Fra almagt til afmagt på tre måneder. Det er hvad hovedpersonen i denne roman oplever. Hun adopterer et barn fra Kina, en pige på et par år. Vores hovedperson er i sin tankegang og fremgangsmåde rationel og velovervejet under hele den to år lange proces med adoptionen. Ved samtalerne forstår hun at fremhæve sine ressourcer og nedtone betydningen af en partner. Intelligent afvejer hun afhentning, opdragelse, hun oparbejder endda det hun betegner som …en langt mere krævende kærlighed, end den en mor almindeligvis har til det barn, hun selv føder, netop fordi den skal oparbejdes.
Alt er planlagt men den længe ventede symbiose opstår ikke, og det der skulle have været et ømt mor og barn-forhold bliver i stedet en tavs distance over hvilken de to, barnet og hende der skulle være moren betragter hinanden, og for hovedpersonen kommer den lille pige til at repræsentere hyppige møder med egen utilstrækkelighed.
Barnet ved, at jeg vil foretage et træk … Det hader mig ikke. Det venter på, at jeg skal handle.
Hovedpersonen prøver sig frem, læser højt, arrangerer legeaftaler, men er basalt lidt uforstående overfor sin egen og barnets situation. Hun inddrager barndomsminder, især mormoren har en særlig plads men trods baggrund, evner og intelligens kan det ikke slutte lykkeligt, og det udvikler sig til en tragedie af Shakespeareske dimensioner.
Laura Lindstedt har et poetisk sprog med betydningsmættede, meget beskrivende metaforer, således sætter hun i enkelte vendinger billeder på rengøringshjælpen, der med en snert af arrogance, tyggegummisejt middelklassehad, en dreven og doven storbyklang spørger, hvor hun har samlet den kineserpige op henne.
Laura Lindstedt
Oversat af Birgita Bonde Hansen
248 sider
Turbine
Udgivet: 17.03.2015
