke-sociale stimuli for at belyse og fokuserer på erfaringsaspekter, der har betydning i en særlig kontekst.

Slutteligt kan man konkludere, at identiteten – den man er – er væsentlig fordi det er den, der placerer individet socialt. Den nationale identitet kan være en del af en persons identitet, men er som det fremgår under afsnittet om nationalisme et begreb, der kan skrues op og ned for:

Nationalitet

Juridisk er nationalitet tilhørsforholdet til et samfund på et territorium defineret af den stat, der udøver sin autoritet der. Nationalitet er en betingelse for medborgerskab, der kan defineres som det at have rettigheder (civile, politiske, sociale) og pligter i et politisk samfund. Det vil sige retten til at deltage aktivt i beslutningerne om samfundet via repræsentanter/repræsentativt demokrati. Det demokratiske medborgerskab skal sikre bevarelsen af menneskets naturlige og uimodsigelige rettigheder, det vil sige frihed, ejendomsret, sikkerhed og modstand mod undertrykkelse, og det betyder også, at ingen anden nation kan udøve autoritet over danskerne.

Ifølge David Miller (On Nationality, side 23) består nationalitet af fem elementer. Som det første nævner han ’a daily plebecite’, hvis eksistens hviler på en forventning om, at medlemmerne hører sammen, deler en fælles genkendelse og et ønske om at fortsætte det fælles liv.

Et andet træk, stadigt ifølge Miller, er den kollektive hukommelse – det vil sige vores fælles sejre og nederlag – for danskere måske nederlaget ved Dybbøl, svenskernes belejring af København og Christian den IV’s forkærlighed for at bygge i hovedstaden. Ifølge Renan (der citeres af Miller) er nederlag vigtigere for den fælles identitet end sejre, fordi de kræver en fælles indsats, og så forpligter historien. Vi kan ikke bare droppe hensynet til fortidens helte og skurke, hvad enten det er Niels Juul, vikingerne eller Dalgas. I den forbindelse er det meget forskelligt, hvordan et folk opfatter et nederlag. Eksempelvis varer det nok endnu en generation, inden tyskerne har forliget sig med 2. verdenskrig, hvorimod franskmændene tilsyneladende aldrig haft problemer med Den franske Revolution eller følt sig skyldige i forbindelse med Waterloo. Måske fordi Waterloo i historisk perspektiv er stærkt personbehæftet, hvorimod 2. verdenskrig tydeligvis var et fællesprojekt, og Hitler kun en katalysator.

Det tredje træk er en aktiv identitet. Det er det vi har, når vi alle sidder og hepper på det danske fodboldlandshold. Så hylder vi det fællesskab, som vi betragter os som en del af. Det samme er tilfældet, når englænderne synger ’Britain Rules the Waves’ under den sidste promenadekoncert i London. Den aktive identitet illustreres også med fælles politikere, fælles forfattere. For tiden er vi fælles om en krig i Afghanistan, uanset hvordan vi ellers ser på krigsdeltagelse. Vi kan også være fælles om at skamme os over de eventuelle fejl vores politikere eller andre begår i internationale sammenhænge, hvad enten det er en statsmand, der kvajer sig diplomatisk eller en filminstruktør, der med ’dansk humor’ kommer til at støde andre nationer. Så kan vi blive næsten symbiotisk pinligt berørte.

Det fjerde træk er det geografiske sted – det kan være vores nationalstat, hvor vi opholder os, er født eller forventer at dø. Det kan også være et helligt sted, der er fælles for alle med vores religion – Jerusalem eller Mekka.

Sidst kræver en national identitet et sæt karakteristika – en national karakter, Miller bruger udtrykket en fælles offentlig kultur. Det kan for eksempel omfatte en fælles respekt for demokrati, en fælles ide om selvbestemmelse eller en konsensus om grundlæggende værdier.

Anthony Smith definerer ifølge Michael Böss i Forsvar for nationen et etnisk samfund som en kulturel kollektivitet, der har 1) et navn for sig selv – danskere, 2) en myte om en fælles oprindelse – vikingerne, Gorm den Gamle, 3) deler historiske minder – Slaget på Rheden, Dannebrog der faldt ned fra himlen, 4) har et eller flere kulturelle fællestræk (religion, skikke, sprog eller institutioner: Vi flager på fødselsdage, er kristne siden Harald Blåtand), 5) føler sig knyttet til et bestemt ’hjemland’ og 6) der eksisterer en følelse af solidaritet i visse dele af befolkningen. Det kan eksempelvis hænge sammen med en forventning om, at vi alle skal gøre en indsats i foreningslivet. Definitionen understøtter hermed Millers udlægning bortset fra det ene punkt: En følelse af solidaritet…, der som antydet kun omfatter bestemte befolkningsgrupper, hvorfor Millers definition anvendes i opgaven.

Af Millers fem punkter er især begrebet fælles offentlig kultur interessant, fordi det er fleksibelt, åbent for manipulation og anvendeligt for den aktive politiker eller filminstruktøren, der vil lægge indhold i begrebet. Det er her, vi får skabt stereotyper og skræmmebilleder: Grundige tyskere, arrogante franskmænd, finner der stikker med knive, lidenskabelige italienere. De fleste har set film om 2. verdenskrig, hvor amerikanere og tyskere blev karikerede i deres fremtoning som helte og skurke, og det er ikke bare gamle film som ’Den længste Dag’, hvor John Wayne er amerikanerstereotyp og Curd Jürgens tyskerstereotyp, men også nyere såsom Indiana Jones, hvor tyskernes repræsentanter er maskinklippede, blottet for humor og glade for vold eller Quentin Tarantinos ’Inglourious Basterds’ der i blandt andre Brad Pitts skikkelse viser en overdreven, men troværdig karikatur af amerikanerne.

Nationalstaten

Man kan betragte begrebet nation som noget givet: Fælles geografiske, biologiske eller sproglige træk. Og man kan betragte nationen som en historisk-kulturel konstruktion, det vil sige forestillede fællesskaber og opfundne traditioner jfr. Benedict Anderson (Imagined Communities), og nationalismen vil i så fald være et redskab eller en følge af, at nationen opfattes som et forestillet fællesskab – et bevidsthedsfænomen, men alligevel virkelig.

Nationalstaten kendetegnes ved at håndhæve principperne om blandt andet frihed, privat ejendomsret og folkelig suverænitet. Det politiske styre bygger på en samfundskontrakt og kræver folkeligt samtykke, staten skal styres af folket, den politiske magt skal deles og begrænses – som der eksempelvis er i Danmark: Lovgivende, udøvende og dømmende magt. Borgeren har visse pligter såsom at overholde loven, være villig til at forsvare sit samfund og sine medborgeres rettigheder og være politisk aktiv – modsat sofavælger. Nationalstaten er kort sagt et forpligtelsessamfund, hvis opgave det er at sikre retfærdighed og social harmoni og beskytte gruppemedlemmers basale behov og interesser.

EU udfordrer jævnligt nationalstatens suverænitet, og EU-lovgivning overtrumfer dansk lovgivning på visse områder. Det skaber modvilje fra mange danskere, men en fælles europæisk identitet er en betingelse for at nå bestemte politiske mål såsom en fornuftig fordeling af fremtidens knappere ressourcer (olie, rent vand), social retfærdighed og overordnet demokrati, eventuelt et sæt fælles institutioner, der kan anvendes til at fundere en slags konstitutionel patriotisme.

I øvrigt er det bemærkelsesværdigt, at inklusion af minoriteter er en betingelse for nationalitetsfølelse – at man kan udvise tolerance for eksempel på jobmarkedet og med hensyn til modersmålsundervisning.

Nationalisme

Den nationale identitet hænger tæt sammen med nationalisme, et ord der især efter 2. verdenskrig har fået en negativ klang. Nationalisme betegner en ideologisk dyrkelse af nationen som identitetsskabende enhed, enten politisk eller kulturelt. Den har haft mangfoldige udtryk gennem tiderne, og dens rødder er stærkt omdiskuterede. Som kunstnerisk, social og politisk bevægelse dukkede nationalismen op i Europa i 1800-tallet. Ved begyndelsen af det 21. århundrede prægede markant nationalistiske strømninger stadig en væsentlig del af det politiske billede i blandt andet Danmark.

Nationalismen er et særdeles anvendeligt politisk begreb:

For eksempel havde briterne i 1800-tallet behov for en national identitet der omfattede skotterne og waliserne, det vil sige der var behov for at skabe nationalisme. Den første bestanddel i denne nye identitet var protestantismen, smukt understøttet af det faktum, at ærkefjenden Frankrig var befolket af katolikker. Oven i købet var Frankrig despotisk styret og udviste ingen eksempler til efterfølgelse. Den nye nationale identitet fik englænderne til at fremstå som liberale, kølige og velovervejede i forhold til temperamentsfulde og blodtørstige franskmænd, hvad blandt andet engelsk populærlitteratur om Den franske Revolution bevidner (Den røde Pimpernel).

Europæisk identitet er resultatet af århundreders fælles historie og fælles kulturelle og grundlæggende værdier i perioder øget gennem politiske bestræbelser med blandt andet symbolske handlinger, kampagner for at styrke bevidstheden og den stigende konvergens i europæiske ambitioner. For eksempel har 1800-tallets Europa dyrket nationalismen som kulturhistorisk fænomen:

I Tyskland begyndte nationalismen – som den ofte gør – i erkendelse af en fælles fjende. I begyndelsen af 1800 sad Napoleon på alt land vest for Rhinen, og det fik tyske intellektuelle fra Universitetet i Jena, brødrene Grimm og andre til at forsøge at opbygge en tysk nationalisme blandt andet ved at samle tyske folkeviser, Des Knaben Wunderhorn, og brødrene Grimm samlede som bekendt Haus- und Kindermärchen, således at man nu havde om ikke andet så i hvert fald to nationalklenodier, der kunne danne grundsten i en tysk nationalisme.

Som franskmændene kan dokumentere, er intet så effektivt til skabelse af nationalfølelse som de smukke kunster, Louvre, Eiffel Tårnet og Toulouse Lautrecs billeder af Moulin Rouge og dets danserinder.

Nationalisme kunne desuden fremelskes ved at lægge vægt på den fælles historie, og man kunne få fjernet en upopulær magtfaktor ved at understrege, at vedkommende ikke var en del af den fælles historie. Som det var tilfældet med Struensee i Danmark. Øvelsen gik herefter ud på at omsætte nationalismen til politisk praksis. Som bekendt blev Struensee hængt ud som magtbegærlig tysker, og skønt han faktisk bibragte landet nogen oplysning, var der ikke mange der stod og græd ved hans henrettelse. Den samme manøvre blev anvendt af de revolutionære overfor dronning Marie Antoinette i slutningen af 1700-tallet. Således blev hun omtalt som ’den østrigske kvinde’ og dermed distanceret i forhold til franskmændene og lettere at ligge for had – og lettere at henrette uden at støde nogen på manchetterne. (At man overhovedet gjorde sig ulejligheden i en tid, hvor skellet lå mellem aristokratiet og folket og ikke mellem Østrig og Frankrig kan undre).

Med den danske grundlov i 1849 der anerkendte grundlæggende borger- og menneskerettigheder, blev almuen ophøjet til folket, og danskerne var nu et dannet folk med indflydelse på statens anliggender under en dansk konge. Det er væsentligt fordi, demokratiopfattelsen er en afgørende del af fælles, dansk offentlig kultur. At ’danskerne’ kun omfattede en mindre del af befolkningen, og at kvinders stemmeret først blev sikret i 1908 er en anden sag.

Den nationalisme der blev dyrket fra 1800-tallet kan kaldes politisk baseret nationalisme, men med hyppigere konflikter med liberale og sociale politiske idealer på tværs af landegrænserne er der nu nærmere tale om etnisk baseret nationalisme, som det fremgår i 1900-tallet i forbindelse med blandt andet afstemningen om de sønderjyske områder og senere som en reaktion på den tyske besættelse.

Tilslutningen til Fællesmarkedet initierede en fornyet nationalisme – en modbevægelse, og det er bemærkelsesværdigt, at Fremskridtspartiet blev grundlagt samme år – 1972. Og i begyndelsen af 2001 hvor Dansk Folkeparti vinder fremgang ved folketingsvalget, er nationalismen igen på spil. Arbejderbevægelsen, der tidligere ved forenet kamp har opnået foreningsfrihed, strejkeret og en historisk institutionalisering af klassekampen, har efterhånden svært ved at bevare fodfæstet som en kæmpende Sultens slavehær og må søge nye veje, nye fjender og nye venner.

Ifølge Benedict Anderson (Imagined Communities) udfylder den moderne nationalisme et tomrum, som religionen tidligere udfyldte, og det Peter Gundelach benævner banal nationalisme i artiklen National identitet i en globaliseringstid – de daglige små ting: Danskernes omgang med flag, flag i kagen, flag i kolonihaven – udgør en del af trygheden i tilværelsen.

Det er i samme forbindelse bemærkelsesværdigt, at Gundelachs artikel bevidner danskeres udbredte nationale sindelag sammenlignet med eksempelvis hollændere, og at danskernes nationalisme er øget fra 1981 til 1999.

Ifølge Anthony Giddens er nationalisme et ekstraordinært og farligt fænomen, der opstår når en følelse af ontologisk sikkerhed bringes i fare ved sammenbruddet af rutiner. Det er Giddens påstand, at nationalismen er ved at forsvinde, omend den store, nutidige interesse for royale bryllups- og begravelsesceremonier antyder noget andet. Det er modsat Benedict Andersons holdning, at nationalismen trives i bedste velgående.

Som eksempel på nutidig anvendelse af begrebet nationalisme citeres her fra Lene Espersens kronik: Regeringen nedbryder vores samfundsbærende institutioner (Kristeligt Dagblad, 30. marts 2012):

Vigtigst som samfundsbærende institutioner er vores kongehus, folkekirke, folkeskole og forsvaret… der på hver deres måde går os til en del af et større fællesskab.

og senere

Vores folkeskole…den væsentligste samfundsinstitution til at skabe sammenhængskraft…

Det er ligeledes symptomatisk, at Espersen fremhæver historie- og litteraturkanonerne som fælles, nationale ankerpunkter.

Ulrich Beck har (Magt og modmagt, side 27) et eksempel på udnyttelse af nationalismen med VW-fabrikken, der skal have nye medarbejdere til at arbejde længere uden at betale mere for det. Det lykkes med bistand fra fagforeninger og forbundskansler Schröder at få overbevist de ansatte i VW om fortræffeligheden i at acceptere en lavere løn, fordi VW ellers ville have produceret den nye VW Minivan i Slovakiet eller Indien. Således nationalisme i praksis

Delkonklusion

Den nationale identitet er væsentlig, fordi identiteten er essentiel for den enkelte, og nationen teoretisk en sekundærgruppe for dansksindede. Samtidigt er borgerens følelse af national identitet = nationalismen, den ’knap’ politikere og andre vil søge at aktivere, hvis der bliver behov for en politisk nationalisme.

Globalisering

betyder ifølge Anthony Giddens, Zygmunt Bauman og andre hurtigere transport, hurtigere netforbindelser, hurtigere pengeoverførsler og øget migration. Regionale økonomier, samfund og kulturer bliver mere forbundne i et globalt netværk i kraft af kommunikation, transport and handel. Det er Michael Böss’ opfattelse (i Forsvar for Nationen), at globaliseringen er en hel række af forskellige virkninger, der er uafhængige af hinanden, hvorimod en mere gængs opfattelse er, at alt i verden er forbundet og konsekvenserne vidtrækkende. Eller som beskrevet af Ulrich Beck i bogen ’Risikosamfundet’ fra 1989 efter indtryk af Tjernobyl-atomkraft-ulykken i 1986. Vinden førte atomare strålingspartikler ind over Rusland, Sverige og Finland, og blev for Beck symbolet på, at det nuværende samfunds risici ikke kender til landegrænser. Forureningen rammer os alle, og det gør også ressourceknapheden.

Beck peger desuden på et træk ved den senmoderne bevidsthed, hvor vi ikke længere har tillid til, at det nye er bedre end det gamle. De teknologisk baserede produktivkræfter, som den moderne industriperiode skattede så højt, forvandles ifølge Ulrich Beck til ’destruktivkræfter’. Troen på, at videnskab og teknologi kan gøre os lykkelige forsvinder hos mange. Drivhusgasser, ozonhul, ødelæggelse af drikkevand gennem pesticider er blevet en del af det senmoderne menneskes virkelighed. Det, der ligner fremskridt, har mange indbyggede risikofaktorer.

Globaliseringen kan desuden betyde brud med traditionens greb om menneskers tilværelse, og ifølge Ulrich Beck (Magt og modmagt i den globale tidsalder) betyder globaliseringens risikosamfund, at alle kendte former for social orden – nation, klasse, folket, familien – forfalder.

Tidligere måtte vi som bonden stå op med solen og gå i seng med hønsene, så om foråret og høste i august, men nu er tid og sted ikke længere afgørende for, hvad vi foretager os. Mobilitet og hastighed er betingelser og styrker. Det medfører blandt andet, at penge rejser frit, og dem der ejer kapitalen befinder sig ikke nødvendigvis i nærheden af dem, der arbejder for kapitalen. Det betyder også, at politisk magt og økonomisk magt ikke længere hænger sammen. Det har svækket staten der tidligere befandt sig på trefoden militær, kulturel, økonomisk magt, fordi den mister magt over økonomien, og med medier, indvandring og turisme også den kulturelle magt – selv et lille lukket sted som Danmark. De litterære og kunstneriske kanoner er et forsøg på at finde kulturelle samlingspunkter for dansk nationalisme.

Staten der før var en kollektiv forsikring mod individuel ulykke, har mistet noget af den økonomiske magt i sin bøjen af for markedskapitalismen, og den frygt som demokratiet og dets ’barn’, den sociale stat, lovede at fjerne er vendt frygteligt tilbage. Der er ikke længere nogen kontrol efter Murens Fald, fattigdom er igen blevet kriminaliseret, og den barmhjertige stat funderet på den moraliserende begrebsopfattelse af fattigdom har en tendens til at forgrene sig til en socialstat, der sikrer minimale garantier for sikkerhed til middelklasserne og en stadigt mere undertrykkende stat, der modvirker de effekter af vold, der er resultatet af stadigt mere usikre betingelser for størstedelen af befolkningen, som det kunne ses af eksempelvis urolighederne i Paris 2007, og igen i 2011 i Paris, Madrid, Rom.

Ifølge Giddens står vi i vores forsøg på at genvinde noget af tidligere tiders tryghed og sikkerhed på vores egen individualistiske måde gennem overforbrug og accept af forarbejdet billigelse overfor nogle af modernitetens højrisiko-katastrofer, hvilket er, at den totalitære magt vil øges, at der kommer krig på kernevåben, økologisk katastrofe og/eller kollaps i de vækstøkonomiske mekanismer.

Hos Giddens er mennesket vigtigt, og en identitet er nødt til at være konsistent og integrerende i forhold til begivenheder og hændelsesforløb i den eksterne “virkelige” verden, hvis et individ skal  indgå i relationer med andre. Det kan betyde en ny vej fra “ulighedspolitik” til “livspolitik”, at nye sociale bevægelser får mere indflydelse på den enkelte end politiske partier, altså at man vælger at følge Avaaz på det ene område, og tilslutter sig en ’forbrugermagt’ på et andet område.

Til gengæld er det traditionelle politiske højre og venstre, der i udgangspunktet er baseret på klassesamfundet, på retur, hvilket folketingsvalget i september 2011 i Danmark jo tydeligt viste, hvor arbejderne stemte til højre og erhvervslederne til venstre.

Globaliseringen og de mange nye aspekter der kommer tættere på os betyder, at vi i stadigt større omfang må sætte vores lid til ekspertsystemer, fordi vi ikke længere kan overskue den samlede informationsmængde. Ifølge Giddens medfører denne radikale modernitet, at livshastigheden ændres, og den øgede informationsmængde gør måske at vi må træffe beslutninger på begrænset videngrundlag, fordi ingen har tid til at sætte sig ind i den totale baggrundsviden. For hurtige beslutningsprocesser medfører flere fejl og bidrager til den almindelige fornemmelse af utryghed. Utryghed bliver et kerneord i politik fremover: Giddens’ overordnede metafor for radikal modernitet er Juggernaut = lastvognstog eller ødelæggende kraft lidt i modsætning til hans grundlæggende ide om, at mennesket skaber sig selv og har indflydelse på udviklingen, men måske har han ret: Måske er der virkelig en gruppe mennesker, der er ved at blive kørt over af et lastvognstog.

Økonomiske forbindelser får betydelig magt over institutioner, og statens autonomi er betinget af dens tillid til kapitalakkumulering, som den har begrænset kontrol over.

Staten har stadigt volds- og skattemonopol, men risici er uensartet fordelt mellem de privilegerede og de underprivilegerede. Sociale bevægelser angiver retningen for potentielle fremtidige ændringer i samfundet. Regeringerne får i fremtiden ansvaret for at regulere i et post-mangelsamfund, hvilket enten vil skabe alt for autoritære regeringer eller overlade markedet til de frie kræfter, hvilket igen kan skabe store forskelle i livsmulighederne for forskellige grupper og regioner.

Sammenfattende for Giddens er, at moderniteten er multidimensionel hvad angår institutionsniveauet, og at koordination på tværs af tiden er basis for kontrol af rummet, penge, magt og sprog.

Baumans syn på globalisering ligner stort set Giddens’, men Bauman lægger mere vægt på den stigende ulighed: En verden hvor mobilitet, internet, transport, netværk er altafgørende. Udover at politisk og økonomisk magt ikke nødvendigvis hænger sammen, betyder det også at de rige ikke længere har brug for de fattige. De nye klasser består af eliten, der hersker over mobiliteten, virtuel og reel, og de fattige der er indespærret af virkeligheden: Integration, illegalitet, ingen uddannelse, færre jobmuligheder, ingen penge samt en klar viden om, hvad det er man går glip af, når man befinder sig på bunden.

Fukuyama (The End of Times, 1992) beskriver det liberale demokrati som baseret på en stærk nationalstat, et fungerende retssystem og et ansvarligt styre, men globaliseringen får nationalstaten til at vakle, og det ansvarlige styre kan man også diskutere her under finanskrisen. Retssystemet virker angiveligt, men vil senere kunne blive overtrumfet af EU.

En sideeffekt af globaliseringen er, at traditionel partipolitik taber pusten, og at mennesker fremover støtter demokratiske bevægelser efter smag og behag.

Økonomien hænger ikke længere så godt sammen, og såvel den demokratiske proces som velfærdet og den nationale identitet vil blive påvirket.

Følgevirkninger af globaliseringen

I 2002 var Ulrich Beck (Magt og modmagt) inde på, at nationalstaterne presses af globaliseringen og at et fremtidigt kosmopolitisk regime gennem FN og NATO ville skabe et magtrum med sammenhæng mellem moralsk, økonomisk og militær selvlegitimering, hvad der selvsagt vil ophæve den folkeretligt sanktionerede nationalstats suverænitet og åbne for en ’militær humanisme’, som det så ud med indgrebet i Kosovo 1999. Det er en vinkel på globaliseringen: Den flytter magten og skønt fremmet af neoliberalismen og dennes aura af selvregulering og selvlegitimering, så kommer den i konflikt med civilsamfundets intentioner om global moral.

Ifølge Michael Böss (Forsvar for nationen) er nationalstaten og den nationale identitet under angreb fra tre sider. For det første fra multikulturalismen, der ser nationen som et problem, fordi den marginaliserer mindretal, der har en anden kulturel identitet end flertallets.

Den anden fare kommer fra nyliberalisterne, der ud fra deres politiske ideologi angriber velfærdsstaten, fordi den fratager individet ansvaret for sit eget liv. De ønsker størst mulig individuel frihed og ønsker i princippet en grænseløs verden, men slår sig til tåls med begrebet ”en minimalstat”, hvor verden er reguleret af en række regionale enheder som EU, NAFTA.

Den sidste gruppe af kritikere, er tilhængere af EU det vil sige en postnational stat, som alene bygger på en konstitutionel patriotisme, det vil sige borgernes respekt for et samfunds fælles love og politiske forfatning. Specielt lande med republikanske traditioner som Frankrig, Irland og USA bygger ifølge forfatteren på denne tanke.

Ydermere er nationalstat og national identitet begreber under forandring på grund af  den stadige indflydelse fra verdensmarkedet på individuelt forbrug og livsstil. Indflydelsen udefra påvirker forbrugsmønstrene, mobiliteten øges, og vi kan se forandringerne på tøj, kost, litteratur: Hennes & Mauritz, McDonald og en stadigt stigende mængde oversat litteratur. TV-kanaler viser mangfoldige billige, udenlandske serier frem for de dyre danske, og påvirkningerne kommer fra fra tv, internet og andre medier fortæller os uophørligt om andre nationers forhold til tøj, kost, sport.

Dernæst har den øgede geografiske mobilitet en væsentlig indflydelse. Udover migration er der også tale om en kraftig stigning i ferier i udlandet siden 1960’erne, udveksling af studerende, erhvervsmæssig udstationering og andre udenlandsophold, der kan få de involverede til at slække på gruppeidentifikationen med danskerne og måske endda tilegne sig et tilhørsforhold til nye naboer.

Generelt er nationalstaten og den nationale identitet under pres fra mange sider, og i det følgende gennemgås de forårsagede forandringer med vægt på frygtmanipulation, den stigende ulighed, religion og Den europæiske Union.

Frygt

Såvel Bauman som Giddens er inde på, at frygtmanipulation får øget betydning i de vestlige demokratier fremover. Det farlige ved frygt er, når det tager overhånd som for eksempel efter 11. september, hvor det eksempelvis skønnes, at 1.300 amerikanere er døde i trafikken, fordi de pga. frygt for at flyve i stedet har taget bilen. Frygten kan også være inkonsistent, som når stråleteknologi betragtes som lavrisiko i medicinsk brug og højrisiko i industriel brug. Eller forårsage ulykker, som når 700.000 mennesker dør i Peru, fordi klor fjernes fra vandet på grund af frygt for bivirkninger. Frygt er en vigtig indtægtskilde for forsikringsselskaber og massemedier, desværre er det ikke kun medierne, men også politiske partier og staten der kan drage fordel af borgernes frygt. Det er en kendsgerning, at påmindelser om egen dødelighed fremmer nationalisme, og at få metoder er mere effektive politisk end spredningen af frygt. Det sidste er underbygget ved en undersøgelse, der viser, at terrorvarsler fra Bush-regeringen øgede folkets støtte til regeringen. Terrorlovgivningen tegner et generelt et fint billede af politisk frygtmanipulation: Den regering der mest overbevisende kan hævde at beskytte borgerne mod alle de farer, de lokale spindoktorer beskriver, vil få vælgertilslutningen. Det sætter nationalstaterne på prøve som Danmark der ønsker øget internationalisering og lukker grænserne på samme tid. Samtidigt kan den frygt der virker integrerende på en gruppe skabe fjendtlighed overfor andre grupper, og den kan forbindes med nationalisme for om muligt at skabe et mere effektivt politisk våben.

Begrebet er grundigt gennemgået af Lars H. Svendsen i Frygt og i The Myth of Evil – Demonizing the Enemy af Philip Cole (2006), der omhandler den politiske anvendelse af begrebet frygt. Cole opererer med det han kalder A Community of Fear – et ‘frygtsamfund’ det vil sige et samfund, der lader sig styre af frygten for en gruppe mennesker, der viser sig at være ikke-samfundskonforme – eksempler er jøder eller sigøjnere. Disse ‘anderledes’ grupper repræsenterer en politisk mulighed for udnyttelse af den sociale angst, en mulighed som utallige regimer har taget til sig, ikke mindst for at markere, hvem der hører til det ’rigtige’ samfund. Her er heksejagter, inkvisitionen og andre religionsbaserede progromer udmærkede eksempler på en politisk taktik, der af et nyt regime kan anvendes til at fjerne rivaler og understrege egen legitimitet. Det kan blandt andet foregå ved at skabe moralsk panik over faren ved visse afvigere. Den straffende adfærd overfor afvigelser demonstrerer således ikke alene magthavernes kontrol, men bekræfter også konformisterne værdier.

Tilsyneladende ønsker magtsøgerne angiveligt at beskytte det gamle samfund med de gamle traditioner mod ’de fremmedes’ forsøg på at opløse samme, mens de i virkeligheden ønsker at skabe nye enheder med dem selv som centrum. Truslen er jævnligt ren fiktion, men magthaverne forsyner deres påståede fjende med forskellige mørke og truende træk, så denne fjende virkeligt kan opfattes som en trussel. Denne påførte identitet er naturligvis lidt skrøbelig, da der ikke er noget specifikt indhold. Og troen på en truende identitet hos en anden befolkningsgruppe findes da også fortrinsvis hos dem, der er tilhængere af det forhåndenværende regime.

Xenofobi

er et politisk anvendeligt begreb under frygtfaktorerne, idet xenofobi netop er frygt eller had mod udlændinge – vedvarende, unormal og uretfærdig frygt eller fjendtlighed

I sidste del af forrige århundrede manifesterede xenofobien sig kraftigt måske på grund af den økonomiske krise i alle samfund hvor flere etniske grupper lever sammen, især hvis de ikke er tilstrækkeligt integrerede i samfundet. Xenofobien baseres på historiske, religiøse, kulturelle, sproglige og nationale fordomme og understreger netop forholdet mellem grupperne – dem og os. Desuden er der en kraftig økonomisk komponent, idet immigranter ses som konkurrenter til arbejde og ressourcer. Xenofobi er udtryk for en yderliggående nationalisme og anvendeligt, hvis man vil have folk til at foretage en bestemt handling, som det fremgår af det følgende:

Bilag 1 er et eksempel på en diskret frygtmanipulation. Det er en helsides reklame for HK-uddannelse fra MetroXpress 16. april 2006. Reklamen omfatter en opfordring til uddannelse beregnet for HKs medlemmer. Den er markant på grund den dramatiske opbygning: ’Men så er det … for sent.’ Og på grund af den diskrete fyren op under læserens frygt: ’…så risikerer du at en anden – overtager dit job… Det kan være en i Kina, Sydamerika eller…’ Reklamen er som nævnt diskret men bidrager til at lande frygten i xenofobiklassen.

Stigende ulighed

Frihedens største fjende i en markedsdomineret, globaliseret verden er ikke nationen, men snarere koncentrationen af privat kapital og magt, som kan umuliggøre udøvelse af personlig autonomi.

Verden er blevet et mere farligt og ulige sted – også for det rige Vestens metropoler… De globale uligheder vokser. Fra 1960 til 2000 voksede den andel af den globale indkomst, som de rigeste 20 procent af verdens befolkning modtager, fra 70 procent til 90 procent, mens de 20 procent fattigstes andel mindskedes fra 2,3 procent til omkring 1 procent. (Ulrich Beck, Magt og modmagt, side 53)

At uligheden er vokset er en kendsgerning, der kan aflæses på den stigende Gini-koefficient – måling af graden af ulighed, her i indkomst – i de vestlige lande. Ifølge artiklen Unbottled Gini (The Economist, 22/1-2011, side 68) skaber stigende ulighed desuden stress, dårligt helbred og mindre tillid. Det er ikke kun markant i USA, men også i Danmark:

Adskillige danskere har i det seneste årti har set deres arbejdspladser flytte til fjerne lande eller deres opgaver blive overtaget af maskiner. Globalisering og ny teknologi har skabt mere usikkerhed, utilstrækkelighed og utryghed blandt borgere med korte eller ingen uddannelse, og den klasse, Erik Meier Carlsen (De overflødiges oprør) benævner underklassen har svært ved at finde afløb for de sociale frustrationer. Ikke mindst fordi underklassen udvikler andre krav og holdninger end den politiske, administrative, kulturelle og forretningsmæssige elite. Eliten er tilbøjelig til at ignorere underklassen og forkaste højredrejningen som racisme, men netop denne ignorance øger underklassens mangel på perspektiv og sparker til den af Bauman forudsagte overflødiggørelse og de manglende fremtidsperspektiver.

Ledighed og antallet af borgere på overførselsindkomster er steget i udkantsområderne. Færre unge mænd får en uddannelse, skattelettelserne har ikke hjulpet de langtidsledige, og en stramning af dagpengeregler skaber ikke flere jobs, ligesom en mere restriktiv udlændingelovgivning ikke løser de sociale problemer, der opstår, når job fjernes/flyttes til udlandet i hurtigt tempo. En analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (http://www.ae.dk/analyse/uligheden-danmark-stiger-mere-mere) slår fast, at antallet af reelt ledige de sidste ti år er vokset netto med i alt 74.000 borgere. Samtidigt kan man se, at en ganske stor gruppe indvandrere ikke kan få arbejde, arbejdsløsheden er nede på mellem 11 og 72% for indvandrere fra ikke-vestlige lande – lavest for somalier, højest for tyrkere. (tal fra 2002, Kulturforskelle, side 335). Det vil sige, at de ramte danskere har udsigt til en indvandring, der også skal have del i de fælles, sociale goder.

I den forbindelse er det interessant at se nærmere på USA som repræsentativ for den vestlige verden: Om den sociale polarisering, årsagerne til  den enorme polarisering i indkomster og stigningen i uligheden opstået i 1980’erne i USA og den vestlige verden skriver Vicent Navarro (Consejo Científico de ATTAC, Público i SISTEMA, 16. marts 2012), at den store ulighed i indkomster og rigdom yderligere er accentueret i disse kriseår, og at den løbende debat koncentrerer sig om årsager og konsekvenser i stigningen i uligheden der ikke mindst skyldes den politik Reagan påbegyndte og præsidenterne Bush og Clinton fortsatte. Den førte politik omfatter en reduktion af skattebyrden for de højeste indtægter, en mangel på deregulering af de finansielle markeder, afskaffelsen af Glass-Steagall-loven, der forbød spekulation, og en reduktion i de offentlige udgifter omfattende den offentlige sociale udgift.

Lønninger for personer med universitetsuddannelse er steget 20 % ca. siden 1980 – begyndelsen af den neoliberale epoke, mens lønninger for dem med den laveste uddannelse (grundskole) er faldet med 31 % i samme periode. 5 % af befolkningen modtog næsten 82 % af hele rigdomsstigningen, mens 60 % modtog mindre i 2009 end i 1983, det vil sige at arbejderklassen og middelklassen fik meget lidt glæde af den økonomiske stigning, hvortil de bidrog – i denne periode steg udbyttet af goder og tjenester pr. arbejdstime med 119 %.

De største uligheder er opstået fordi der eksisterer 1 % af befolkningen der er meget rige – og så resten. De 99 % har konkret empiri at holde sig til: Den 1 % der har meget høje lønninger (direktører i store finansielle enheder og virksomhedsledere) har set deres lønninger stige ca. 131 % mellem 1979 og 2010 (og for 0,10% er stigningen 278%), mens lønningerne for de øvrige 99% af befolkningen er steget ca. 15 % i samme periode. De finansielle og erhvervsmæssige eliter som udgør den ene procent (tallet er faktisk mindre) har ikke høje lønninger på grund af længerevarende uddannelse, men takket været et kontrolsystem og en magt som samfundet gør tilgængelig for dem der lykkes. Og deres lønstigninger skyldes netop, at magtrelationerne i samfundet har udviklet sig så magtkoncentrationen inden for virksomhederne er blevet større.

USA er nu nummer 93 på verdensranglisten over ulighed – efter Kina, Indien og Iran. Til gengæld er den sociale mobilitet lavere end nogensinde, og så skylder USA mange millioner væk, men de øverste 1% ejer kun 5% af nationens gæld. Til gengæld er skatteprocenten omtrent den samme for alle.

I Europa findes også uligheden mellem den rigeste 1% og de øvrige. De største rigdomme stammer fra finanssektoren, der er vokset pga. spekulation. Ulighedstemaet og den øgede pengemagt-koncentration har endnu ikke nået den politiske debat her i Vesteuropa på samme måde som i USA, men det betyder ikke, at man ikke har bemærket den:

The Network of Global Corporate Control redegør for den økonomiske magt i denne verden, idet magt her forstås som aktiebesiddelse (eksempel: virksomhed A ejer 50% af virksomheds Bs aktier, der igen råder over 50 % af virksomheds Cs aktier). Belyst via aktieejerskabsstrukturer råder 1318 virksomheder over 40 % af aktiemajoriteten i verdens produktionsvirksomheder og 60 % af handelsindtægterne på verdensmarkederne. Tolket på en anden måde viser det sig, at 80 % af værdierne i de undersøgte 43.000 virksomheder er i hænderne på 737 aktører/virksomheder. Tre fjerdedele af de 50 største virksomheder er banker. Finansielle institutioner laver finansielle kontrakter om lån og kredit. Det gør dem mindre sårbare overfor tab, men øger også risikoen for smitte.. Når et finansielt netværk er tæt forbundet er det også sårbart overfor systemiske risici. Det er robust i gode tider, men går i stress over hele linjen i dårlige, hvilket blev indlysende under den seneste finanskrise.

De tætte netværksforbindelser kunne også give sig udslag i ‘blokpolitik’ til skade for konkurrencen på markedet. Der er til dato ingen erfaringer med en sådan ‘blokpolitik’, men det er tidligere påvist, at selv mindre tværgående aktie-ejerskabsstrukturer på nationalt niveau kan påvirke konkurrencen inden for fly-, bil- og stålindustrien såvel som finansindustrien. Politiske organisationer såsom UK Office of Fair Trade holder nøje øje med komplekse ejerforholdsstrukturer inden for egne grænser. Indtil nu har der ikke været nogen undersøgelser om de internationale forhold, og det vil også kunne konfliktere med forskellige landes lovgivninger med hensyn til tavshedspligt, ligesom lovgivning om beskyttelse af investorer kan stå i vejen for en sådan undersøgelse. Resultaterne af The Network of Global Corporate Control viser, at nogle medspillere vil være i stand til globalt at udøve en væsentlig kontrol enten formelt (stemmeafgivelse som aktionær eller ved bestyrelsesmøder) eller via uformelle forhandlinger.

Det kunne ligne De riges Klub, men som nævnt er der foreløbig ikke tegn på optakt til en samlet aktion. Ikke desto mindre er det skræmmende især fra et demokrati-synspunkt, når stor magt samles på få hænder – ikke mindst i denne neoliberalistiske verden, der jo ofte nok har bevist, at finansiel magt er rigtig magt.

Yderligere bekymrende er det, der kaldes ’skyggebanksystemet’ (Hvad er skyggebanker?, dr/dk.nyheder, 19. marts 2012) – en række virksomheder, der udlåner penge og driver banklignende virksomhed uden at være reguleret på samme måde som bankerne. Det kan være investeringsfonde, finansieringsselskaber, forsikringsselskaber. Skyggebanksystemet har ifølge Financial Stability Board håndteret 46 trillioner euro i 2010 og er i hastig udvikling.

Det betyder samlet, at nationalstaterne får mindre og mindre indflydelse på den globale økonomi, og nationalt/lokalt kan man overvære, at det ikke lykkes for nationalstaterne at forhindre virksomheder i at flytte til udland med lempeligere krav til miljø og lønpolitik. I det hele taget er netop handel globaliseringsramt: International handel måler handelssamkvem og varebytte mellem nationerne, men de transnationale koncerner undergraver denne indikator, idet handel i stadigt større grad  bliver til intra-firmahandel. Det vil sige at investeringer, kapitalstrømme og tjenstydelser passerer over landegrænser, men inden for samme firma, hvorfor varer og tjenester ikke bliver handlet, men blot flyttet rundt. Det åbner for en anden omgang med skatter, priser, og told, og koncernerne betaler stadigt mindre skat til hjemlandene, ligesom de har mulighed for dels at undgå hæmmende lovgivning – på eksempelvis miljøområdet, og dels har mulighed for at påvirke den nationale politik, fordi staters økonomi er afhængig af de pågældende virksomheder.

Konkluderende kan man sige, at den økonomiske ulighed er reel, og at muligheden for indflydelse via nærdemokratiet efterhånden er forsvindende lille.

Fremtidig indflydelse

Finanskrisen har gjort det klart for os, at der foregår politik uden for de politiske, demokratiske foraer, i hvilke vi der hylder demokratiet mener beslutningerne bør tages, og her er modbevægelsen Occupy Wall Street et interessant bud på en reaktion på den utryghed den stigende ulighed fører med sig. Occupy Wall Street protesterne vinder frem. Umiddelbart er demonstranterne aktiveret af en kollektiv følelse af, at vores samfund ikke fungerer på fair vilkår. Listen over protester var reel nok, men blev kun til et svagt angreb på virksomheder, de virksomheder, der beskæftiger mere end 100 millioner amerikanere og producerer de varer, vi alle bruger hver dag, hvorfor angrebet blev opfattet tvetydigt. Samtidigt kan man sige, at protesterne mod økonomisk globalisering her blev til kampen for en globalisering af retfærdighed.

Aktivisterne har lovgyldige klagepunkter, og uligheden (i USA) har nået et niveau, der ikke er set siden Den store Depression. Samtidigt er virksomhedernes profitter rekordhøje. Arbejdsløshed er et andet af problemerne. Tre år efter finanskrisen, er arbejdsløsheden stadigt på sit højeste siden Den store Depression (når lige undtages et kort øjeblik i 1980’erne), pt. er ca. 14 millioner amerikanere ledige.

Udover det økonomiske aspekt er det i en verden hvor de fleste er opdraget til at opfatte fast arbejde som en naturlig del af den enkeltes selvrespekt katastrofalt at være arbejdsløs.

De gamle arbejderinstitutioner, partiet, fagbevægelsen, kvarteret og familien havde tidligere en vigtig rolle i forhold til at skabe tilhørsforhold og socialisering, og det var her, man skabte fælles forståelse for, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Nedbrydningen af disse institutioner har skabt ikke blot en økonomisk og social fattigdom, men også en moralsk. På den måde bliver moral ikke et individuelt spørgsmål, men et fælles. En fokusering på økonomisk fattigdom er en cementering af markedsideologiens præmis; at penge er centrum. Det var her venstrefløjen skulle have budt ind med forslag til ny markedsøkonomi. Af mangel på samme må vi fremover benytte os af den beskedne indflydelse, vi kan få via græsrodsbevægelserne Occupy Wall Street, Avaaz og forbrugerorganisationerne.

Religion

Dette afsnit kunne også have heddet indvandring, men essensen er, at det er ikke de tre svenskere og tyskeren, der virker skræmmende, men en relativt massiv – omend aftagende – indvandring med en anden kulturbaggrund præget af især islam der dels er en stærk religion ikke mindst i modsætning til et nærmest sekulariseret Danmark og dels en religion med andre basale værdier end de traditionelt vesteuropæiske/danske.

Ifølge Erik Meier Carlsen (Den fjerde alliance) og Jernesalt, 28.4.07, Jan Jernewicz er der i dag et sammenstød grundet danskernes forbløffende uvidenhed om religion.

Danskerne hylder oplysningsideen og naturvidenskaben og tror at religion er overtro og sværmeri. Derfor er der ikke blik for, at religion har været en afgørende kraft i al kulturhistorie, og at kristne vækkelsesbevægelser for Danmarks vedkommende har været en forudsætning for demokratiets og dermed den moderne velfærdsstats udvikling i sammenhæng mellem demokratiseringsprocessen og det eksistentielt-religiøse engagement gennem de sidste 500 år af Danmarkshistorien.

Tre alliancer er ifølge Meier Carlsen basis for den moderne velfærdsstat.

Først den på de store vækkelser baserede alliance mellem bønderne, husmændene, herremændene, håndværkerne, embedsmændene og det lutheranske præsteskab i anden halvdel af 1800-tallet.

Dernæst alliancen mellem bondebevægelsen, industrien og arbejderbevægelsen fra og med Septemberforliget 1899 til Kanslergadeforliget samt socialreformen i 1933. Arbejderbevægelsen afstod herigennem fra at bruge staten som redskab for et angreb på den private ejendomsret i landbrug, handel og industri.

Og endelig kom efter 2. verdenskrig alliancen mellem kvinderne og de hidtidige alliancepartnere. Kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, og dette indebar offentlig overtagelse af en stor del af kvindernes traditionelle omsorgsarbejde og dermed ‘en dramatisk udvidelse af den formelle økonomis sfære og en kraftig udvidelse af den offentlige sektor. For kvindernes vedkommende blev resultatet en eksistentiel frigørelse og ligeberettigelse.

Det unikke ved disse tre danske alliancer er (stadigt ifølge Meier Carlsen), at befolkningens selvorganisering både var dynamo og resultat. Men forudsætningen var de jævnligt pietistiske vækkelser der udgik fra det personlige fromhedsliv og ofte havde omvendelser som drivkraft. De blev folkelige, fordi de brød med elitens intellektualisme. Vækkelserne fandt sted uden for den officielle kirke og blev anført af lægfolk. Grundlaget for de formative organisatoriske processer var befolkningens mobilisering af egne værdier og normer. Det betyder ydermere, at selvbestemmelse er en del af den nationale identitet og af den fælles offentlige kultur. Det kan man let begrunde, når man ser på landskabet for foreninger og for fri- og privatskoler: Når en folkeskole nedlægges, overvejer forældregruppen nærmest pr. automatik, om de vil starte en friskole. Der er i 2012 godt 500 friskoler, hvor 14 % af børnene i Danmark går.

Desværre er danskerne i dag fremmedgjorte over for religion, og der hersker nu ligefrem hersker en uhellig alliance mellem en moderne antireligiøs og en etnocentrisk kristen, antimuslimsk indstilling, som gør det vanskeligt at tage udfordringen fra den muslimske side op på en konstruktiv måde. Udåden den 11. september 2001 gjorde positionen som en aggressiv, islamistisk kriger både synlig og attraktiv for Vestens muslimske unge på en helt ny og for deres integration undergravende måde.

Det er en opgave at tackle udfordringen fra disse radikaliserede unge muslimer og at forebygge radikaliseringen. Det kræver, at danskerne kommer ud over den religiøse analfabetisme og begynder at forstå det religiøse engagements positive betydning for demokratiseringen. For kun derigennem opstår muligheden for ægte dialog.

Problemerne er store, ikke alene fordi visse af de radikaliserede muslimer allerede er kommet uden for demokratisk debat, men fordi de sekulariserede danskere, og ikke mindst den globaliserede oplysningselite er kommet så langt ud i den antireligiøse grundholdning at også de er kommet uden for den demokratiske debat.

Generelt er danske vælgere ikke fremmedfjendske, men de er kritiske over den indvandring og den utilstrækkelige integrationsproces som fandt sted fra begyndelsen af firserne og frem til 2001. Valget 2001 med den efterfølgende VKO-alliance er ikke udtryk for islamofobi, men for at folkets brede lag er afhængigt af nære fællesskaber, byggende på fælles værdier. Det danske velfærdssamfund har opnået sin placering som klodens mest lige samfund, netop fordi vi er et kulturelt homogent samfund. Det bærende er de meget tætte tillidsstrukturer. Her bekræftes Meier Carlsen af Kasper Støvring og dennes bog Sammenhængskraft, hvori han blandt andet skriver, at integration ødelægger sammenhængskraften, og at assimilation af de få er en passende løsning på immigrationsforholdene.

Ifølge Meier Carlsen har nationalstaten udgjort rammen om en oplyst elite og de vakte befolkningsmasser, men ved EF-folkeafstemningen i 1972 svigter den akademiserede socialdemokratiske elite partiets kernevælgere og efterlader dem desillusionerede og dermed åbne overfor Glistrups populistiske agitation. Det sidste er Meier Carlsens formulering, og den røber trods alt en del arrogance overfor de senere Dansk Folkepartis vælgere.

Siden kom vælgeropgøret i 1998 mod den socialdemokratisk-radikale udlændingepolitik, som Dansk Folkeparti kritiserede, men som i 2001 førte til den nye historiske alliance under Anders Fogh Rasmussen. Globaliseringen har skabt en oplysningselite der imod den brede befolknings fornemmelser kører frem med multinationale, multikulturelle og multietniske forestillinger og idealer. Denne akademiske elite har ikke længere nogen forestilling om nationalstaten som den nødvendige ramme for det nære og tillidsfulde demokrati, der er så dybt indgroet i borgerne.

Igen ifølge Meier Carlsen er det er afgørende at såvel respekten for denne selvorganisering som respekten for de danske nøgleværdier fastholdes.

“Vi skal ikke have en multikultur, men bevare en dominerende kristen kultur der skaber kontinuitet gennem tid og rum og dermed er det levende demokratis allermest basale forudsætning.”

Markedsøkonomi og kvindefrigørelse og ligeberettigelse er basale forudsætninger for det velfungerende danske demokrati. Især ligeberettigelsen udgør et problem for integration af de indvandrere, der kommer til Danmark med en stærk patriarkalsk kulturbaggrund. Det moderne danske kønsrollemønster er fremmed for almindelig muslimsk tankegang, ligesom forholdet til autoriteter er vidt forskelligt fra danske holdninger, der betragter al autoritet som undertrykkende. Det fører ofte til samfundsmæssig uansvarlighed både hos danskere og indvandrere, fordi mange ikke føler ansvar for samfundet i den foreliggende udgave.

Det er forståeligt, at unge muslimer der er vokset op i patriarkalske familiemønstre bliver usikre over for det moderne velfærdssamfunds normer eller mangel på samme. Mange muslimer bliver integrerede og mange af dem har eller får et mere afslappet forhold til egen religion. Et oprør mod det patriarkalske familiemønster er også på vej blandt de unge muslimske piger. Men Muhammedkrisen har sat sine spor – som Irak-krigen har gjort sammen med de skærpede sikkerhedsforanstaltninger mod terror der er gennemført og som allerede har ført til flere retssager.

I Danmark er der en samlet organisering af danske muslimer, der dannes egentlige islamistiske partier her i landet, muslimske friskoler og højskoler, offentligt finansierede imamuddannelser, integreret autoritetsudøvelse i moskeerne med den demokratiske samfundsmæssige autoritetsudøvelse. Generelt foregår der megen god integration, men for den borger der ser indvandringen som en konkurrent til eget velfærd, er det måske særligt skræmmende, at dette fjendebillede er godt organiseret.

Den danske folkekirke er mere eller mindre havnet i en folkeligt og historisk set ubetydelig position, og er ikke længere i stand til at forvalte myterne eller det umiddelbare gudsforhold på en engagerende måde der kan ses i folkeliv og kulturliv.

Myter af flertydig billedmæssige og før-sproglig art kunne være velegnede til at åbne for nye muligheder og stærke fælles oplevelser – mulighed for dynamisk transformation af engagement og det værdisæt der er forudsætningen for demokratiet.

Den psykiske energi og kraft der kommer fra stærke arketypiske forestillinger og som følgelig er betingelsen for varig forandring af samfundet og kulturen – kommer altid nedefra – fra det kollektivt ubevidste. Den justeres af erfaringer og sund fornuft, men kan ikke kontrolleres eller monopoliseres af disse.

Derfor skal disse forvandlende energikilder ikke fornægtes eller lukkes uanset om frygt, uvidenhed eller stupiditet måtte tilskynde hertil. Magtmonopolet vil søge at kontrollere eller nedkæmpe energien som det kommunistiske system gjorde overfor den ortodokse kirke. Folkelige, grundtvigske vækkelser trækkes frem i lyset – samarbejde med Dansk Folkeparti, der fornægter folkereligiøsiteten takket være Krarup og Langballe. Mere bevægelighed og åbenhed hos de politiske partier ville bane vejen for en ønskværdig folkelig alliance med de indvandrede muslimer.

Den Europæiske Union

Et oplagt spørgsmål er, om EU er en trussel mod den nationale identitet. EU får stadig mere magt, som det fremgår af bilag 2, Centralisering i kompetencefordeling, der tydeligt angiver hvilke kompetencer og beslutninger der er flyttet fra nationalstaten til EU fra 1950 til 2004. Fremover skal man forholde sig til om, man kan forene sig med en europæisk nationalitet og ideen om konstitutionel patriotisme her fulgt af en kraftig politisk vilje til at gøre EU-rammen til stedet for udøvelse af medborgerskabet. Vil det europæiske demokrati kunne installere et solidarisk system, der kan skabe velfærd på europæisk niveau? Borgernes vilje berøres af politik og af medierne, der alene er i stand til at skabe en identifikationsramme på baggrund af løsningen af spørgsmål stillet af det fælles liv.

I artiklen Europa wird nie bürgernah (Die Zeit, 29.09.2011) nævnes eksempler på lovgivning, der kan virke stødende på EU-borgeren, eksempelvis forbuddet mod glødepærer, der kan virke fornuftigt nok, men som møder modstand, fordi det dels emmer af detailstyring og dels fordi beslutningerne tages langt fra forbrugeren. I samme artikel nævnes muligheden for at EU-borgere kan stemme om bestemte lovforslag over nettet fra 2012. Det er naturligvis positivt, men mindre positivt, at afstemningerne ikke forpligter EU-kommissionen på nogen måde. Så understreger det i stedet magtesløsheden: Vi kan sige, hvad vi mener, men der er ikke nogen, der lytter.

Vanskeligheden består i at finder en plads til udøvelse af medborgerskabet, der ikke påvirker EUs fælles identitet samtidigt med, at denne bevarer enhver form for nationalisme. Det fundamentale problem er, hvad denne ramme skal baseres på, at der lokalt kræves en aktiv deltagelse i udøvelsen af demokratiet af borgerne, fordi medborgernes solidaritet inden for den nationale ramme udgør en korrektion af effekterne af de sociale problemer, som borgerne finder – ikke af deres årsager. Og det er præcist det faktum at borgerne føler sig magtesløse overfor disse årsager – der er skyld i manglen på deltagelse i det politiske liv. Hvordan får man det lokale bragt til anvendelse på EU-niveau?

Det er David Millers konklusion, at Europa i nærmeste fremtid vil blive en blanding af individuelle nationalstater bundet sammen af en fælles ressourcestyringsstrategi, men adskilt af forskellige hjemlige bekymringer og ambitioner.

Globaliseringen og den nationale identitet

Sammenfattende kan man sige om David Millers fem hjørnesten i den nationale identitet, at de alle påvirkes af fart og tempo, økonomi, migration og kommunikation.

  1. ’A daily plebecite’ påvirkes helt konkret, idet der kommer nye mennesker til, der opfører sig anderledes end dem, vi kender. Det kan også være, at den virksomhed der var en af hjørnestenene i ’the daily plebecite’ flytter til udlandet eller lukker, som det for nogle var tilfældet på Lolland, da den virksomhed, der var centrum i tilværelsen, værftet, sukkerfabrikken, blev lukket. Og hvilken betydning har det for os, når svømmehallen pludselig lukkes mandag mellem ti og tolv, fordi muslimske kvinder skal svømme på det tidspunkt, eller at der indrettes et bederum på kontoret?
  1. Den kollektive hukommelse – de fælles sejre og nederlag. Nu bliver vi pludselig også fælles om at se vores arbejdspladser vandre af sted til udlandet og en del af os mister job. Her tegnes billedet i udkantsområderne anderledes end i de større byer, og måske skaber den nye differentiering regionale afvigelser – også i den fælles hukommelse.
  1. I den aktive identitet er vi i udkantsområderne stadig parthavere i Lars von Trier, håndboldlandsholdet, kampen om Hans Ø. Men nogle af os kommer nu fra Udkantsdanmark i betydningen ’dem der ikke får andel i ressourcer og fremskridt’. Den aktive identitet varierer regionalt. Måske er det forestillede fællesskab, Danmark, allerede røget sig en tur?
  1. Det geografiske sted og de gamle grænser ændrer sig ikke, men kommer måske til at rumme andet og andre end det plejer.
  1. Den fælles offentlige kultur. Her skal vi nu dele hverdagen med mennesker med en anden baggrund, en anden tro og et andet forhold til demokrati. Nogen må ændre sig, før vi igen kan tale om en fælles offentlig kultur. Vi har i mange år – måske siden 1849 – haft en idé om, at vores demokrati fungerede, og at hver af os havde nogen indflydelse. Men indflydelsen er flyttet væk, såvel den økonomiske, som vi ikke ved præcist hvor befinder sig, såvel som den politiske, der af og til befinder sig i Bruxelles.

Globaliseringen består af mange elementer, men det mest markante i vores dagligdag er måske ikke øget brug af facebook, eller at skofabrikken flytter produktionen til Indien, men migrationen – at der pludselig er mennesker i vores nabolag, der ikke deler vores historie eller det, vi opfatter som vores kultur: Øl, kolonihave og flag. Ganske vist udsættes de tilbageblevne immobile og lokale også for en transnationalisering af deres indre erfaringsrum, men samtidigt fratages de noget selvbestemmelse og en bid af demokratiopfattelsen – netop et tryk på den nationale identitet, hvorfor den generelle opfattelse af globalisering let bliver negativ.

Højredrejningen i Europa

Højrepopulismen er en politisk strømning der begyndte i flere vesteuropæiske lande i de sene 1970’ere og også fik fodfæste i Østeuropa fra 1990’erne. Begrebet højrepopulisme anvendes for at holde det adskilt fra de traditionelle højrepartier.

Den sædvanlige udgave af denne strømning forbinder tilspidsede positioner i de politiske rettigheder med et kendskab til demokrati, og den vender sig mod indvandrere, EU og de etablerede partier. Til gengæld kræves blandt andet en ydelsesorienteret forretningsorden, et kendtskab til det religiøse bagland og den nationale kultur ofte forbundet med fjendtlighed overfor islam og støtte til en lov- og- orden-politik mod skadelige personer og organisationer og til liberale og ufleksible bestående strukturer i stat, forvaltning og politiske beslutningsprocesser.

Højrepopulister ser sig selv som talerør for et tavst flertal, hvis interesser de etablerede partier ignorerer. Dermed retter højrepopulismen sig i sin selvforståelse mod mindretal og den politiske klasse, der betragtes som korrupt, magtbegærlig og for lidt folkenær. Appellen til folket skal derved antyde, at der findes en fælles folkevilje, som med sit latente sandhedsindhold blot skal bringes frem i dagens lys.

Til forskel fra efterkrigstidens neofascistiske og revisionistisk prægede højrepartier giver de nye højrepartier afkald på et folkeligt præget verdensbillede. I stedet for den klassiske racisme optræder kulturalismen. Højrepopulismen afviser heller ikke det demokratiske system, men vender sig mod enkelte delelementer fra pluralismen, mindretalsbeskyttelse eller religionsfrihed.

Dele af politikvidenskaben ser i højrepopulismen en fornyelsesbevægelse fra det ekstreme højre, der reagerer på den erhvervsmæssige, politiske og økonomiske udvikling i de moderne stater siden 1970’erne.

De højrepopulistiske partier taler til befolkningens angst for modernisering og ændringer og besvarer dem med enkle paroler, der skyder skylden på politiske klasser og mindretal. Samtidigt er begrebet højrepopulisme svært at kapere fordi repræsentanterne er vidt forskellige, og grænserne til det traditionelt ekstreme spektrum og konservatisme er flydende.

Det højrepopulistiske syn på neoliberalisme og globalisering er blandet: På den ene side besvarer højrepopulismen neoliberalismens statskritiske karakter og kræver lavere skatter. Højrepopulismen går sædvanligvis ind for en privatisering af statsselskaberne, da man mistror regeringsmagten. Undtagen det franske Front National, der går ind for nationalisering af virksomheder.

Vælgeren påvirkes til at tro, at det eksisterende system er skyld i alle sociale og økonomiske nedture, fordi det ikke lønner sine ydelser: Uddannelse, arbejde eller talent. I stedet finansierer staten misbrug af socialsystemet og beskytter randgrupper og den herskende klasse.

Højrepopulismen er fortaler for protektionisme til beskyttelse af de hjemlige mærker mod import af billigt udenlandsk. Først og fremmest skal egen befolkning og hjemlig økonomi styrkes. Interventionisme afvises, men understøttelse af lokale erhvervsdrivende afvises ikke.

Mange østeuropæiske højrebevægelser satser stærkt på materielle goder som arbejde, velstand, ejendom, mens f. eks. Hollands eller Danmarks højrebevægelse lægger større vægt på frihed, identitet eller kultur. I midten af højrepopulistiske partiprogrammer står afgrænsning af politik og sociale randgrupper, der kan ses som ansvarlige eller årsag til dårligdommene. De nye højrepartier henvender sig til alle samfundslag, ledige, selvstændige og appellerer til deres angst for moderniseringsprocesserne. Vælgerne er præget af frygt for at blive koblet af eller længsel efter social stabilitet.

Højrepartier bliver jævnligt efterlignet af regeringspartier, som vi ser det i såvel den borgerlige fløj som venstrefløjens langsomme adaption af Dansk Folkepartis ønsker om grænsekontrol. Det har den effekt, at højrepartierne kan hævde, at de sidder på den endelige sandhed, hvorved de ’medløbende’ partier fremstår som uærlige.

Flere af de nye højrepartier tager udgangspunkt i det konservative koncept som vogter af den statslige orden og garanti for de politiske institutioner, men anvender ny strategi med tabubrud.

I slutningen af 1960’erne var de vesteuropæiske demokratier stærke og socialdemokratisk prægede. Velfærdsbølgen efter slutningen af 2. verdenskrig havde skaffet fuld beskæftigelse og tilladt en vis velstand. Socialsystemerne var velfunderede. Manglen på arbejdskraft tiltrak arbejdere udefra. Neokeynesianismen herskede med en vidtgående statslig regulering af markedet, men i begyndelsen af 1970’erne kom ændringerne. I mange lande vendte venstreorienterede studenterbevægelser sig mod efterkrigstidens autoritære strukturer, men fastholdt målene for et overflodssamfund. I 1973 brød velfærdssystemet sammen og den først oliekrise førte til arbejdsløshed og insolvens i mange brancher. Forsøget på en politisk modcyklus mislykkedes. Som følge heraf forsøgte både de nye venstreorienterede og grønne partier at tage afstand fra den traditionelle politik og etablerede sig med succes i flere lande.

Samtidigt vendte vesteuropæiske regeringer sig fra neokeynesianismen mod neoliberalismen. Dermed begyndt en nedbrydning af socialstatens strukturer, privatisering af nøglebrancher og en vidtgående afstandtagen til interventionspolitik. Således  tabte især arbejdsløse og dårligt uddannede i social sikkerhed. Hertil kom en forstærket europæisering af nationalstaterne: Politiske kompetencer blev overladt til EF, og fornemmelsen af demokrati var for nedadgående. Dansk Folkeparti og andre europæiske højrepartier har herefter promoveret sig som de overflødiges nye græsrodsbevægelse.

Som reaktion på denne samfundsmæssige, økonomiske og politiske omvæltning opstod først i Danmark og Norge nye højrepartier, der forsøgte at vinde vælgere blandt de trufne. I Belgien dukkede Vlaams Blok op 1978, i Frankrig dannedes Front National 1972. Fælles for disse partier var, at de kunne hente vælgere fra højre og fra den politiske midte.

Det fælles fjendebillede for de nye europæiske højrepartier var islam. Tilslutningen til partierne er et udtryk for usikkerheden opstået ved transformationsprocesserne i politik, kultur, økonomi og også et heldigt forsøg med en moderniseret racisme og antielitarisme. Måske står indvandring især for skud fra højrepopulisterne, fordi indvandringen er tydelig i lokalsamfundene, mens det samme ikke er tilfældet hvad angår økonomi og politik.

Højrepopulisterne præger det politiske landskab også selvom de ikke er med i regeringen. Især deres Catch-all-politik der kan tiltale nærmest enhver i vælgergruppen.

Med Lijst Pim Fortuyn og Partij voor de Vrijheid nåede højrepopulismen også Holland. Siden 1982 er Pim Fortuyn, grundlægger og spidskandidat, gået ind for at fratage muslimer borgerrettigheder. Indvandrings- og integrationspolitik er blevet tydeligt mere restriktiv og idealbilledet om et multikulturelt samfund stort set opgivet. Partiet lægger vægt på nationalisme men også demokrati og frihed har betydning, og årsagerne til højrepopulismens succes kan tilskrives den almindelige utilfredshed med konsensusdemokrati og de traditionelle folkepartiers evner/muligheder for at tackle de tiltagende sociale og kulturelle spændinger. De nye højrepartier tilbyder i stort omfang sikkerhed og bevarelse af de hidtidige institutioner.

At den nye højrepopulisme fortsat appellerer til europæiske borgere, markeres også ved dannelsen af Movimento Sociale Fiamma Tricolore, et relativt nyt parti fra 1995 i Italien, der har fået en voldsom fremgang i 2008, hvor de sidder på 2,5 % af stemmerne mod en halv i 2006.

English Defence League er en græsrodsbevægelse og det seneste skud på den højrepopulistiske stamme, stiftet i 2009 som reaktion mod en nu forbudt ekstremistisk islamistisk gruppe. EDL betragter sig som en menneskerettighedsorganisation. Andre betegner den som en islamofobisk social bevægelse, der med stor omhu vælger enkeltsager, der kan støttes af en bredere del af befolkningen

… we believe that they reflect other forms of religiously-inspired intolerance and barbarity that are thriving amongst certain sections of the Muslim population in Britain: including, but not limited to, the denigration and oppression of women, the molestation of young children, the committing of so-called honour killings, homophobia, anti-Semitism, and continued support for those responsible for terrorist atrocities. (englishdefenceleague.org)

English Defence League er blot en af flere organisationer under paraplyen European Defence League. Den danske fraktion, Danish Defence League stod som arrangør af den højreekstreme demonstration i april 2012 i Århus.

Hvad kan højrepartierne tilbyde?

Menhvad er det så, de højrepopulistiske partier kan tilbyde? Dansk Folkepartis mærkesager er som følger – fra partiets hjemmeside:

Dansk Folkepartis mål er at bevare Danmarks selvstændighed og frihed, så vi kan sikre folkestyret og videreudvikle det gode land, som møjsommeligt er opbygget gennem vores lange historie.

Vi vil bekæmpe ethvert forsøg på at indskrænke den folkelige frihed, og vi vil arbejde for, at de traditioner, som danner baggrund for vort frie samfund, forsvares overalt, hvor de trues.

Som det fremgår, slås der et slag for nationalismen med ordene historie, traditioner, folkelig frihed, og der langes ud efter den udvordes, men indforståede fjende: forsøg på at indskrænke, true.

Desuden tales med ordene selvstændighed, frihed, folkelig frihed til den danske folkesjæl (Millers begreb: fælles offentlig kultur). Verberne bekæmpe, arbejde, forsvare er rettet mod folkekulturen og bekræfter, at der er grund til at kæmpe og noget at kæmpe imod samtidigt med, at nutidigheden bekræftes: Her er noget, vi kan gøre nu. Kort sagt, der åbnes for muligheden for at kæmpe mod det, der truer traditionerne, gårsdagens nationale identitet.

Partiet går især ind i udlændingepolitik, socialpolitik, sundhedspolitk, dyrevelfærd, retspolitik og grænsekontrol. Udlændingepolitikken går kort ud på at begrænse ikke-vestlig indvandring, retspolitikken går på mere synligt politi i hverdagen, Danmarks deltagelse i EU skal begrænses og som et ekstra punkt foreslår DF oprettelse af et Nationalt videnscenter for Historie og Kulturarvsformidling.

Ser man på udlandet så er eksempelvis Front National i Frankrig endnu mere klar i mælet:

Staten lægges i hænderne på dem, der taler fransk, køber fransk og tænker fransk (artikel Madame Le Pen…).

I følge grundlæggeren Jean-Marie Le Pen er partiets ideologier nationalisme, nationalkonservatisme, konservatisme. Jean-Marie Le Pen grundlagde sit parti, Front National, som et modtræk mod den stigende socialisering af det franske samfund. Han har siden partiets oprettelse været formand, og gentagne gange præsidentkandidat. Jean-Marie Le Pen stillede op i 2007 som kandidat for det fjerdestørste parti og kom på 3. pladsen.

Partiets mærkesager er blandt andet:

Genindførsel af dødsstraf

Fransk udmeldelse af EU

Censur på kunstnerisk udfoldelse (Specielt med henblik på socialistisk kunst)*

Stærkt skærpet udenrigspolitik

Nationalisering af større virksomheder (Citroën, Nestlé etc.)

Styrket fransk hær, med langt større aktivitet (Bekæmpelse af terror – specielt islamisme)

Fransk forret til boliger og job

Større støtte til store børnefamilier

Folkeafstemning mht. abort, nej til homoseksuelle ægteskaber

* Ihukommende den franske forkærlighed for at bruge kunsten til styrkelse af nationalismen.

Tilsyneladende ikke kun en tilbagevending til et Frankrig fra før de Gaulles tid, men også en tilnærmelse til katolicismen med holdningen til abortspørgsmålet og homoseksuelle ægteskaber (datteren Marine le Pen omtales derimod som sekularist) og en dyrkelse af Frankrig som nationalstat for franskmænd. Der ligger basalt også en slags nationalisme i at flirte med katolicismen.

Fælles for de to partier, Front National og Dansk Folkeparti er udover modstanden mod islam sigtet på udmeldelse af EU, lukning af grænserne og en nationalisme der kan samle folket. Et af de punkter i Front Nationales partiprogram, der skiller sig ud fra andre højrepartier er nationaliseringen af større virksomheder. Det ligger langt fra liberalistisk tankegang: Er det et initiativ, der skal forhindre virksomheder i at flytte til udlandet, altså sikring af franske arbejdspladser?

Delkonklusion– globaliseringens følgevirkninger

Der er masser af steder, hvor den nationale identitet kan kommer under pres fra globaliseringen. Uligheden er reel, og det samme gælder EUs overtagelse af mange tidligere nationale beslutningskompetencer, hvilket fjerner nærdemokratiet og giver den enkelte borger en længere distance til beslutningernes centrum – både de demokratiske men også de økonomiske, som virksomheder i stedet kan have stor indflydelse på. Forbrugerorganisationer er en mulighed for protest, men løser ikke nødvendigvis problemet med udkantsområder og færre arbejdspladser. Det giver usikkerhed samtidigt med, at borgeren er trykket på den fælles offentlige kultur og the daily plebecite, der påvirkes af repræsentanter for andre religioner med en anden holdning til det demokrati, som mange danskere opfatter som en del af hverdagen. Generelt er selvbestemmelsen skrumpet, og det giver en utryghed, der får den enkelte til at søge støtte og nye fremtidsperspektiver – i den version som højrepopulismen leverer.

Fremtiden

Ingen tvivl om at globaliseringen trykker både rent konkret i form af stigende ulighed, mere magt til finansielle institutioner og mindre magt til nationalstaternes regeringer både på grund af manglende evne – måske som følge af afkaldet på keynesianismen – til at påvirke virksomhederne og på grund af EUs tiltagende beslutningskompetence. Men også i form af større utryghed i befolkningen, usikkerhed overfor fremtiden og angst for, at det sociale sikkerhedsnet ryger sig en tur. Det er det, vi kan observere, når efterlønnen fjernes, og dagpengetiden reduceres, uden at jobmulighederne øges.

Det er interessant, at indvandringen som nævnt får det meste af skylden for nationalstatens forestående død, men det kan skyldes, at indvandringen er det tydeligste tegn på de forandringer globaliseringen medfører hverdagen.

Ifølge Meier Carlsen er problemet mere omfattende end som så: Det er et historisk faktum, at uddøde civilisationer er dem, hvor folk mistede deres indre sammenhængskraft i form af kultur, religion og norm. Civilisationer hvor man i stedet for at dyrke familie og afkom dyrkede singlelivet uden børn og familie. Den vestlige verden er svækket, fordi den vil frigøre sig fra den kristne kultur og derved i sit grundlag er blevet mere egocentrisk og mistænksom overfor civilisationsbærende institutioner såsom kirke og familie.

Men trods alt har den danske udlændingedebat udmærket sig ved, at en bred, kritisk strømning blandt vælgerne er blevet inddraget i det parlamentariske systems processer af forhandling og kompromisdannelse. Desværre har den åbne og kontante debat også medført, at nogle indvandrere har oplevet at føle sig uønskede og nedvurderede. Ansvaret tilkommer begge fløje i den ofte voldsomt, næsten hadefuldt, polariserede debat. Blandt nationalpopulister har der været ubehagelige udmeldinger af intolerance og xenofobi, men det mest destruktive har måske været modpartens gentagne påstande om, at befolkningens og Folketingets flertal i virkeligheden har tilsvarende intolerante opfattelser, hvad der klart modsiges i adskillige meningsmålinger.

Medlemskabet af en nation giver det enkelte menneske mulighed for at foretage meningsfulde valg, både for sit eget liv og for sit samfund, hvorfor nationalstaten også i fremtiden er en ‘rationel investering’. Men det forudsætter en fornyet forståelse af, hvad det vil sige at være dansker, et bud på en fornyet dansk identitet, som er baseret på en nationalfølelse, der er forenelig med en kosmopolitisk bevidsthed.

Den danske nation bygger på liberale værdier som personlig frihed, rettigheder og pluralisme, men også på republikanske som pligter, solidaritet og loyalitet over for staten og fællesskabet. For at skabe modspil til en snæversynet nationalisme og en vision om inkluderende danskhed, kan man bygge videre på de menneskelige, politiske og etiske værdier, som frihed, fællesskab og demokrati, som vi danskere i det store og hele har været enige om siden anden verdenskrig. Denne konsensustradition og begrebet ‘nationalstat’ betinger, at staten og nationen – eller ‘folket’ – hænger sammen i et nødvendigt gensidighedsforhold således, at borgerne kan opleve ‘frihed i sikkerhed’, det vil sige realisere deres frihed inden for statsapparatets og lovenes beskyttende rammer.

Men det er ikke gjort med at holde hjemmebanen ren. Vanskelighederne hænger også sammen med den internationale situation. Danmark kan ikke få succes med en ideel integrationspolitik, så længe der er store internationale modsætninger og kampe mellem muslimske og vestlige fortolkningsfællesskaber. Så længe der er kampe, vil der være muslimer der af i og for sig naturlige grunde føler sig mere knyttede til antivestlige kræfter end til vestlige fællesskaber. Som bekendt har Irak-krigen foreløbigt kun forstærket radikaliseringen blandt muslimer i hele verden. Der er lang vej til ubetinget respekt for de store og varige grupperinger inden for islam selv. Der er endnu længere vej til en egentlig bevidst sekularisering, der konsekvent adskiller politisk magt fra religiøs magt, og der er følgelig også lang vej til en demokratisering.

Desuden hænger problemerne sammen med de psykologiske mekanismer der fremkalder og opretholder hadet til anderledes tænkende som præger al ideologisk ekstremisme, men for tiden især den radikale islamisme. Det er vigtigt, at miljøet giver mulighed for påvirkninger i retning af liberalisme og vestlig demokratiopfattelse. Heldigvis formår de efterhånden ganske mange muslimske friskoler at kombinere egen kultur med respekten for det lokale demokrati, og måske vil det også lykkes via folkeskolerne efterhånden at at komme igennem med integrationsbestræbelserne.

Det danske monokulturelle velfærdssamfund af kristen oprindelse må som sekulariseret samfund tilbyde debat og dialog, men ikke bøje sig for åbenlys vold eller skjult undergravelse. Og danskerne skal først og fremmest se at komme ud over egen religiøse analfabetisme og begynde at forså religionens udspring af de mytiske kilder.

I kraft af de inspirerende traditioner for dansk frisind som vi har ifølge Meier Carlsen burde vi kunne udvikle nye, spændstige former for samfundsopbygning der kan forbinde monokulturen med subkulturer i en integrationsproces så der skabes et levedygtigt netværk og en alliancedannelse med ny livskraft.

Integration er en side af sagen, men der er også andre holdninger til, hvordan vi undgår at blive kørt ned af globaliseringen. Fukuyama mener eksempelvis, at man med aktivering af middelklassen kan bevare det liberale demokrati, og at regeringer bør tilstræbe at opbygge et mindre klientelistisk forhold mellem et lands politikere og dets erhvervsliv.

Hartmut Rosa, tysk filosof og socialteoretiker, går en anden vej og anbefaler venstrefløjen og de brede masser at nægte at anerkende de værdier og statussymboler, der som en gulerod efterstræbes af masserne som rotteræsets belønning. Samtidigt underkender han den vestlige verdens mantra om rigdom med henvisning til den høje selvmordsrate blandt japanske forretningsmænd.

For Rosa drejer det sig om at komme ud over den neoliberale logik, der transformerer kampen for omfordelingen af ressourcer til ukontrollabel dynamik, der udelukkende tjener til systemets selvopretholdelse. (www.europastar.com)

Det er Rosas hensigt at bidrage til udarbejdelsen af en ny form for institutionel kontrol og en stabilisering af accelerationshastigheden. Det kræver, at man erstatter sociale, politiske og lovmæssige institutioner med mere dynamiske arrangementer, der hurtigere kan finde deres ligevægt. Eller man kan give definitivt afkald på moderniteten, og på alle ideer om autonomi og selvstyre og forsøge at indsætte organisatorisk kontrol af ’nødbremsen’. Ingen af scenarierne er indlysende anvendelige, og ifølge Rosa vil globaliseringen fortsætte ud til kanten med atom- eller klimakatastrofe til følge. Helt i overensstemmelse med Giddens.

Hvad angår Den Europæiske Union, hvis beslutninger kun modtages med moderat eller ingen begejstring hos borgerne, så er der ifølge Ulrich Beck (Magt og modmagt, side 39) opstået en ’transnational handlingsduelighed’ hos staterne på grund af en konsensustvang, der kun tillader modsigelse og modstand som en variation af samtykke. Som måske kan blive til Rosas ’nødbremse’.

Med hensyn til transnational handlingsduelighed så har forbrugerne fået en hel ny magt, eller rettere mange har lagt mærke til muligheden for at få en beskeden indflydelse. Det være sig gennem Avaaz, Credo eller det kan være gennem henstilling til virksomheder, eksempelvis kampagnen for mere miljøvenlig produktion: Green My Apple, der fik Apple til at reformere deres produktionsprocesser. Den enkelte har naturligvis kun lille indflydelse, men en indflydelse der er så reel som ved en folkeafstemning i en gammel nationalstat, og fremover vil forbrugerkampagner nok blive stadigt mere organiserede.

Globale problemer som menneskerettigheder, forhindring af klimakatastrofe, kamp mod fattigdom og for retfærdighed åbner nye udenomsdemokratiske, udenomsstatslige kilder for en legitimitet, der er selvbegrundende: Globaliseringen æder sine fjender. Hvis man er imod, er man for – en anden form for globalisering.

Konklusion

Med globaliseringen har man med Ulrich Becks ord åbnet for et spil, hvor man hverken kender mål eller strategi og dårligt nok alle brikkerne eller alle spillerne. Det er en udfordring for verden, for nationerne og for borgerne. For mange borgere er den indlysende bedste mulighed at bevare det gamle, og det er umiddelbart det, de nye højrepartier prøver at tilbyde: Udmeldelse af EU, skærpet grænsekontrol, mere militær – Front National har endda et ønske om udmeldelse af NATO. Meldingen er tydelig: Vi kan selv, så bliv væk og lad os være. At samme melding også er kortsynet er en anden ting, men selv med statslig kontrol af internet er der noget der er sluppet løs, og de restriktioner man måske i en periode kan lægge på en gruppe borgere, vil man næppe kunne pådutte virksomheder, der ønsker at ekspandere, ligesom den tiltagende ressourceknaphed kalder på et større politisk samarbejde. Sandsynligheden taler for, at globaliseringen kører fremad, den økonomiske koncentration kan blive større, men organiseret forbrugermagt kan måske få nogen indflydelse. EUs magt vil også øges, fordi et sådan samarbejde bliver vigtigt i forbindelse med fremtidig ressourcefordeling og i omgangen med Kina og Afrika. Som borger er der udsigt til at få udfordret sin nationale identitet, og selvom en tiltagende nationalisme nok vil herske de næste par år, vil erkendelsen af gamle grænsers perspektivløshed efterhånden give plads til, at den nationale identitet langsomt udvides til at omfatte en europæisk institutionel patriotisme eventuelt kombineret med en vis lokalpatriotisme.

Bibliografi

Democracy in Europe, Legitimising Politics in a Non-State Polity, Heidrun Abromeit, 1998, Berghahn books, New York

Das Entscheidungssystem der Europäischen Union – Institutionelle Analyse und demokratietheoretische Bewertung, Volker Eichener, Leske + Budrich, Opladen 2000

Culture in a Liquid Modern World, Zygmunt Bauman, polity, Cambridge 2011

De overflødiges oprør – en trussel mod demokratiet, Erik Meier Carlsen, Centrum, 2000 Haslev

Den fjerde alliance. Om demokrati og religion i de nye danskeres Danmark, Erik Meier Carlsen, Gyldendal, 2007, København

De lykkelige danskere. En bog om sammenhængskraft. Karen Jespersen og Ralf Pittelkow, Gyldendal, 2005 København

Sammenhængskraft, Kasper Støvring, Gyldendal 2010

On Nationality, David Miller, Clarendon Press Oxford, 1995

Multicultural Odysseys. Navigating the New International Politics of Diversity. Will Kymlicka, Oxford University Press 2007

The Clash of the Civilizations. Samuel P. Huntington. 1993

Frygt. Lars H. Svendsen. Klim, 2008, Århus

The Myth of Evil, Demonizing the Enemy. Phillip Cole. Edinburgh University Press 2006

Anthony Giddens, The Consequences of Modernity, Cambridge 1990

Zygmunt Bauman, Globalization – The Human Consequences, Polity, Cambridge 1998

Zygmunt Bauman, Collateral damage – social inequalities in a global age, Polity, Cambridge, 2011

Imagined Communities, Reflections on the Origin and Spread of Nationalism. Benedict Anderson, Verso, 2006 London

Class, Nation and Identity – The Anthropology of Political Movements, Jeff Pratt, Pluto Press, London 2003

Organization Theory and Design, Richard L. Daft, South-Western College Publishing, 1997

Kulturforskelle, kulturmøder i praksis. Thomas Hylland Eriksen, Torunn Arntsen Sørheim, Munksgaard, Oslo 2007

Danmarks Kvalifikationsbalance, Nikolaj Malchow-Møller, Jakob Roland Munch, Jan Rose Skaksen, Rockwool Fondens Forskningsenhed og Gyldendal 2011

Forsvar for nationen. Nationalstaten under globaliseringen. Af Michael Böss. Århus Universitetsforlag, 2006

Magt og modmagt i den globale tidsalder, Ulrich Beck, Hans Reitzels Forlag, Frankfurt am Main, 2002

Republikken Danmark. Oplæg til en ny værdipolitisk debat. Michael Böss, Informations Forlag, 2011

Politik i Europa, Peter Nedergaard, Columbus, København 2010

Hjemmesider:

http://www.jernesalt.dk

http://www.information.dk

http://www.berlingske.dk

http://www.politiken.dk

http://www.fobias.net/Xenofobia.html

http://www.elpais.es

http://www.bogvaegten.dk

www.frontnational.com/

http://www.vnavarro.org

http://englishdefenceleague.org

http://www.dr.dk/Nyheder/Penge/2012/03/19/0319141955.htm?rss=true

http://www.worldaffairsjournal.org/article/new-communism-resurrecting-ut…

http://www.lemonde.fr/idees/article/2012/05/14/la-gauche-de-gouvernement…

Hartmut Rosa: Idiotenspiel
http://www.monde-diplomatique.de/

http://www.europastar.com/

www.ae.dk

JStor:

A Tale of Two Theories. A Critical Comparison of Identity Theory with Social Identity Theory. Michael A. Hogg, Deborah J. Terry, Katherine M. White

Identity Theory and Social Identity Theory, Jan E. Stets, Peter Burke

Expressions of Identity, Jonathan Skinner, Mils Hills

Endurance, Psychological Continuity, and the Importance of Personal Identity, Trenton Merricks

The Impact of Institutionalization, Politicization and Mobilization on the Direct Participation of Citizens Experiencing Poverty, Florence Larocque, Colombia University

Artikler:

Nationalstaten er ikke under afvikling, Julie Hjerl Hansen, Information, 18. april 2008

Fuldfed floskel om fredens EU, Kasper Støvring, 22. marts 2012, Politiken

National identitet i en globaliseringstid, Peter Gundelach, Dansk Sociologi nr. 1, 2001

Power: Where is it?, Donald J. Savoie, McGill-Queen’s University Press 2010, p. 302

Médias et démocratie. Le grand malentendu, Anne-Marie Gingras, Les Presses de l’Université du Québec, Québec 2009

Return of the Citizen: A Survey of Recent Work on Citizenship Theory, Will Kymlicka and Wayne Norman

Europas ’tolerante’ højreekstremister. Jeppe Matzen, Weekendavisen, 30. marts 2012

Så smider de cykler i Åen. Søren K. Villemoes og Niklas S. Hessel, Weekendavisen, 4. april 2012

Europa wird nie bürgernah, Jochen Bitner, Die Zeit, 29. September 2011

Madame le Pen slår igen, Adam Holm, Weekendavisen, 4. april 2012

Fragt das Volk!, Heinrich Wefing, Die Zeit, 29. September 2011

Die linke Szene und die Brandbomben, Freia Peters, Welt am Sonntag nr. 42, 16. oktober 2012

Gesellschaft über alles, Clemens Albrecht, Welt am Sonntag, 16. oktober 2012

Avant de donner votre voix, Ècoutez celle des plus pauvres, Geneviéve Garrigos, Pierre-Yves Madignier, Fracois Soulage, Le Monde 27. marts 2012

Unbottled Gini  ’Inequality is rising. Does it matter – and if so why? The Economist, 22. januar 2011

Regeringen nedbryder vores samfundsbærende institutioner, Lene Espersen, kronik i Kristeligt Dagblad, 30. marts 2012

Det nytter ikke at lefle for populister, Af: Jan-Werner Müller, Information,10. maj 2012

Europas krise mobiliserer de intellektuelle, Information 20. maj 2012