Udover ganske få digtere som Benny Andersen og Halfdan Rasmussen er der ikke mange poeter der flasher humoristisk sans i deres digtning. Men Jeppe Madsen dokumenterer, at dybe eksistentialistiske tanker fint kan udtrykkes humoristisk. Som her i digtet Blomster:

Hver gang den siddende regering fremlægger et nyt udspil

som oppositionen kalder underfinansieret og urealiserbart

så venter jeg tre dage

hvis der inden for det tidsrum

bliver opdaget at noget nyt er kræftfremkaldende

så køber jeg blomster

men kun på ulige datoer

På den måde går der usystematisk lang tid imellem du får blomster

som købte jeg dem på en tilfældig manisk indskydelse

jeg kunne selvfølgelige også være oprigtig vilkårlig

men så ville det nok ikke bliver gjort

Humoren præger flere af digtene, men den gennemgående kærlighed synes at være hovedtemaet begyndende med det første møde:

Pludselig står vi helt stille

samtidig bevæger vi os mod det skæbnesvangre øjeblik

hvor jeg inviterer dig til at se mine flotte fuglefrimærker

fra Aserbadsjan

Kort og raffineret beskrives også ungersvendens indledende usikkerhed i digtet Hvad er klokken i dag?

Standardkomplimenter er langhårede

jeg forsøger gerne at undgå dem

i stedet siger jeg det første der falder mig ind

Du er ristet rugbrød

Digtene er originale, de følger kærlighedshistorien, mødet, den første rejse sammen, de fælles oplevelser, jalousi – da en færdselsbetjent udnytter en ny omsorgsprotokol til at lade de trøstende hænder vandre lidt for meget, et kort overraskende utroskab i 1755 og betragtninger om forelskelsen:

Ja du er sød som min første kærlighed

og smuk som min anden

Kan digte lidt mere end prosa?

Under hjertet er der en fælde

Jeppe Madsen

53 sider

Vild Maskine

Udgivet: 2017

Birte Strandby