Der er mange ting der skal overvejes, når man nærmer sig pensionsalderen: hvordan skal man bruge den frigivne tid, er boligen optimal, eller er der en anden boligform der vil være bedre fremover, hvordan med det sociale, og hvordan ser det ud med økonomien?

Det sidste behandles i Den lille guide til økonomi i den tredje alder. Her kan man få hjælp til at vurdere, hvordan pensionsalderen skal se ud og især, hvordan den bedst kan finansieres.

Der er en gennemgang af blandt andet seniorpension, efterløn, seniorjob, fleksydelse, folkepension, seniorpræmie og ATP. Begreberne forklares, og det angives, hvilke betingelser der knytter sig til de forskellige muligheder. Eksempelvis vises i et skema, hvornår man kan gå på efterløn, og et andet viser, hvordan tidlig pension udregnes. Nok så vigtigt er det beskrevet, hvordan forskellige ordninger modregnes, så man har en chance for at udregne den præcise månedlige udbetaling. De mange eksempler bidrager til et godt overblik.

Bolig er en sag for sig, i kapitlet behandles boliglån, friværdi og muligheden for afdragsfrihed eller for at bruge friværdien til for eksempel at udbetale eventuelle andre, dyre lån.

I bogens sidste tredjedel er der et afsnit om budgetlægning med skemaer til prognoser om relevante udgifter til transport, medicin, kæledyr.

Den lille guide er en fornuftig hjælp, når man står overfor beslutningen om tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Den omfatter de fleste muligheder og god vejledning til, hvordan man kan gebærde sig, og ikke mindst hvilke beslutninger man står overfor.

Layoutet fungerer fint. Det er overskueligt med god afsnits- og kapitelinddeling. Guiden er let læst og let at finde rundt i, og især eksemplerne er en god støtte, når man skal forstå sammenhænge og økonomi.

Den lille guide til

økonomi i den tredje alder

Ulrik Munk Yde

152 sider

muusmann

Forlaget Penge

Udgivet: Maj 2024

Birte Strandby