Den tjekkiske forfatter Luke Allnutt har i forbindelse med sin egen kræftsygdom skrevet romanen ”Vi ejer himlen”. Luke Allnutt blev diagnosticeret i 2013. Som journalistuddannet brugte han det at skrive som en ventil for sine bekymringer og angst. I dag er han rask.

I ”Vi ejer himlen” følger vi hovedpersonen Rob fra han møder den jævnaldrende Anna, mens de begge studerer på Cambridge og de danner par. Deres baggrunde er vidt forskellige. Han kommer fra en kærlig familie, der bor i et socialt boligbyggeri i Essex. Annas ”stive” forældre er fattigfine missionærer, der er vendt retur fra Afrika. Snart har de to unge giftet sig og ønsker at stifte familie.

Nu starter deres genvordigheder. Anna aborterer to gange og de fyldes med sorg. Men det lykkes at blive forældre til Jack, som de forguder. De første år går alt godt, men da Jack er fem år slår lynet ned. Jack udredes og har en svulst i hjernen. Nu handler det om at få den opereret ud.

Midt i sin sorg og chokket begynder Rob at søge på internettet for at finde information om sønnens sygdom. Han lander også inde i et forum for forældre til børn med kræft af den art. På Hopes Place som stedet hedder, kommer han i dialog med andre der står i en tilsvarende situation eller har været der. Rob får også en henvendelse fra en far, Nev, der har valgt at tage sin søn til udlandet for at få behandling. Da Jacks sygdom udvikler sig og hans chancer svinder ind, begynder Rob mod sin vilje at vise interesse for Nev. Rationelt set tror han ikke på det, men håbet om at sønnen kan blive reddet er altoverskyggende. Hvor langt tør han gå?!

”Vi ejer himlen” er en rørende, velfortalt og varm fortælling om at elske og miste – og om at tilgive.

Luke Allnutt er dygtig til at gøre sin fortælling nærværende og interessant. Man fatter straks sympati for faren, der skildres som en ærlig og oprigtig mand, der elsker sin kone. Jeg kan ikke andet end værdsætte, at bogen har en mandlig hovedperson og jeg-fortæller. Det er forfriskende at få lov at følge en mands inderste tanker og refleksioner om sorg, parforhold, tillid, venskaber og livet generelt.

Romanen er dog en kende ujævn trods Luke Allnutts gode formidlingsevner. Som læser sidder man med et kritisk blik og en undren i forhold til hvor langt, han går i sin fortælling. Flosklerne er også en anelse vel mange, om end den mandlige hovedperson i sin funderinger også giver kant til de tidstypiske tendenser. Jeg irriteres voldsomt over de selvmodsigelser der er i teksten; men samtidig må jeg også indse at historien om en mand i knæ, går lige i hjertet på mig. Det er en både rå og rørende beretning om at miste fodfæstet, når man mister et barn. Den vækker derfor stor medfølelse og indlevelse.

”Vi ejer himlen” er med sine små fejl og trivialiteter en udmærket roman. Forfatteren ved præcis hvordan han bevæger sin læser. At sorg kan være ødelæggende for din dømmekraft og dit parforhold er så afgjort en væsentlig tematik. På trods af tab og sorg vil der, ifølge Luke Allnutt, forsat være håb og kærlighed. Det er et smuk budskab. Som debutbog er den absolut bestået!

Vi ejer himlen

Forfatter: Luke Allnutt

Oversættelse: Lærke Pade

Forlag: Gads Forlag

364 sider. Indbundet.

Udgivelsesdato: 7. 2. 2019

Anmelder: Nønne Lønne Votborg