Udvalgt. Nattens Hus nr. 3
Forfattere: P.C. Cast & Kristin Cast
Oversættelse: Anders Vestergaard Mortensen
250 sider
Forlag: tellerup.dk
Udg.: Maj 2010

I vampyrserien ‘Nattens Hus’ er vi nu nået til tredie bind ‘Udvalgt’, og de gode takter fra de to første dele fortsætter med uformindsket styrke. I kraft af Nyx gaver til Zoey dvs. hendes helt usædvanligt sjældne affinitet til alle de fire elementer (jord, ild, vand og luft) er hun stadigvæk den førende kandidat til jobbet som den næste ypperstepræstinde for gudinden Nyx. Nattens Hus er en slags vampyrkostskole, hvor de unge som af guderne er blevet udvalgt til at blive vampyrer, bor i de år som forvandlingen til vampyr varer. En forvandling som indebærer en uhyggelig risiko for eleverne. Det er nemlig ikke alle som kan tåle forvandlingsprocessen, og de uheldige dør pludseligt af massive indre blødninger, når deres kroppe lukker ned.

Som for alle andre teenagere spiller sex en stor rolle for de unge vampyraspiranter, og for eleverne på Nattens Hus er der en intens extra ingrediens til det store sexspil, for vampyrer kan bare noget helt specielt når man kommer til det seksuelle. For almindelige mennesker er vampyrernes kys og især deres bid som at høre englene synge kroppen elektrisk. Når en vampyr bider et menneske sker der en dobbelt prægning, så de to får et helt specielt forhold der gør biddet til en fantastisk orgiastisk oplevelse, en oplevelse der er meget stærkere end selv det kraftigste narkotika. For vampyrerne indbyrdes er prægningen uimodståelig, når de møder deres soulmate.

Kampen mellem den egoistiske og onde ypperstepræstinde Neferet og Zoey spidser til, og der er dystre hemmeligheder og blodige intriger i spil på skolen. Natten Hus er centrum for mystiske magtkampe hvis implikationer virker temmelig uforståelige for Zoey, ligesom det bestemt ikke er særligt betryggende for hende, at hun tilsyneladende er den eneste der har opfattet Neferets ondskab.
Zoeys kærlighedsaffærer med henholdsvis et menneske, en vampyr og en vampyrlærer giver et fantasifyldt krydderi til denne spændende nytolkning af vampyrverden og vampyrernes samspil med mennesker og guder. Det hele bliver bestemt ikke mindre spændende, da døde vampyrelever vågner op som en slags zombier, og en vampyr myrdes på den mest brutale måde. Der er lagt op til en forrygende fortsættelse af denne fremragende vampyrserie.
Jan Vandall