Den franske forfatterinde Delphine de Vigan brød igennem med et brag, da hun skrev bøgerne “Alt må vige for natten” og “Baseret på en sand historie”. Nu kan vi atter glæde os over en bog fra hendes hånd. ”De loyale” er, som de øvrige, en socialrealistisk roman med dybde, alvor og et vigtigt ærinde.
Delphine de Vigan har studeret litteraturhistorie og har sans for at formidle sin fortælling levende og troværdigt. Der venter således en rå, rørende og rystende læseoplevelse.
I ”De loyale” følger vi skolelæreren Hélène. Hun er selv opvokset i et voldeligt hjem. Netop derfor har hun alle antenner ude, da hendes elev, den 12-årige Theo, viser tegn på mistrivsel. Theo er træt, uoplagt og virker tynget. Men der er ikke tegn på fysisk overgreb, og derfor er det svært at sætte en finger på hvorpå hendes bekymring går. De andre lærere – med en enkelt undtagelse – viser ikke forståelse.
Sideløbende er skolekammeraten Mathis også begyndt at ændre sig. Han søger Theos selskab og de to drenge trøster sig med alkohol ligesom de pjækker. Mathis’ mor, Cécile, ser forundret til. Hun kan ikke forstå hvad der sker. Cécile har opdaget en mørk side af sin mand, der gør hende ude af stand til at handle på sønnens problemer.
Som titlen tydeligt signalerer, handler bogen om de loyalitetsbånd der på godt og – især – ondt får os til at dække over hinanden og ignorere problemer, som vi rettelig burde handle på. ”De loyale” er en stærk og tankevækkende fortælling om fortielsens pris. Både i børne- og voksenhøjde.
Hvad sker der, når vi dækker over svigt, hemmeligheder og løgne. Dét sætter Delphine de Vigan fokus på med sin fremragende skildring af en skoledreng, der lever under kummerlige forhold.
”De loyale” er en letlæselig bog, der rummer dyb smerte, sorg og svigt. Fortællervinklen skifter imellem fire personer: Hélene, Théo, Mathis og Cécile. De fire karakterer er lette at spejle sig i. Fortællingen er et helstøbt psykologisk drama, der på glimrende vis kommer rundt om de forskellige parter. Selvom bogen er letlæselig, er den fuld af alvor og bidder sig fast. Det er en af de unikke læseoplevelser, der sætter et uudsletteligt spor hos læseren. Med sit vedkommende emne må den anbefales til alle. Det er så vigtigt, at vi får italesat psykiske vold og omsorgssvigt. Læs ”De loyale” og få stof til eftertanke!
De loyale
Forfatter: Delphine de Vigan
Oversættelse: Victoria Westzynthius
Forlag: People’sPress
188 sider. Hæftet
Udgivelsesdato: 16. 08.2018
Anmelder: Nønne Lønne Votborg
Anmeldelse fra litteratursiden.dk: https://litteratursiden.dk/anmeldelser/de-loyale-af-delphine-de-vigan