De to søskende, Sissel og Jeppe, gemmer sig i buskene og holder øje med den nye opsynsmand, da han kommer kørende. Med sig har han en datter, Ida, på Sissels alder. Sissel vil så gerne have en veninde, men hun og Jeppe har en stor hemmelighed og nogle regler, der skal overholdes. Opsynsmanden er i øvrigt den sidste i en lang række af opsynsmænd, der alle har forladt stedet efter kort tid. Der går rygter om spøgelser, og sommetider forsvinder der ting. For eksempel forsvinder Idas nye cykel og også hendes yndlingsbog.
Ida og Sissel bliver venner trods Jeppes intense protester, og Sissels og Jeppes hemmelighed går langsomt op for læseren kulminerende i et eftertrykkeligt gys.
Sissel er jeg-fortæller, men Idas dagbogsoptegnelser er med til at afrunde de vinkler, som Sissel af flere årsager ikke kan beskrive. Børnene virker autentiske og deres sprog og reaktioner kunne godt være i overensstemmelse med deres alder (ca. 11 år).
Til gengæld kan den i øvrigt udmærkede oversættelse godt få læseren til at overveje, hvad der er oversat og hvad er ikke er. For eksempel er titlen på den ene børnebog, der nævnes, Tudemarie, der så vidt vides ikke er meget udbredt i England, ligesom børnenes navne er danske – meget danske endda – og uforholdsmæssigt nutidige. Det gør fortællingen mere nærværende, end hvis de havde heddet Mervyn og Carol, men kan også så tvivl om oversættelsens loyalitet overfor den oprindelige tekst. Alt andet lige er det en glimrende historie. Ikke ganske nyudviklet, men med et effektivt gys af den slags, der vokser gennem halvdelen af romanen.
176 sider
Forlag: Tellerup.dk
Birte Strandby
