Den tredje bog om hundehvalpen Molly og verden set fra hvalpehøjde.
Molly bor hos Gustav og Marie og deres mor. Gustav har købt Molly af nogle smuglere på en parkeringsplads, da hvalpen kun var syv uger gammel, og familien beslutter sig for at fejre Mollys fødselsdag. Til fødselsdagen kommer blandt andre hvalpen Mille, og de to hunde går på opdagelse og finder i den forbindelse en fødselsdagslagkage på køkkenbordet. Det viser sig ret hurtigt, at den ikke var beregnet som hvalpeføde, og de små belastes af et skamforbundet ’fyy’, så længe de nu kan huske det.
I et andet kapitel lykkes det Molly ved hjælp af sin fine næse at afsløre to smuglere, og hun kommer i avisen til familiens store begejstring.
Der er sort/hvide tegninger på de fleste sider, skriftstørrelsen er stor, og layoutmæssigt minder det om standardbørnebøger gennem de sidste 50 år. Der er meget direkte tale, sætningerne er korte og lixtallet ikke særligt højt.
Der er pædagogiske indslag om hundeopdragelse og hundeadfærd, og så er der humoristiske betragtninger, som da Molly møder katten Fræs – ’Og den kat var en meget overflødig kat.’ Men da Fræs er forsvundet, påtager Molly sig alligevel at prøve at finde den for at glæde den ulykkelige katteejer, og fordi hun bestikkes med en frikadelle. Det lykkes, katten er ikke særligt taknemmelig, men det udløser yderligere tre frikadeller fra ejeren til Molly.
Således ender alt godt, og man kan sige, at det er en bog, som børn selv vil kunne læse uden, at den voksne skal stå klar til at udrede traumer efterfølgende.
Isabelle Halvarsson og Margareta Nordqvist
Oversat af Charlotte A.E. Glahn
125 sider
Gyldendal
Udgivet: 14.02.2013
Målgruppe: 6 – 9 år