Journalisten Eric Larsen involveres i afsløringen af en skandale om international våbenhandel, om den danske stats erhvervelse af kampfly og EUs våbentransporter. Larsens kilde sender hemmelige dokumenter som ingen vil vedkende sig fra Bruxelles, og Larsen skriver en lang række artikler, som i første omgang afvises som opspind.

En dag beder to mænd ham om at sætte sig ind i en bil foran det danske finansministerium, hvor de afhører ham. Det forskrækker ham, og han kan ikke gennemskue, om de to herrer kommer fra Finansministeriet, men de ønsker, at han skal stoppe med at publicere sine artikler. Larsen føler sig tvunget og truet, men umiddelbart sker der ikke videre.

Eric Larsen rejser til Marokko for at mødes med en gammel skolekammerat, som han mener kan hjælpe ham med opklaringen. Da han vil betale for deres middag, virker hans kreditkort ikke, og senere da han igen er kommet til København, opdager han, at han uventet har fået gæld til det offentlige, og at hans pensionsopsparing er gået i nul.

Hans senere artikler får stadig mere opmærksomhed, og til et bryllup hos en bekendt bliver han bedt om at smutte på grund af brudgommens fornemmelse for ballade. Brudgommens fornemmelse er rigtig nok, og romanen ender overraskende blodigt.

Tom Ruslands manuskript er velskrevet og i lange stræk meget spændende læsning. Det er også lidt indviklet, og det er ganske omstændeligt at holde styr på alle personerne – og på deres funktion i romanen. Kvindeskikkelserne er til gengæld betagende, stærke, selvsikre, no-bullshit superkvinder, der ubesværet trækker deres udvalgte mænd rundt som det passer dem.

Tom Ruslands manuskript

Mikael Rømer

260 sider

byens forlag

Udgivet: 2018

Birte Strandby