Ungdomsromanen Minusmand er Conrad Fields forfatterdebut. Hovedpersonerne er de to 15-årige teenagere, Tobias og Ali. Drengene er naboer og bedste venner, og de bor i et københavnsk ghettomiljø med alle de sociale stressfaktorer det indebærer. De er i den farlige alder, hvor eksperimenterne med stoffer begynder og gadens hurtige penge øver stor tiltrækning med løfter om masser af stoffer, villige piger og fest.
Både Tobias og Ali er egentlig inde i en god udvikling. Ali passer sin skole og Tobias drømmer om at blive mekaniker, men livet rammer dem i nakken med en helt anden udvikling.
Tobias bliver forelsket i den marokkanske pige Ouafa, men han lader sig alligevel friste af stoffer, hurtige penge, vilde piger og nye rockervenner, og han får efterhånden rodet sig ud i svære problemer.
Ali begynder at interessere sig for sine muslimske rødder, men det hele løber grassat for ham, da hans lillebror bliver skudt af en rocker. Med lillebroren lam i en rullestol søger Ali hjælp hos de militante muslimer til at få blodhævn. De bevæbner Ali med et traditionelt hævnvåben, men ham må selv føre kniven.
Sammenstødene mellem rockere og indvandrere eskalerer, og det ser ud til at drengene bevæger sig ud af forskellige tangenter. Ali søger religion og meditation, og spørgsmålet er, hvad det kan føre frem til af handlinger. Tobias er godt og grundigt grebet af de lette penge i narkohandlen, selvom han stadig har drømme om Ouafa og den middelklassedrøm hun repræsenterer.
De to drenge kæmper mod svære odds, men nu må vi se, hvor Fields fører historien hen i næste bind Plusmand.
Forfatter: Conrad Fields
256 sider
Forlag: Gyldendal
Udg.: 13.02.2013
4 glober
Jan Vandall
Minusmand er en yderst forudsigelig bog der tager udgangspunkt i en verden styret af drengestrenger uden ydre voksne indgreb. Forfatteren er selv multikulturel (dansk og amerikansk), og har arbejdet med børn og unge i udsatte situationer, men det er ikke noget man kan mærke på bogen. Den rammer mig som noget overfladisk og kliché-fyldt. De kvindelige karakterer bliver aldrig givet muligheden for at være mere end en konsekvens af plottet, og det føles som om at bogen er fyldt med mikroaggressioner mod de mennesker som den forsøger at vise. Det er den perfekte bog hvis man er dansklærer og behøver at føles som om at man har givet ens elever mulighed for at læse bøger fra alle mulige perspektiver, men ellers er bogen ikke værd meget. Det er et klart forsøg på alle mulige forskellige ting, men det er ikke mere end et forsøg. Jeg kunne blive ved, men jeg mener at alt et jeg har nævnt er let at opdage i bogen hvis man læser bare en tredjedel af den selv, og tænker lidt kritisk.