Fra en realistisk verden, helt præcist Skive bevæger denne roman sig ud i en atmosfære af ondskabsfuld mærkværdighed – stadigt i Skive.

Skive er plaget af små bander med voldelig dagsorden, og i en periode i 2001 sker der en række tragiske dødsfald i byen.

En af banderne bestående af fire unge mænd og to kvinder præsenteres i begyndelsen af romanen. Den ene af de unge mænd er medhjælper i Rema1000, hvorfra han forsyner bandemedlemmerne med tilstrækkelige mængder øl og cigaretter. På et tidspunkt crasher de en fest, og det lykkes dem – ikke helt tilsigtet – at sætte ild til lejligheden. To af bandemedlemmerne ryger ind, men så snart de er ude igen, får de tilbudt et stykke arbejde til den nette sum af 50.000 kr. hver. De skal stjæle et smykke. Det gør de så, men de går noget længere end til at stjæle smykket. Deres nye arbejdsgiver er ikke helt almindelig, og i forlængelse af deres egen ondskab begynder bandemedlemmerne at mutere. De udvikler særlige dele af sig selv, og de bliver i lighed med vampyrer og varulve meget stærke. Det bliver katastrofalt både for dem selv og for byen Skive, og romanen ender i et blodigt og ret klamt opgør.

Hvis man har læst Stephen King og kender til hans dæmoner for eksempel fra Begærets butik, så er der flere ting, der virker bekendte. Og der er også nogle overraskelser både med hensyn til de fantasifulde mutationer og med hensyn til bandens adfærd. Resultatet er uhyggeligt men ikke tæt nok på virkeligheden, til at blive rigtigt skræmmende.

Christian Reslow
Vrangvendt
142 sider
Valeta
Udgivet: 2013

Birte Strandby