Ibrahim bor på asylcentret. Hans far er psykisk syg, og familien ved ikke, om de får lov til at blive i Danmark. Ibrahim stikker af fra centret, og ude i skoven møder han Lasse, der er vild med ulve og prøver at spore dem. Lasses mor er helt fin og tager venligt mod Ibrahim, men Lasse har alligevel sit at slås med: nogle store drenge fra samme skole der plager ham med jævne mellemrum.

Lasse og Ibrahim er på bølgelængde det meste af tiden, og da Lasse igen bliver mobbet af de store drenge, finder Ibrahim ud af, hvordan han kan stoppe det – effektivt. Men så er det pludseligt Ibrahim der er den jagede. Politiet er ude at lede efter ham, fordi han er stukket af fra centret. Drengene tager flugten sammen, og så møder de ulvene!

Ulveland er en dramatisk fortælling der på sine få sider både får præsenteret det forfærdelige i ikke at vide, om man nogensinde bliver tryg igen, og hvordan man kan reagere, når man er under rigtig meget pres. Samtidigt er det en god fortælling om et spirende venskab mellem to meget forskellige drenge, der finder ud af at supplere hinanden med det, de kan. Midt i håbløsheden, frygten og resignationen finder man også en spirende selvtillid.

Dagens ulveproblematik er belyst fra barnlig synsvinkel … men i Aarhus og København elsker de dem, og de har sat en masse kameraer op i skoven, som de hele tiden kommer og tjekker.

Sproget er let, og der er hele tiden heftig handling der sender læseren hurtigt gennem romanen.

Ulveland

Annemette Gravgaard Larsen

116 sider

Straarup & Co

Udgivet: 2019

Målgruppe: 10+

Birte Strandby