Thomas Berg har mistet sin kone. Hun blev dræbt ved et indbrud i deres hjem, sandsynligvis tilfældigt af en indbrudstyv. Thomas er langsomt ved at få det bedre, men trænger til luftforandring og udskifter kulturredaktørjobbet med en stilling som udenrigskorrespondent i Berlin. Det var her hans kone arbejdede på sin sidste sag, og han har en veninde der er ansat af Spiegel i Berlin. Vel ankommet til byen får han besked på at dække Toplitzgåden, det vil sige eftersøgningen efter en skat eller en hemmelighed, som nazisterne skulle have skjult i Toplitzsøen ved 2. verdenskrigs afslutning.

Undersøgelsen ledes at et amerikansk firma, og der er investeret rigtigt mange penge i projektet. Thomas får en VIP-adgang og mulighed for at følge eftersøgningen på tæt hold. På et tidspunkt da en undervandsdrone støder på et fund bliver alle journalister jaget ud af lokalet, hvor overvågningen finder sted. Thomas og en kollega når at filme noget af begivenheden, men ender med at måtte flygte fra stedet. Herefter er Thomas jaget vildt, og dem han samarbejder med, bliver dræbt.

Thomas opdager en sammenhæng til en rapport fra studietiden og begynder at kontakte sine gamle studiekammerater. To dør før han nå at finde ud af, hvor de befinder sig i projektet, men sammen med en tidligere medstuderende lykkes det ham at arbejde hen mod en opklaring – stærkt forfulgt af mennesker, der ikke vil ham det godt.

Der er alle nødvendige ingredienser i denne thriller: Solide gåder, masser af action, en trussel i hælene på hovedpersonen, pludselige dødsfald og en meget uventet nazist-relateret overraskelse.

Toplitzgåden

Et Wildenbruch-mysterium

Jesper Marccussen

323 sider

Byens Forlag

Udgivet: 2019

Birte Strandby