Otte små fortællinger om kvinder og utroskab, nogle mere pikante end andre

Det spændende er ikke altid utroskaben, men hvorfor et menneske der sædvanligvis hylder monogami bliver utro. For Mia i fortællingen ‘Hjem’ skyldes utroskaben en hjælpsom nabo. Mia og Søren flytter fra København til Nyborg. De vil have eget hus og selv sætte det i stand, og på Fyn finder de det der skal blive til drømmehuset. Søren får arbejde med det samme, med Mia tager det lidt længere tid. Mia har store planer og masser af energi. Ved et tilfælde viser det sig, at naboen – maskinmester på orlov – er en praktisk mand der kan hjælpe med alt muligt inklusive Mias pludseligt voldsomme seksuelle behov – og indirekte også Mias jobansøgninger. Det er helt fantastisk og ideelt, indtil det ikke er det længere.

I ‘Guldfugl’ ser det lidt anderledes ud. Her er hovedpersonen en højtuddannet, smuk freelancer på supplerende dagpenge. Hun gør sig i kultur- og natteliv med tjekkede partnere, men da hun fylder 37, beslutter hun at skrue ned for festlighederne og finde noget stabilt, hvorfor hun slår sig sammen med en revisor. Det virker umiddelbart som det helt perfekte forhold, indtil fortidens synder kommer snigende og tamper vores hovedperson på plads i samfundet.

Naturgiven skønhed var, hvad hun havde fået i dåbsgave, mens andre fik nærsynethed, kalveknæ, genetisk disponering for fedme …

Utroskab er mange ting: kolorit på tilværelsen, et lynnedslag, en fejl, en straf eller en belønning. Med den indgangsvinkel sættes der lys på skyld og skam og misforståede idealer. Fortællingen ‘Jagt’ viser, hvordan en moderne kvinde tackler et gammelt problem, og for Signe i den sidste fortælling i samlingen handler det om snart at stå brud i Svanninge Kirke ved Faaborg.

Sjov, underholdende og tankevækkende.

Utro kvinde

Chris A.

182 sider

Byens Forlag

Udgivet: 2022

Birte Strandby