Oplevelsessamfundet

Brinkmanns oplevelser i oplevelsessamfundet

Her er hvordan jeg forestiller mig at Svend Brinkmanns nye bog “Oplevelsessamfundet” blev skabt:

Det hele begyndte med, at forlaget ringede til Svend Brinkmann.

Forlag: Hej Svend, du er jo kendt. Hvis du skriver en lille bog til sidst på året, kan vi tjene på mandelgaver og gaver til alle de prætentiøse, øvre middelklassemænd i storbyerne, som ikke gider læse så meget, som de påstår at de har læst.

Svend: Det lyder godt, men jeg har ikke lige en god ide til en bog.

Forlag: Den skal være superkort. Vi så, at du havde et indlæg i Altinget, som fik en del likes. Kan du ikke udvide det lidt?

Svend: Det kunne jeg vel godt, men jeg ved ikke om det blir meget bedre.

Forlag: Who cares, bare der er ord nok til, at vi kan kalde det en bog.

Svend: Hvor kort kan vi gøre den?

Forlag: Hvad med 100 sider?

Svend: Hvad med 70?

Forlag: Hvad med 83 og en halv?

Svend: Okay, men der skal være en note som fylder en kvart side på side 14. Der skal være et skummelt billede af mig på indersiden af coveret, og jeg gider kun lave litteraturliste til halvdelen af de ting, jeg skriver om.

Forlag: Top.

Svend: Top.

Og så blev bogen “Oplevelsessamfundet” til. Der er en note i starten af bogen hvor Brinkmann nævner de kriminelle typer ,som har opfordret ham til at skrive bogen og at den er en fortsættelse på et indlæg i Altinget. Det er en formildende omstændighed, da bogen bestemt føles som et knapt bearbejdet debatindlæg.

Den minder på mange måder om et andet cash-grab som Vincent Hendricks lavede for et forlag i slutningen af 2023. Jeg har ikke læst Hendricks bog “Nok om mig”, jeg var så heldig at få foredraget. Hendricks bog, ligesom Brinkmanns bog er helt grundlæggende den intellektuelle elites opfordring til, at alle vi andre skal være mindre selviske, ellers går det galt. Hendricks kom således og fortalte mig og en masse gymnasielever, at vi skulle være mindre selviske i et foredrag der overraskende nok indebar en del information om, at han kendte Lise Nørgaard, hun kom til hans fødselsdag og at han ikke kunne lide Prada. Jeg kan ikke huske om han faktisk sagde “stay humble, bitches”, inden han kørte væk i sin dyre bil.

Nu sidder jeg med Brinkmanns bog og tænker om uligheden i Danmark nu alligevel er blevet så stor, at vi hvert år skal trækkes med intellektuelle der er blevet trætte af peer-review og derfor nu kun skriver glorificerede essays om, hvordan de synes vi andre skal være? Måske.

“Oplevelsessamfundet” handler om oplevelsessamfundet og i starten af den skriver Brinkmann, på god akademisk vis, at han vil analysere og problematisere aspekter af oplevelsessamfundet. Det er formålet med bogen. Der bliver da også problematiseret en hel masse, og vi kan godt sige at der foregår en del fortolkning. Analyse er der imidlertid ikke noget af, og den primære årsag til det er at Brinkmann aldrig får forklaret hvad oplevelsessamfundet er. Der bliver tilføjet nogle kvaliteter, men kategorien bliver aldrig afgrænset til noget brugbart eller meningsfuldt. Efter læsning ved vi stadig ikke, hvornår det her “oplevelsessamfund” skulle være opstået eller hvorfor. Vi ved, at det angiveligt er nu, at der er “oplevelsessamfund”, og at en af grundene er, at folk tit taler om deres oplevelse af ting, hvilket Brinkmann synes er dårligt. Konsekvensen er ifølge Brinkmann, at “oplevelsesgørelsen” risikerer at medføre både “etisk forarmelse og fremmedgørelse fra verden”. Det lyder ikke godt, men hvad vil det egentlig sige?

I starten af bogen skriver Brinkmann for lige at dække sig ind: “Oplevelsessamfundet er bestemt ikke en altforklarende kategori”

Og det er jo rigtigt nok, at vi f.eks. ikke kan bruge den til at sige noget om jordens skabelse, men så alligevel kan vi jo godt sige at måden hvorpå vi diskuterer jordens skabelse er undermineret af “oplevelsessamfundets ideologi”, eller lignende sætninger der lyder som om at de indeholder information, når man siger dem. Faktisk er det den primære problemstilling med oplevelsessamfundet som kategori og grunden til, at den ikke rigtig har nogle vidensmæssige konsekvenser for noget som helst. Den er simpelthen for bred til at være brugbar. Her er nogle ting som Brinkmann putter i den, det vil sige ting, som indikerer oplevelsessamfundets eksistens:

Virksomheder der spørger til din oplevelse.
Folk der bruger deres oplevelse som argument.
Mette Frederiksen der taler om tryghed.
Politikere der spiller på følelserne (for det er noget helt nyt…)
Donald Trump og bogen The Power of Positive Thinking.
Når politikere, særligt Peter Skaarup, ikke vil diskutere ud fra fakta (noget helt nyt).
Human relations i business og management kulturen.
Erhvervsguruer der vil mindske skellet mellem fritid og arbejde (vi nævner ikke det præ-industrielle samfund, hvor skellet slet ikke fandtes).
Folk der er overfokuseret på sundhed.
Det at identificere sig selv som noget i stedet for bare at acceptere ydre relationer som det at være far, psykolog etc.

Der er en masse andre ting, men alle har de det til fælles, at de ifølge Brinkmann er produktet af et overdrevent fokus på den menneskelige oplevelse, forstået som en privat, “indre mental repræsentation”. Når vi prøver at finde ud af hvorfor erhvervsguruer gerne vil have at deres arbejdere dedikerer sig til jobbet som de ville til en ideologi, så er det altså ikke fordi de gerne vil tjene penge. Den primære årsag er “oplevelsessamfundet”. Når Peter Skaarup ikke vil diskutere ud fra fakta er det ikke en erkendelse af at politikere generelt ikke får særlig meget ud af fakta når de forsøger at opnå større ideologiske mål. Det er på grund af “oplevelsessamfundet”. Når folk bruger deres personlige oplevelse som et argument, så er det ikke for at forsøge at vinde en diskussion, på trods af manglende evidens. Det er på grund af “oplevelsessamfundet”. Søren Pape mistede sin troværdighedsfordel i valget 2022, ikke på grund af at han på én og samme tid ville fjerne penge fra den offentlige sektor og give fængselsbetjente mere i løn, men på grund af oplevelsessamfundet. Og så var der nogle personlige sager og det at folk hæfter sig ved politikeres private foretagender er også noget helt nyt, skabt af oplevelsessamfundet. Jamen, jeg kan da godt se at det oplevelsessamfund er rimelig trælst. Hvad skal vi så gøre ved det?

Som Brinkmann skriver så er vi alle vokset op med oplevelsessamfundets indadvendte livsanskuelse og det kræver “en ny verdensanskuelse og menneskeopfattelse at overvinde den”. Som læser tænkte jeg at det var lidt meget, men det medgiver Brinkmann så også i det han skriver:

“Udviklingen af en mere realistisk (og mindre subjektivistisk) verdensanskuelse er ikke et projekt, jeg kan fuldende i denne korte bog, men jeg håber i det mindste at kunne anvise en vej ud af subjektivitetens oplevelsesfængsel i bogens sidste del”

Det er med andre ord også en ydmyg helt, der udfører denne heltegerning for os. Nogle af os har ventet længe på at blive befriet fra dette subjektivitetens oplevelsesfængsel!

Sat på en anden måde så identificerer Brinkmann en række problemer som nok ikke har særlig meget at gøre med hinanden (de fleste af dem har eksisteret så længe som samfundet), han opstiller en skurk som er skyld i dem og en systematisk dårligere forklaring end alle dem man selv kan komme på, og så vil han så redde os, eller påbegynde redningsaktionen fra dette monster som ikke findes. Det lyder næsten som en form for retoriskformular man lærer på: “jeg er træt af forskningsstandarder og vil gerne bare tjene penge på pop-videnskabsbøger og foredrag”-skolen.

Noget der særligt overraskede mig var hvor dårligt bearbejdet teksten er. Det er ikke fordi der er mange stavefejl, men der er et slående antal logiske problemer. Overvej denne argumentationsform:

“At jeg elsker min kone, handler ikke om, at jeg elsker min oplevelse af hende”

“Når jeg smager på kaffen, er det kaffen jeg smager på, og ikke min oplevelse af den”

“Oplevelsessamfundet” kræver altså helt lavpraktisk, at der er en hel masse meget forvirrede mennesker i samfundet, som lider af en spøjs sindslidelse. De tror at deres oplevelser er noget der kun foregår inde i hovedet (solipsisme) og er på magisk vis i stand til at nyde oplevelsen forstået som en slags solipsistisk manifestation i sig selv. Med andre ord er præmissen for Brinkmanns argument, at der er nogle mennesker i samfundet som oplever på en måde som ingen oplever noget som helst på. De to citater er i øvrigt ikke logisk ækvivalente. Det du elsker ved din kone er nødvendigivis din oplevelse af hende, oplevelse her forstået i sin hverdagsbetydning og ikke Brinkmanns mærkelige betydning. Eksemplet med kaffen er absurd af semantiske årsager, men hvis man vil, kan man sagtens reducere hvert eneste skridt i kæden af processer som en observation indebærer ad absurdium. Det er ikke så mærkeligt, når vi alle består af elektroner og what-not. Jeg tænker lige på min tanke om det.

Brinkmann synes at det er problematisk at vi fokuserer så meget på oplevelser, og vores fokus på oplevelser (grundlæggende set en slags mindset), bør ændres for at undgå en række konsekvenser. Hvis man fokuserer på oplevelser, så kommer man til at tro at hele verden bare er ens oplevelse (solipsisme), men det er den ikke. Verden findes i virkeligheden! Det er et argument Brinkmann rent faktisk fører. Han går så langt som til at argumentere for at oplevelser og “mentale repræsentationer”, hvilket åbenbart er det samme lige pludselig, ikke findes i hovedet. For at underbygge den pointe bruger han Gibsons økologiske psykologi til at sige at mennesker kan erkende uden “indre mentale repræsentationer”. På side 73 skriver han direkte om det at bruge en stol:

“Har man opøvet kropslige vaner med at anvende stole på denne måde, hvilket langt de fleste har i vores kultur, kan stolens væsen som sidderedskab erkendes direkte.”

Så vaner er forudsætningen for “direkte erkendelse”. Men hvad er “direkte erkendelse” eller rettere hvad er “indirekte erkendelse”, og kan man danne en vane uden “mentale repræsentationer”? “Direkte erkendelse” lyder som noget sludder uanset. Taler vi om mentale repræsentationer eller ej, så er det klart at information om verdenen, skal i kontakt med menneskets nervesystem på en eller anden måde, og behandles for at relevante adfærdsmæssige responser kan blive produceret. Ingen del af vores erkendelse eller oplevelse er ufiltreret. Hvorfor folk i øvrigt skal holde op med at fremstille Descartes som om han personligt var solipsist (hvad Brinkmann, som så mange før ham, gør i bogen). Det er et faktum. Prøv f.eks. selv at lave en støvsugerrobot. Hvordan skal den registrere sine omgivelser uden en sensor der samler data som skal omsættes til et relevant output? Manipulationen af sanseindtryk er en forudsætning for alle niveauer af erkendelse eller bare sentiens. Det betyder ikke at vi automatisk er solipsister, eller at man bør påtage sig det vanvittige projekt som Brinkmann gør her, at forsøge at argumentere for at vi kan “erkende” noget “direkte”. Intet er direkte, selvom denne kritik måske er for direkte.

I afsnittet “henimod objektiv etik” sætter Brinkmann nogle overfladiske læsninger af det han kalder emotivisme og så eksistentialisme op. Kampe som allerede er blevet taget for lang tid siden. Igen forstået som at vi i vor tid er en slags misforståede eksistentialister, som alle mener, at vores personlige oplevelser trumfer alt, fordi at nogle af os engang imellem bruger ordet oplevelse i en sætning. Den moderne retorik er langt fra så entydig. Folk bruger alle kneb i bogen, hvad de nok altid har gjort. Folk er ikke bare solipsister der kun tager udgangspunkt i deres egen oplevelse. De bruger også meget tid på at fortolke hver eneste hændelse som kendetegnende for hele samfundet. Hvis en LGBTQ+ person bliver slået ned på gaden i dag, så kan det ikke bare være del af et personligt opgør. Det er tværtimod et udtryk for negative sentimenter indlejret på alle niveauer af samfundet. Den enkeltes oplevelse er endnu en manifestation af det objektive, sociale system som personen indgår i. Alle tilfælde der kan forstås som racisme, er manifestationer af et strukturelt, racistisk system. I vor tid kan man således argumentere for, at individets oplevelse er reduceret til udtryk for det objektive system. Oplevelsen virker kun central når den bekræfter vores apriori ideer om hvad vores “åh, så forfærdelige samfund” ville producere af oplevelser generelt. Det er altså ikke selvsagt at etik med fokus på subjekts oplevelse, er udgangspunkt for en værdifuld fortolkning, måske det også er derfor at der jo ikke er nogen som viderefører Sartres tolkning af noget som helst i dag. De populære etiske filosofier er lige præcis dem der repræsenterer det perspektiv jeg har fremlagt her: Dekonstruktivismen, feminismen, kritisk race teori etc. Jeg har sgu aldrig set en aktiv emotivist eller eksistentialist i medierne. De førnævnte ideologier er også en bedre forklaring på nogle af de problemer Brinkmann fremhæver med hensyn til at føre bevis ud fra sin egen oplevelse i en krænkelsessag. Problemet er ikke, som Brinkmann skriver, at de involverede er eksistentialistiske solipsister, eller mental repræsentivister af den kognitive revolution, eller hvad vi nu kalder det. Problemet for de moderne, populære ideologer er, at hvis den som står uden evidens i en sag er medlem af en marginaliseret gruppe, så bør vi vægte deres oplevelse højere end eventuel evidens, fordi de er en del af en marginaliseret gruppe. Det er ikke en subjektivistisk ideologi der er på spil, den er tværtimod kollektivistisk. Individets oplevelse betyder mere end alt andet, men kun hvis individet repræsenterer en marginaliseret gruppe og deres sag kan bruges til at fremme gruppen. Det er der problemet kommer fra. Hele krænkelsesdebatten og #believewomen etc. er ikke et paradoksalt tilfælde af solipsister der laver en klub. Det er en kollektivistisk ideologi som er villig til at acceptere udfald af retssager der går stik imod al evidens, såfremt det er til fordel for specifikke marginaliserede grupper (f.eks. efterkommere af spanske kolonister, men ikke efterkommere af britiske kolonister). Argumentation ud fra oplevelse er bare et symptom på denne forringelse af minimumskravene for evidens, som åbenbart er acceptabel hvis man tror at man hjælper. Kort sagt skyder Brinkmann ved siden af skiven.

Bogen lider også af samme problem som så mange lignende bøger. Der præsenteres et eller andet totalt vagt og derfor altoverskyggende problem med folks generelle måde at være på, men vi skal købe at forfatteren er hævet over dette. Det er i sig selv en implicit kognitiv hypotese, af den mentalt repræsentative slags, at Brinkmann ved sin blotte mentale kapacitet til at have et andet mindset end alle andre, ikke selv er underlagt oplevelsessamfundets ideologi, hvorfor han som en helt kan advare alle os der er fanget i illusionen. Ja, hvem skriver han egentlig til? Vil der mon være læsere som tænker, “Gud, det er mig!”. Det er nok mere plausibelt at alle vil tænke, “ja, der er så sandelig noget galt med alle de andre”. Bogen er således også en oplevelse til Brinkmanns egen klasse. Essensen af denne type produkter, som der jo kommer mange af hvert år, er at man køber en fortælling, en vag kategorisering af dagens problemer, som man så kan føle, at man får overblik over og er hævet over. Ligeledes får man en løsning der også er så vag, at den kan resultere i sætninger der virker reelle, men aldrig kan realiseres. Hvad er Brinkmanns forslag til at løse det problem, som er oplevelsessamfundet?

Han skriver, at det er vigtigt at skabe et billede af mennesker og det gode liv, som ikke er knyttet til oplevelser og konsum.

Okay, jamen så gør vi bare det. Det er ærgerligt at priming viste sig ikke at kunne replikeres, og at nudging har negligible effekter, for ellers kunne psykologien da have nogle stærke redskaber til at promovere dette billede af det gode liv.

Endnu engang er vage problemer blevet mødt med vage løsninger, ingen har lært noget af værdi, men nogen har fået en mandelgave og andre har fået penge og når enden er god så er alting jo godt.

Glædelig jul og et godt nytår til Svend Brinkmann og også anmelderne på Berlingske og Kristeligt Dagblad, som læste bogens outline, tænkte “det er noget anti-krænkelses-halløj det her”, og bad chatGPT skrive en femstjernet anmeldelse. Nåh, ja og Vincent Hendricks!

2 af 5 stjerner – giv den til én du synes er prætentiøs.

Oplevelsessamfundet

– om det vigtige i at opleve, at dit liv består af andet end oplevelser

Svend Brinkmann

87 sider

Samfundslitteratur

Udgivet: 2023

Alex Østergaard